Solvej Balle: Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket

Jeg er glad for, at jeg ikke er litteraturstuderende på universitetet og har fået stillet en opgave i Solvej Balles novellesamling/roman, Ifølge loven (opr. 1993). Jeg ville være temmelig meget i vildrede med, hvordan jeg skulle få skrevet noget klogt.

Heldigvis er jeg bare en almindelig læser og som sådan kan jeg slet og ret vælge at nyde Solvej Balles sprog, hendes finurlige iagttagelser, hendes fiktive, semividenskabelige udredninger, skæve vinkler og underfundige, underspillede humor. Uden at skulle stilles til regnskab i form af at levere indsigtsfulde analyser.

Mens jeg læste Ifølge loven fik jeg associationer til blandt andre Svend Åge Madsen og Jorge Luis Borges, dog med fantastikken skruet ned til et kun lige akkurat registrerbart minimum.

Måske er det Balles referencer til matematikken og andre naturvidenskabelige discipliner, der udløser disse associationer. Men det kan også være det drilske, tvetydige glimt i øjet. Eller hendes litterære stil, hvori de fire fiktive fortællinger om fire mennesker er fremstillet i en form, som var de nøgterne redegørelser for faktuelle begivenheder.

Og bare for, at der ikke skal være tvivl: Når jeg kan finde på at referere til både Svend Åge Madsen og Jorge Luis Borges i samme sætning, så er det fordi, jeg er ret begejstret.

Ifølge loven består, som undertitlen antyder, af fire selvstændige fortællinger i novellelængde. Fortællingerne er dog i et eller andet omfang tematisk beslægtede og griber faktisk også handlingsmæssigt en smule ind i hinanden, skal det vise sig. For så vidt kan man (med lidt god vilje) også betragte bogen samlet som en kortroman.

De enkelte fortællinger er nummereret med paragrafnumre fra § 1 til § 4 og indledes med beskrivelsen af fire “love” af meget forskellig karakter: En bestemmelse fra lov om ligsyn og obduktion, Moselovens “øje for øje”-formulering, Galileis faldlov (i et lufttomt rum falder alle legemer med samme hastighed) og termodynamikkens anden lov om stigende entropi i et isoleret system.

I den første fortælling, § 1, søger biokemikeren Nicholas S. – via analyser af en nyligt afdød kvindes nedfrosne hjerne – at påvise eksistensen af et flygtigt kemisk stof, som kan give en kemisk forklaring på menneskets oprejste stilling og gang og samtidig bevise, at mennesket – i modsætning til opfattelsen i traditionel evolutionsteori og anden gængs videnskab – er et unikt væsen, som “kun i sine drømme hørte sammen med verdens andre væsner og ting.”

§ 2 handler om det modsatte: Det sammenfaldende menneske. Her rejser kvinden Tanja L. Europa rundt i en søgen efter den menneskelige smerte, som hun ved fortællingens begyndelse mener at have set et glimt af på en banegårdsperron i Basel, hvor en mands krop falder sammen, da han vinker farvel til hende.

Ethvert europæisk menneske af Tanja L.s generation ved, at Ondskaben bor i Torino, Viljen i Basel, Tomheden i Paris, Tilfældigheden i København og Smerten i Barcelona.

Så Tanja L. starter med at rejse til Barcelona. Da hun imidlertid leder forgæves efter smerten i Barcelonas gader, fortsætter hun sin søgen i andre europæiske byer og i biografer, teatre og litteraturen.

Hun fandt skæbnens ubøjelighed, tyranners brutalitet og menneskets grusomme væsen. Hun fandt værker, der beskrev menneskers fornedrelse, hvordan de blev kastet til jorden, mutileret, voldtaget, brændt. Hun søgte og ledte sig på vildspor, havnede i blindgyder, nærmede sig destruktionen, fonedrelsen, lidelsen, kvæstelsen, men ikke smerten.

§ 3 handler om matematikeren René G., som ønsker at være ingen. Han har ikke noget imod at være menneske, han vil bare gerne kun være det ganske lidt. Han bestræber sig på at leve så ubemærket og fordringsløst som muligt, han søger i matematisk forstand at gå mod nul. Men det går galt, da han bliver konfronteret med først et spørgeskema og siden en embedsmand, der gerne vil tælle ham som led i en folketælling:

Hvordan kunne han, der udelukkende ønskede at nærme sig tallet 0, udfylde dette skema? Han ville være nødt til at besvare spørgsmålet om antallet af personer i husstanden med tallet 1. At skrive 0 ville være at omgås sandheden med stort overmod, og forsøgte han at udtrykke sig mere præcist ved for eksempel at anføre 1/2, 1/4 eller 1/8, ville man ikke tro ham.

Endelig møder vi i § 4 gadeportrætkunstneren Alette V., som lever af som gadesælger at fremstille portrætter af mennesker i voks, hun siden omdanner til gibsbuster. “Hun førte menneskene til tingenes verden,” som hun selv ser det.

Selv længes Alette V. efter at blive en ting:

Det eneste, der optog Alette V. i hendes sidste dage, var hendes egen endelige passage fra menneske til ting. Hvordan afklædte hun sig sine menneskelige træk? […] Hvordan undgik hun, at et legeme, der havde foretaget passagen til tingenes verden, blev betragtet som et afsjælet legeme?

Hvad skal det alt sammen betyde? Det tøver jeg med at give et svar på. Jeg tøver til gengæld ikke med at anbefale bogen.

For midt i sin underlighed, mellem de pudseløjerlige perspektiver, er det som om, Solvej Balle har fat i noget, eller nærmer sig noget, noget om forholdet mellem menneskene og tingene, om mennesket i den sanselige verden. Det er temaer, der vækker genklang for den, der har læst Balles senere – endnu ikke færdiggjorte – storværk, Om udregning af rumfang.

Ifølge loven er lidt sværere tilgængelig end det nyeste værk. Ikke meget sværere at læse, men sværere at vriste en sammenhængende mening ud af. Men lige så fascinerende.

K's vurdering: