Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske, færøske kærlighedsdrama om den underskønne Barbara, der på én gang er skabt uden et gran af ondt i sig, men samtidig er prisgivet sine sanser og følelser, hvorfor hun er dømt til at volde sine omgivelser og i sidste ende sig selv stor smerte. Den er stadig værd at læse, selv om årene ikke er gået upåagtet hen over romanen.

Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er næst efter William Heinesen vel nok Færøernes mest berømte romanforfatter – på trods af, at han i sit korte, turberkuloseplagede liv kun nåede at skrive én roman, Barbara, som udkom første gang i 1939, året efter Jacobsens død.

Titelfiguren Barbara er romanens helt centrale omdrejningspunkt, men Jacobsens roman rummer også fine portrætter af en stor mængde bipersoner, der til sammen tegner et sammensat, ironisk-kærligt billede af det afsondrede øsamfund højt oppe i Atlanten.

Barbara selv er billedet på den utæmmede natur og den rene og skære livsudfoldelse. Hun er smuk, charmerende og umiddelbar i sine følelser, tanker og tale. Barbara elsker meget og mange med en umiddelbarhed, der kun kan betage både læseren og menneskene omkring hende i romanen.

Alle mændene omkring Barbara kan således ikke andet end at begære hende, åbenlyst eller i det skjulte, mens kvinderne misunder og frygter hende. Barbara er dømt til at udløse jalousi, der som bekendt nemt slår om i nag. Ikke mindst i et konservativt samfund som det færøske i 1700-tallet, hvor romanen udspiller sig.

Barbara er trods sine kun 28 år ved romanens begyndelse allerede to gange præsteenke. Og der er ikke så få onde tunger, der siger om hende, at hun ud over at være “en hore, en tøjte og en bolerske,” også selv har den direkte eller ihvertfald indirekte skyld i sine to foregående mænds død.

Det afskrækker imidlertid ikke den nyankomne, danske præst, Hr. Poul, som forelsker sig hovedkulds i Barbara – og hun i ham. Deres kærlighedshistorie er den centrale i romanen, men der er også andre.

For Barbara har ikke bare elsket stort og lidenskabeligt før. Det ligger i hendes natur, at hun må gøre det igen – for verden er jo fuld af mænd at elske, og Barbara evner ikke at lægge bånd på den kærlighed, hun har så meget af – og i sin troskyldige, naive natur ser hun ikke og forstår ikke, hvad ondt, andre måtte se deri.

Således er der lagt op til stort drama med megen lidenskab, kærlighed, lykke og sorg.

Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938)

Vi kommer ikke uden om, at det noget gammelt stads, vi læser her. Årene fornægter sig ikke i Jacobsens gammeldags, omstændelige sprog, men han skriver ikke desto mindre smukt, og de mange nu længst forældede ord og vendinger har sin egen charme.

Det gammelmodige præg blev for mig forstærket af, at jeg lyttede til Barbara som lydbog, oplæst af Bent Otto Hansen. Han læser for så vidt godt op, men med en lidt bedaget, grænsende til salvelsesfuld og meget langsom diktion (jeg var nødt til at sætte afspilningshastigheden op med 25 pct. for at kunne holde det ud).

Læst her i 2018 kommer man heller ikke uden om, at romanen – vidende eller uafvidende – også er bærer af et gammeldags, patriarkalsk kvindesyn, hvor kvinden er tæt på naturen, hun er krop og følelser, umiddelbarhed og ufornuft – mens manden omvendt står for kultur, samfund, ånd og fornuft.

Barbara inkarnerer i denne sammenhæng Kvinden med stort K, og hvor sympatisk indstillet Jacobsen som forfatter end måtte være over for sin figur, så kommer han uvægerligt til at kolportere disse ideologiske stereotyper.

Dette gælder også, selv om de mandlige hoved- og bipersoner for manges vedkommende i Jacobsens fine og underspillede ironiske tone gør nogle lidt latterlige figurer med deres småskårne fornuft, deres forestillinger om egen fortræffelighed, deres reaktionære orden og ikke mindst deres præsteskab.

Samlet set er Barbara som nævnt indledningsvist stadig værd at læse for Jacobsens omhyggelige sprog og ikke mindst hans kærligt-ironiske portræt af det færøske fiskersamfund, han selv er rundet af. Dog vil jeg nok anbefale at læse den “rigtigt,” frem for at lytte til den oplæst, som jeg gjorde.

Færøerne er jo som bekendt ikke en selvstændig nation, men en del af Det Danske Rige. Som sådan var jeg i henhold til mine egne kriterier ikke nødig at besøge Færøerne som led i min læseudfordring. Men da jeg allerede har inkluderet Grønland, så byder anstændigheden over for det tredje land i riget mig også at slå et smut omkring Færøerne. Og det blev således i form af Barbara.

K's vurdering: