Malene Ravn: Det eneste rigtige

Malene Ravns debutroman har gode takter, men også mangler, der desværre skæmmer helhedsindtrykket lidt.

Det eneste rigtige er et på sin vis klassisk trekantsdrama: Om Nina, der er sidst i trediverne og på romanens første sider får den ubarmhjertige dom fra sin læge, at hun ikke kan få børn. Om Ninas mand Niels, som vist nok egentlig gerne vil bevare deres ægteskab, men gør det svært ved at bolle udenom ved enhver given lejlighed og lyver om det. Og om den (knap?) 15-årige mere eller mindre subsistensløse Maria, som Niels dusker på et hotelværelse under en konference, og som efterfølgende møder uanmeldt op i hans og Ninas hjem.

Nina inviterer til Niels’ store fortrydelse Marie til at bo hos dem, velvidende (eller rettere anende), at Niels har haft et sidespring med pigen. Herefter starter et bizart psykologisk spil imellem de tre.

Den litterære idé i bogen er at skabe en ustabil fortælling om et forhold, der ædes op indefra af mistillid og manglende samtale mellem de to hovedpersoner. Fortællingen er ustabil – eller vil gerne være det – i kraft af de to skiftende fortællerstemmer, Nina og Niels, som begge er utroværdige fortællere med hver deres forskruede opfattelse af sig selv og hinanden.

Det fungerer relativt godt i Ninas del af fortællingen, som heldigvis fylder langt det meste, og som indeholder skræmmende elementer af krybende uhygge, efterhånden som Nina bliver mere og mere psykisk derangeret. Men historien ville have stået stærkere, hvis Malene Ravn havde undladt at falde for fristelsen til at lade sin figur forklare så meget og i stedet lade mere stå åbnet for læserens fortolkning.

De få gange, Ninas mand Niels overtager fortællerstemmen, går det imidlertid helt galt. Ideen er tydeligvis dels at installere en generel usikkerhed hos læseren om, hvad der egentlig er den ‘rigtige’ version af historien, dels at vise hvorfor det er så vanskeligt for de to (og måske generelt for nogen?) at mødes i en fælles forståelse af, hvem de er, og hvor de er på vej hen, fordi de ikke taler sammen.

Problemet er, at Niels-figuren er fuldstændig utroværdig. Nina er som person ganske vist også forskruet og karikeret, men hendes figur fungerer alligevel relativt godt, om end lidt for forudsigeligt, rent litterært. Det gør Niels ikke. Blandt andet fordi, det virker som om, at det har været Malene Ravn meget om at gøre, at Niels’ perspektiv ikke bare skal være et andet, men også skal repræsentere et eksplicit ‘mandligt’ perspektiv. Han er bare en tæerkrummende karikeret og helt usandsynlig mand.

F.eks. er det som skrevet ud af et radikal-feministisk tidsskrift fra 1970’erne, når Ravn lader ham sige/tænke sætninger som: “Jeg plejer let at kunne styre hende […] Jeg bliver nødt til at få herredømmet igen”. Eller: “Det var godt, jeg kom hjem. Ellers var det gået galt for dem [Nina og Marie]. Det var tydeligvis en situation, de ikke kunne styre. Ikke at jeg forstår det. Men jeg kan nok levere et overblik, hvor de drukner i deres egne følelser.” Come on! Sådan er der altså ikke nogen mænd, der går og tænker eller taler for sig selv (hvad mange mænds og kvinders praksis er, det er så noget andet). Derudover er hans motiver og handlemønstre også helt uforståelige.

Det tredje ben i trekanten, den unge pige Marie, er til gengæld nærmest bare en blank plade, som de to andre spiller bold op ad. Hun fremstår helt karakterløs, og også mere karakterløs end godt er, selv om hun som figur er castet til at være sløv og passiv og initiativløs.

Samlet set er det kun den ene af de tre hovedpersoner, som rigtig fungerer, og det gør altså Det eneste rigtige til en lidt amputeret affære. Og det er synd, for Malene Ravn har tydeligvis noget at byde på:

Hun skriver godt, i et enkelt og flydende sprog. Og portrættet af Nina og hendes psykologiske udvikling er i lange stræk ganske spændende. Hvor ville jeg dog bare ønske, at Malene Ravn havde valgt at fortælle historien alene med Ninas stemme (med al den ubestemthed, der ville være kommet ud af det) – og så i øvrigt ladet hende forklare sig lidt mindre. Vi læsere kan faktisk godt lide, når vi ikke får alle fortolkningerne serveret på et fad.

Samlet ikke desto mindre en lovende debut. Jeg vil se frem til at læse næste udspil fra Malene Ravn.