K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s Top
    • K’s årlige anbefalinger
    • Med K verden rundt i bøger
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Malene Ravn: Det eneste rigtige

Malene Ravn: Det eneste rigtige

Af Kasper Håkansson, 9. december 2014
Skriv en kommentar

Malene Ravns debutroman har gode takter, men også mangler, der desværre skæmmer helhedsindtrykket lidt.

Det eneste rigtige er et på sin vis klassisk trekantsdrama: Om Nina, der er sidst i trediverne og på romanens første sider får den ubarmhjertige dom fra sin læge, at hun ikke kan få børn. Om Ninas mand Niels, som vist nok egentlig gerne vil bevare deres ægteskab, men gør det svært ved at bolle udenom ved enhver given lejlighed og lyver om det. Og om den (knap?) 15-årige mere eller mindre subsistensløse Maria, som Niels dusker på et hotelværelse under en konference, og som efterfølgende møder uanmeldt op i hans og Ninas hjem.

Nina inviterer til Niels’ store fortrydelse Marie til at bo hos dem, velvidende (eller rettere anende), at Niels har haft et sidespring med pigen. Herefter starter et bizart psykologisk spil imellem de tre.

Den litterære idé i bogen er at skabe en ustabil fortælling om et forhold, der ædes op indefra af mistillid og manglende samtale mellem de to hovedpersoner. Fortællingen er ustabil – eller vil gerne være det – i kraft af de to skiftende fortællerstemmer, Nina og Niels, som begge er utroværdige fortællere med hver deres forskruede opfattelse af sig selv og hinanden.

Det fungerer relativt godt i Ninas del af fortællingen, som heldigvis fylder langt det meste, og som indeholder skræmmende elementer af krybende uhygge, efterhånden som Nina bliver mere og mere psykisk derangeret. Men historien ville have stået stærkere, hvis Malene Ravn havde undladt at falde for fristelsen til at lade sin figur forklare så meget og i stedet lade mere stå åbnet for læserens fortolkning.

De få gange, Ninas mand Niels overtager fortællerstemmen, går det imidlertid helt galt. Ideen er tydeligvis dels at installere en generel usikkerhed hos læseren om, hvad der egentlig er den ‘rigtige’ version af historien, dels at vise hvorfor det er så vanskeligt for de to (og måske generelt for nogen?) at mødes i en fælles forståelse af, hvem de er, og hvor de er på vej hen, fordi de ikke taler sammen.

Problemet er, at Niels-figuren er fuldstændig utroværdig. Nina er som person ganske vist også forskruet og karikeret, men hendes figur fungerer alligevel relativt godt, om end lidt for forudsigeligt, rent litterært. Det gør Niels ikke. Blandt andet fordi, det virker som om, at det har været Malene Ravn meget om at gøre, at Niels’ perspektiv ikke bare skal være et andet, men også skal repræsentere et eksplicit ‘mandligt’ perspektiv. Han er bare en tæerkrummende karikeret og helt usandsynlig mand.

F.eks. er det som skrevet ud af et radikal-feministisk tidsskrift fra 1970’erne, når Ravn lader ham sige/tænke sætninger som: “Jeg plejer let at kunne styre hende […] Jeg bliver nødt til at få herredømmet igen”. Eller: “Det var godt, jeg kom hjem. Ellers var det gået galt for dem [Nina og Marie]. Det var tydeligvis en situation, de ikke kunne styre. Ikke at jeg forstår det. Men jeg kan nok levere et overblik, hvor de drukner i deres egne følelser.” Come on! Sådan er der altså ikke nogen mænd, der går og tænker eller taler for sig selv (hvad mange mænds og kvinders praksis er, det er så noget andet). Derudover er hans motiver og handlemønstre også helt uforståelige.

Det tredje ben i trekanten, den unge pige Marie, er til gengæld nærmest bare en blank plade, som de to andre spiller bold op ad. Hun fremstår helt karakterløs, og også mere karakterløs end godt er, selv om hun som figur er castet til at være sløv og passiv og initiativløs.

Samlet set er det kun den ene af de tre hovedpersoner, som rigtig fungerer, og det gør altså Det eneste rigtige til en lidt amputeret affære. Og det er synd, for Malene Ravn har tydeligvis noget at byde på:

Hun skriver godt, i et enkelt og flydende sprog. Og portrættet af Nina og hendes psykologiske udvikling er i lange stræk ganske spændende. Hvor ville jeg dog bare ønske, at Malene Ravn havde valgt at fortælle historien alene med Ninas stemme (med al den ubestemthed, der ville være kommet ud af det) – og så i øvrigt ladet hende forklare sig lidt mindre. Vi læsere kan faktisk godt lide, når vi ikke får alle fortolkningerne serveret på et fad.

Samlet ikke desto mindre en lovende debut. Jeg vil se frem til at læse næste udspil fra Malene Ravn.

Titel: Det eneste rigtige
Forfatter: Malene Ravn
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 03.10.2014
Sider: 184
Læst: December 2014

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Nyere udgivelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Danmark, Hverdagsrealisme, Kærlighed, Parforhold

Abonner
Giv mig besked om
guest

guest

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Følg K's bognoter

  • 88 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 63 venner
  • 506 følgere
  • 266 fans

Måske er du også interesseret i:

Iben Mondrup: Godhavn
Kirsten Hammann: Se på mig
Knut Hamsun: Sult

Peter Adolphsen: Små historier 3
Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sorgens grundstof

Mest læste seneste uge

  • Italo Calvino: Hr. PalomarItalo Calvino: Hr. Palomar 27 små vidunderlige hverdagsfilosofiske meditationer over menneskets forhold til verden, sig selv, de andre, sproget…
  • Birgitte Krejsager: Havehistorier i en nøddeskalBirgitte Krejsager: Havehistorier i en nøddeskal Birgitte Krejsagers Havehistorier i en nøddeskal er en herlig decoupage af skønne havehistorier med udsyn…
  • Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet - ManifestGlenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres… Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling…
  • Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgnÁgota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den… For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver…
  • Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrundFjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser… "Jeg er et sygt menneske... Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske", indleder Kældermennesket…

Seneste kommentarer

  • Peter Sørensen on Birgitte Krejsager: Havehistorier i en nøddeskal: “I disse tørketider, der efterhånden desværre er blevet stadigt hyppigere om sommeren, er fornøjelsen for de der har store og…” maj 31, 13:02
  • Peter Sørensen on Luís Bernardo Honwana: We Killed Mangy-Dog & other Mozambique stories: “Puha 🫢 Tak for advarslen 🫨” maj 6, 22:32
  • Kasper Håkansson on Luís Bernardo Honwana: We Killed Mangy-Dog & other Mozambique stories: “Det skal dog siges, at Honwana ikke svælger unødigt i drabet på den stakkels hund. Men nej, rart er det…” maj 6, 18:51
  • Peter Sørensen on Luís Bernardo Honwana: We Killed Mangy-Dog & other Mozambique stories: “Se, sådan en slags litteratur inspirerer ikke mig. Når der er udsigt til beskrivelser af mishandling og bestialske drab på…” maj 6, 14:20
  • Kasper Håkansson on Leo Lipski: Piotruś: “Tak for tilbagemeldingen. Dejligt, at man kan medvirke til at inspirere til læsning. Og ja, “Piotrus” er virkelig læseværdig.” maj 6, 12:48

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.102)
    • Sagprosa (118)
      • Antropologi (4)
      • Biografier og erindringer (25)
        • Rejsebeskrivelser (1)
      • Essays (13)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (23)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (29)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (22)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (27)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (1.020)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (99)
      • Klassikere (189)
      • Komedie (13)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (58)
      • Nyere udgivelser (270)
      • Romaner og noveller (891)
  • Boghandeler (31)
  • Øvrige indlæg (33)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 88 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 63 venner
  • 506 følgere
  • 266 fans

Copyright © 2023 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz