Kedelig færøsk krimi – kun marginalt interessant for handlingens omgivelser, hvis du har interesse for Færøerne.

Jógvan Isaksens Dødninge danser på sandet er den syvende bog på dansk i Isaksens krimiserie om journalisten Hannis Martinsson (som ifølge bogens klaptekst indtil nu omfatter i alt ti romaner). Det er dog ikke nødvendigt at have læst de foregående bøger for at følge med. Faktisk er det slet ikke nødvendigt at læse denne heller. Jeg var således ikke imponeret.

Man har været på Færøerne denne sommer og i den forbindelse selvfølgelig også læst lidt færøsk litteratur af forskellig beskaffenhed, selv om det ikke blev til så meget som planlagt.

Dødninge danser på sandet (opr. 2011, da. 2020) samlede jeg op i H.N. Jacobsens Boghandel i Tórshavn. Jeg går sjældent efter krimier, men gav denne en chance, fordi den udspiller sig på Færøerne, så det kunne måske være sjovt nok at læse den, mens jeg var der, tænkte jeg. Det viste sig dog at være en kedelig omgang.

Hvordan den danske oversættelse fra dette forår har kunnet udløse fem stjerner i Politiken er mig en gåde. Måske stiller Politikens anmeldere slet og ret andre og lavere krav til krimier end til andre bøger? – af grunde der i givet fald er mig endnu en gåde.

Det er ikke fordi, Jógvan Isaksen skriver dårligt. Bare kedeligt. Det kan jeg se igennem med i en krimi, hvis handlingen er tilpas medrivende. Men det er den ikke. Siderne er fyldt med utroligt mange beskrivelser af hovedpersonens handlinger, der muligvis er tiltænkt at give fortællingen liv, men er helt unødvendige for at drive handlingen frem eller karakterisere personerne, og derfor for mig mest fremstod som kedsommeligt fyld.

Jeg læser ikke mange krimier, og måske er jeg derfor ikke egnet til at anmelde en sådan. Jeg er dog ikke nogen foragter af en god historie, heller ikke af en god spændingsroman. Men jeg syntes ikke, at Dødninge danser på sandet fungerede specielt godt som en sådan.

Bevares, der er en del action undervejs, men jeg kom aldrig ud på kanten af stolen. Faktisk blev jeg aldrig for alvor fanget af historien, og jeg skulle ikke ret langt hen i romanen, før jeg grundlæggende mistede interessen for plottet. Et plot, som i øvrigt fremstår fortænkt og temmelig anstrengt.

Som turist på Færøerne er romanen kun en smule sjov at læse, fordi handlingen bringer hovedpersonen rundt på adskillige af øerne og også tilbage i historien til Klaksvíkstriden i 1955 (eller Lægestriden, som man foretrækker at kalde den i Klaksvík). Isaksen adresserer også nogle af de regionale forskelle i dialekt og kultur, der eksisterer inden for det ellers relativt lille øsamfund.

Hvis du gerne vil slappe af med en god krimi, så må der dog være andre og bedre bud derude. Og hvis du gerne vil læse litteratur fra Færøerne, så gå til klassikerne af William Heinesen eller Jørgen Frantz-Jakobsen. Men det er selvfølgelig noget helt andet.

K's vurdering: