Kedelig færøsk krimi – kun marginalt interessant for handlingens omgivelser, hvis du har interesse for Færøerne.
Jógvan Isaksens Dødninge danser på sandet er den syvende bog på dansk i Isaksens krimiserie om journalisten Hannis Martinsson (som ifølge bogens klaptekst indtil nu omfatter i alt ti romaner). Det er dog ikke nødvendigt at have læst de foregående bøger for at følge med. Faktisk er det slet ikke nødvendigt at læse denne heller. Jeg var således ikke imponeret. >> Læs videre
The Bone Readers er en ikke helt almindelig krimi fra et fiktivt caribisk øsamfund (som meget vel kunne være inspireret af forfatterens fødeø, Grenada). Meget velskrevet og båret af gode miljøbeskrivelser og et kritisk blik på de sociale og politiske forhold i regionen. Men også lidt rodet og hakkende i kompositionen.
Som det vil være følgere af disse bognoter bekendt, er det ikke så tit, at jeg læser krimier/thrillere. Denne her har da også kun fundet vej til min læseliste, fordi jeg var lidt i bekneb for at finde romaner fra Grenada (og det er så ikke helt rigtigt: I min reol står også Angel af Merle Collins, som jeg ikke har grund til at tro, er andet end god, men jeg orkede ikke lige en lidt for tyk generationsroman, så nu fik Jacob Ross lov til at løbe med prisen). >> Læs videre
Apokalyptisk krimi-noir fra Montenegro. Ganske god læsning, selv om den korte roman med sine relativt lange strejftog i den europæiske millenarismes historie vil lidt mere, end den magter at indløse.
Montenegrinske krimier er ikke dét, jeg har gjort mest i, men Andrej Nikolaidis kortroman fra 2009 (her i engelsk oversættelse af Will Firth fra 2016) er faktisk et helt interessant bekendtskab i den på én gang lettere og tungere genre. >> Læs videre
En gastronomisk, italiensk krimikomedie i bedste Hercule Poirot-stil placeret i et toscansk baronat i 1895.
Den her er en lille bagatel, men den fungerer rigtig fint på egne lette præmisser. Vittig, velskrevet og underholdende og perfekt læsning på min flyrejse hjem fra Rom i dag.
Italienske Marco Malvaldis (f. 1974) The Art of Killing Well, som den hedder i den engelske oversættelse, vil appellere til elskere af den klassiske Agatha Christie-genre. >> Læs videre
Ny dansk konspirationskrimi vil appellere til tilhængere af tempelridderromantik og ramasjang á la Dan Browns Da Vinci mysteriet. Men forvent ikke noget nyt.
Jeg hører til dem, der var forrygende godt underholdt af Da Vinci mysteriet, men ikke imponeret over de litterære kvaliteter. Jespers Holms Corpus Christi ligger tæt op af forbilledet på godt og ondt.
Jeg var i lange stræk således udmærket underholdt af Corpus Christi og fik vendt siderne hurtigt, drevet frem af handlingen og ikke ansporet til at dvæle ved sætningerne. Det sidste skal man heller ikke kræve af genren, så ikke et ondt ord om sproget (dog blev jeg forstyrret af lidt for mange typografiske slåfejl).
Romanen plages til gengæld af at ligge så tæt på netop Da Vinci Mysteriet i plot og struktur, at den er svær ikke at læse som – om ikke ligefrem et plagiat – så ihvertfald som en lidt kedsommelig omgang bølgeridning. Den promoveres endda på forsiden som ‘en af de bedste bøger i da Vinci genren’ (jeg vidste ikke, at det var en genre…). >> Læs videre
Ny sympatisk dansk krimi er velskrevet og i lange stræk ganske medrivende læsning, men også lidt tung i plottet.
Eremitten indeholder mange af de klassiske krimiingredienser: En forhutlet og fordrukken helt; et lokalt politi, der helst vil begrave en besværlig sag; en tilsyneladende banal intrige, der viser sig at trække tråde ind i et større konspiratorisk komplot; en biljagt, lidt sex og lidt vold. For så vidt angår det sidste, er bogen sympatisk fri for de meget udpenslede og ubehagelige voldsscener, som ellers synes at være en nødvendig ingrediens i de fleste moderne krimier.
Bogen adskiller sig i det hele taget fra mainstream-krimien ved, at hovedvægten ligger mindre på krimiintrigen og den udvendige spænding og mere på personkarakteristikken, først og fremmest af titelpersonen Erhard Jørgensen, kaldet Eremitten. >> Læs videre
Ny dansk politisk satire og krimikomedie er desværre for plat til at være sjov.
De danske forfattertvillinger Morten og Søren Ellemose begår sig i en del forskellige genrer: Sammen har de skrevet adskillige krimier, for nylig udgav Morten Ellemose sin første solokrimi Killer Killer, Søren Ellemose har skrevet flere faglitterære bøger om dansk erhvervsliv, og nu har de sammen også begået en slags satirisk krimikomedie.
Halløj på Christiansborg præsenterer sig selv som en satirisk nøgleroman, og mange karakterer i bogen er da også kun slet skjulte karikaturer over personer fra aktuel dansk politik. Bogen er således en næsten dagsaktuel satire over dansk politik og erhvervsliv, aktuelle tv-fænomener m.m. Den er udgivet her i april 2014 og har nået at få både “Den hemmelige socialdemokrat”, DONG-salget til Goldmann-Sachs og SF’s udtræden af regeringen med. >> Læs videre
Ny dansk “gotisk krimi” er ikke uden underholdningsværdi, men også noget skabelonagtig og mildest talt utroværdig i plot og personkarakteristikker.
Jeg er ganske vist noget uden for mine vanlige favoritgenrer her, så krimifans bør formentlig tage denne anmeldelse med et vist forbehold. Ihvertfald har jeg noteret mig, at Morten Ellemoses nye roman på flere krimisites har fået bedre anmeldelser, end jeg kan levere her. >> Læs videre
Velskrevet, men også lidt kedelig, ny dansk krimi står ikke helt distancen.
Politikeren er dansk-islandske Emma Brynja Svanes anden roman – en selvstændig fortsættelse til debutromanen Forviklinger fra 2012 (som jeg ikke har læst).
Handlingen er centreret omkring den midaldrende læge Torsten, som står i et kompliceret forhold til den smukke Nina, tidligere topmodel med en skjult fortid og forbindelser til en international forbryderorganisation. >> Læs videre
Cormac McCarthys første filmmanuskript skuffer stygt som bogudgivelse.
McCarthy har før udgivet skuespil, som fungerede glimrende at læse som bøger: det udmærkede The Stonemason og det virkelig gode The Sunset Limited (der med rette bar undertitlen “A novel in dramatic form”). Så jeg kastede mig over The Counselor med en vis forventning. Men ak, skuffelse!
The Counselor er meget langt fra McCarthys tidligere mesterskab. >> Læs videre
Af en krimi at være er Boris Akunins roman om den unge og romantisk-naive, men også intelligente og handlekraftige moskovitiske politiagent Erast Petrovitj Fandorin ganske finurlig.
Romanen – som er den første i en serie på tolv – udspiller sig i 1876 i Moskva og Skt. Petersborg (med udstikkere til London og andre dele af tidens Europa). Det er slags Sherlock Holmes agtig krimihistorie, som samtidig gerne vil give et historisk portræt af Rusland i slutningen af det 19. århundrede, hvor moderniteten trænger sig på. Det gør Akunin sådan set udmærket og med et vist vid. Også den sproglige, litterære skrivestil fra den tid har Akunin ramt ganske godt (med ikke så få implicitte referencer til Dostojevskij). >> Læs videre
En ikke rigtig forløst spændingsroman, som gerne vil være så meget mere end dét, og måske derfor ikke rigtig lykkes med nogen af delene.
Jeg er ikke storforbruger af bøger i krimi- eller thrillergenren, men jeg opfatter ikke mig selv som litterær kostfornægter, og jeg skal ikke være den, der underkender underholdningsværdien af en god krimiintrige eller et godt spændingsplot. Det kan faktisk være dejligt afslappende at læne sig tilbage og lade sig underholde ved at drøne en masser sider igennem i en let spændingsroman, hvor læseudbyttet ikke forudsætter, at man tager sig tid til at finsmage på hver sætning. Så længe sproget ikke er decideret tæerkrummende, og historien hænger nogenlunde sammen på egne præmisser.
Atkinsons Hvornår kommer er en god nyhed? opfylder kriteriet om at være okay skrevet (omend oversættelsen synes at halte lidt – ihvertfald i form af et par øjensynlige “undersættelser” ind i mellem). Det med sammenhængen kniber det lidt mere med. >> Læs videre
