Johannes V. Jensen: Himmerlandshistorier

Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv, at man som læser i hver eneste historie føler sig som en del af livet på landet blandt Jensens vidunderlige sammensurium af farverige bønder og småfolk og andet godt- og skidtfolk i Himmerland i det nittende århundrede. Det er herlig læsning.

Jeg har i mange år haft – og har stadig – Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) på min liste over de bedste bøger, jeg har læst nogensinde. Men faktisk har jeg aldrig læst noget andet af hans ellers store forfatterskab (udover enkelte småtekster og digte, jeg som så mange andre blev tvunget igennem i gymnasietiden). Det har jeg rådet lidt bod på her i januar, hvor jeg har lyttet til hans klassiske Himmerlandshistorier.

Historierne udkom oprindeligt henover en mere end 30-årig periode fra 1898 til 1933. Jeg har lyttet til historierne som lydbog i en udgave efter samlingen fra 1933. Oplæst forbilledligt med rolig og tydelig diktion af Dan Schlosser.

Som titlen indikerer, foregår historierne i Himmerland, Johannes V. Jensens egen fødeegn. Hovedparten udspiller sig i sidste halvdel af det nittende århundrede med to historier som afvigere:

“Oktobernat” om tre landsknægte, der kommer op at toppes med den enes død til følge foregår således formentlig på tiden for Grevens Fejde (1534-36) og bringer mindelser om netop Kongens fald, der foregår på samme tid.

Den drabelige historie “Ravna” udspiller sig endnu længere tilbage, i vikingetiden. Den kan i sammenhæng med de øvrige historier måske læses som en understregning af Jensen særegne historiesyn: En opfattelse af, at de forgangne århundreders historie, både menneskenes og landskabernes, men også den mytologiske historie, er gået i arv og på en eller anden måde har lejret sig i den himmerlandske bondes sind.

For det er i altovervejende grad bondesamfundet i Himmerland, som historierne handler om. Dog ikke så meget “den typiske bonde,” for Jensen er mest optaget af de skæve og farverige eksistenser.

Mange af typerne i fortællingerne er komiske. Andre er tragiske. Men i alle tilfælde er portrætterne båret af en stor kærlighed til personerne.

Enkelte af historierne har visse okkulte elementer, såsom spøgeriet på “Udflyttergården” eller bondekonens syn af sin døde søn i “Bitte-Selgen.”

Andre har karakter af skæbnefortællinger, hvoraf nogle ender med mord, selvmord eller anden ulykke. Der er historier om kærlighed – den lykkelige, men mest den ulykkelige.

En af mine favorithistorier er “Wombold” om et engelsk menageri med eksotiske, vilde dyr, der kommer til den fiktive landsby Graabølle (hvor mange af fortællingerne foregår). Historien er på én gang atypisk i samlingen i kraft af det fremmede element, samtidig med at mødet med det eksotiske fungerer som fremkaldervæske for typer og relationer i det lille landsbysamfund.

En anden er “Julefred,” hvor Jensen malende beskriver juletraditionerne i landsbyen, som – i grel modsætning til titlen – ender grumme-grumt.

Der er også historien om den naturvidenskabeligt begavede “Jens,” der har så store verdensforandrende drømme, men gør en pige gravid i en høstak og tager konsekvensen, gifter sig med hende, lever så fuldt han kan i landsbyen, der imidlertid gradvist kvæler ham med sin smålige foragt for det himmelstormende, indtil han dør grædende og nedbrudt i sin seng af tuberkler.

I Jensens nævnte historiesyn og måden, hvorpå landskabet spiller en aktiv rolle, kan man indlæse inspiration fra romantikken. Men egentlig er Jensen absolut ikke romantiker. Tværtimod var han en forfatter født af moderniteten. Både i form af en vis begejstring for videnskaben og de teknologiske fremskridt, men særligt litterært i sin optagethed af det enkelte menneske og jeg’et. Det sidste er tydeligere i de prosalyriske eksperimenter i Kongens fald, men er også tilstede i Himmerlandshistorier.

Men jeg skal ikke trætte nogen med et forsøg på en længere litterær analyse af Jensens forfatterskab. Det har jeg for det første ikke forudsætningerne for, og for det andet er det i forvejen gjort af så mange langt klogere, professionelle litterater.

Jeg skal i stedet nøjes med varmt at anbefale Himmerlandshistorier. Selv har jeg lyttet til dem over en længere periode, og det er de særdeles velegnede til. Læst i én køre forestiller jeg mig, at der kan være en risiko for at køre lidt træt i de mange historier. Jeg kan således anbefale at tage dem i mindre portioner, hvad enten du læser eller lytter til dem.

Himmerlandshistorier giver mig lyst til at genlæse Kongens fald og i det hele taget læse mere Johannes V. Jensen.

K's vurdering: