Iben Mondrup: Godhavn

Velskrevet roman om tre danske børns opvækst i Grønland rummer fine skildringer af verden set fra børnehøjde og et nuanceret blik på forholdet mellem danskere og grønlændere i en lille by i Vestgrønland. Men den står for stille på samme sted over for mange sider, og det bliver kedeligt.

I Godhavn følger vi tre søskendebørn i en dansk tilflytterfamilie i den lille vestgrønlandske by Godhavn på Diskoøen i et ikke præcist angivet år. Der er det ca. 6-årige energibundt Bjørk, den mere forsagte og introverte 12-årige Knut og storesøster Hilde, som med sine 14-15 år er midt i sin fuldt udfoldede teenageperiode med alt, hvad det indebærer.

Romanen er opdelt i tre lange kapitler, som på skift fortæller om den samme periode i børnenes liv – med afsæt i hjemkomsten til Godhavn efter en sommerferie i Danmark – fortalt fra hvert af de tre børns perspektiv.

Ideen med formen er, at vi dels får et indblik i, hvordan verden tager sig forskelligt ud fra forskellige børnehøjder og fra forskellige personligheders synsvinkel. Dels bygges der i lag gradvist ovenpå forståelsen af både de tre børn, forældrene og andre mennesker i deres liv samt forståelsen af livet som tilflyttende dansker i et lille grønlandsk samfund.

Det virker for så vidt også. Min anke er, at der føjes for lidt til det samlede billede i hvert kapitel til at retfærdiggøre længden. Der bliver for mange gentagelser både af temaer og handlingsmæssigt indhold.

Jeg var relativt begejstret for det første kapitel om den yngste pige, Bjørk, som stod stærkest for mig. Måske fordi det var første runde i historien, men også fordi Mondrup her i særlig grad rammer en fin tone og børnesynsvinkel. Men jeg begyndte at kede mig ikke ret langt inde i andet kapitel om Knut. Det sidste kapitel blev så trods alt igen lidt mere interessant i kraft af et indblik i den indre verden hos Hilde, der i de første kapitler ellers mest fremstår som prototypen på en irriterende, forkælet teenager.

En fjerde central figur er den forældreløse, grønlandske dreng Johannes, der kommer til at spille en central rolle i denne periode af familiens liv. Desværre forbliver hans figur mærkeligt uforløst, næsten tom, tilgængelig for alle andres, både børn og voksnes, projektioner. Måske er det med vilje, men derfor er han nu alligevel en lidt kedelig figur, uagtet alle hans påståede traumer og aggressioner.

Kapitlerne om de tre børn gennemspiller på forskellig vis de samme temaer: Alle søger de efter en form for stabilitet: Bjørk vil have en nær veninde eller ven, det samme vil Knut, og Hilde vil have en kæreste. Alle tre oplever de tab og savn.

En af bogens styrker er de fine skildringer af dagliglivet i den lille grønlandske by, hvor fangerkulturen stadig er bærende, og som den danske tilflytterfamilie, især faren, forsøger at blive en del af. Mondrup – som selv er født og opvokset i Grønland – formår også at give et nuanceret billede af forholdet mellem danskere og grønlændere, som løfter sig troværdigt ud over de sædvanlige fordomme og stereotyper om begge sider.

En anden styrke er Mondrups sproglige stil. Hun har en isoleret set god pen, og sproget flyder let og ubesværet og med en passende sprødhed. Især kapitlet om den yngste pige er sprogligt veloplagt.

Men den megen gentagne trampen rundt i de samme temaer blev altså for enerverende i længden, og min interesse for bogen dalede markant undervejs. Godhavn kunne have vundet en del ved at blive kortet ned til en tredjedel, f.eks. ved kun at vælge ét af børnenes perspektiver eller ved at korte hvert enkelt kapitel gevaldigt ned.