Sørine Steenholdt: Zombieland

Dette kan ikke være en udgivelse, der er sponsoreret af det grønlandske turistbureau. Jeg kan ihvertfald love for, at jeg ikke får lyst til at tage til Grønland lige med det første efter at have været på rejse i Zombieland med Sørine Stenholdt.

“Her lades alt håb ude” står der over porten til Helvede i Dantes Den Guddommelige Komedie. Det kunne også have været en passende advarsel til læserne af denne novellesamling.

Sørine Stenholdt (f.1986) er født i Paamiut i Sydgrønland og bor i dag i Nuuk. Zombieland er hendes første selvstændige udgivelse.

Samlingen består af en række korte noveller adskilt af digte. Novellerne er illustreret med ekspressionistiske, mere eller mindre makabre tegninger i krasse farver af Maja Lisa Kehlet Hansen, som gennemgående understøtter teksten godt.

illustration fra Zombieland (ill.: Maja Lisa Kehlet Hansen)

Det er krasse sager. Sørine Steenholdt dissekerer undersiden af det grønlandske samfund, og hun finder kun grimme og triste ting frem.

Svigt på alle planer, psykoser og skizofreni, druk og stofmisbrug, gruppevoldtægt og andre former for vold, psykisk og fysisk børnemishandling, mord og selvmord og i det hele taget generel håbløshed på menneskenes og det politiske systems vegne er de gennemgående temaer.

Der er f.eks. historien om den unge kvinde i samlingens første novelle, Zombie, som er vokset op med massive svigt fra sin mor, men tilsyneladende finder lykken med en god mand og børn. Indtil hun kommer hjem og finder sin mand i seng med den forhadte mor – og i chok og afmagt efterfølgende kommer til at slå sit eget barn ihjel ved at banke hendes hoved ned i bordet – og derfra bliver det kun værre. Tak for kaffe.

Og der er den skizofrene unge mand med stofmisbrug og stemmer i hovedet, som får det værre og værre, indtil han ender med at gå bersærk med en kniv og blandt andet slår begge sine forældre ihjel:

Der lå jeg nu mellem mine forældre. Jeg opdagede, at det var mig, der lo. Latteren rungede klangløst mellem de livløse vægge. Forsigtigt bevægede jeg arme og ben og lavede en engel i det varme blod.

Selv de på overfladen ikke fuldstændig dysfunktionelle familier (i den forstand, at de ikke decideret sejler rundt i druk, narko og vold) ødelægger deres børn med følelsesmæssig afstand.

Det er hudløsheden og kompromisløsheden i den hårde skildring af bunden af det grønlandske samfund, der bærer novellesamlingen igennem. Derimod var jeg ikke så imponeret af sproget. Sørine Steenholdt skriver i et enkelt og letlæseligt sprog, men lidt for ofte er hendes prosa for eksplicit voldsom og postulerende. Stemningerne og personportrætterne kommer af den grund ikke helt ind under huden på mig. Som f.eks. i dette uddrag af et af prosadigtene, der adskiller novellerne:

Terroriserer kroppen,
forårsager handicap,
ændrer tankegangen,
stjæler identiteten i så mange år.
Lyden af skænderier.
Af tæsk, af møbler,
der bliver ødelagt.
Lyden af knive ude i køkkenet.
Blod. Overalt.
Døden er kommet ind.
Smugkigger.

En mor har mistet sine børn,
har mistet sig selv,
er død i live.

mor er blot et ord

Du har født mig,
men du ejer mig ikke
For du er fjern,
når du er ved min side.

For dig er mor blot et ord.
For mig er mor alt.
Du er min mor, men du er ikke min mor.
Jeg savner min mor,
dog er det ikke dig, jeg savner.

Det er indholdsmæssigt stærkt. Der er ikke tvivl om, at teksterne er båret af indlevelse i stor smerte. Og de gør så afgjort indtryk, selv om sproget i passager er lidt kluntet.

Kan jeg anbefale Zombieland? Jeg er egentlig lidt i tvivl. Mange af novellerne er for forudsigelige i deres konsekvente og meget hastige bevægelse frem mod den menneskelige undergang. Men ikke desto mindre et interessant bekendtskab med moderne grønlandsk litteratur. Og jeg vil slet ikke afvise at læse mere Sørine Steenholdt, hvis hun fortsætter skriveriet.

Det er et skråplan, jeg bevæger mig ind på nu. Jeg er kun igennem 20 lande i min selvpålagte udfordring at læse en bog fra alle (de 196 FN-anerkendte) lande i verden, og nu er jeg allerede i gang med at udvide med Grønland, som ganske vist har selvstyre, men jo ikke desto mindre er en del af Danmarks Rige. Dermed har jeg vel som minimum forpligtet mig til også at inkludere Færøerne. Og så er ballet åbnet for at gå skridtet videre til også at inkludere regioner i resten af verden med forskellige former for særstatus eller med selvstændighedsdrømme osv. Dér er jeg dog ikke endnu, så lad os indtil videre betragte Grønland (og Færøerne) som en undtagelse.

K's vurdering: