Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske

Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.

Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …”

Og der er mange ting, Peter Adolphsen ikke kan huske. Han kan ikke huske, hvornår han fik den lille behårede plet på halsen (“men den har ikke altid været der”). Han kan ikke huske, hvor mange timer af sit liv, han har brugt med maofutter på fødderne. Han kan ikke huske den sætning, han havde i hovedet lige før. Han kan ikke huske navnet på en pige, som han var sammen med en enkelt gang i betonværelset på Trøjborg. Han kan ikke huske, hvornår han kom med i rollespilsforeningen Den Våde Trold i Aarhus.

Og så videre. Og så videre.

Formen er selvfølgelig en ironisk hilsen til bekendelses- eller erindringslitteraturen, “den såkaldte autofiktion,” som Adolphsen på denne måde vrænger af. Samtidig med, at bogen selv er et eksempel på genren, hvilket han selvfølgelig udmærket godt ved.

For det er jo sådan, at “alle forfattere, samtlige, uanset hvilken genre, de skriver i, bruger sig selv og deres erfaringer og erindringer i varierende grad; man kan ikke andet.”

Og det gælder så udpræget grad i nærværende tekster, der er ‘autofiktive’ om en hals: Ultraslibrig introspektion og autentiske minder fra et levet liv, slasket side op og side ned.

Tilbagevendende temaer er erindringsstumper fra Adolphsens ophold på Universidad Averroes i Cordoba og hans tid på Forfatterskolen i København, som han har et had-kærlighedsforhold til (det har han i øvrigt til mange ting – til alle ting, faktisk, når han tænker nærmere efter). Hans – i egen fremstilling – mindre glorværdige meritter som musiker i blandt andet bandet Halal Bambis kommer vi også omkring en del gange.

Og så fylder den midaldrende mands små melankolske konstateringer af kroppens gradvise muteringer også en del, ikke mindst i form af undersøgelser af de stadigt flere fremvoksende, behårede pletter på kroppen.

Vi mænd, der er nogenlunde jævnaldrende med Adolphsen, kan genkende mange af observationerne. For eksempel den med navlefnulleret:

Jeg kan ikke huske hvornår jeg begyndte at få fnuller i navlen, men nu, når jeg kigger efter, er der altid lige en smule, der skal pilles væk.

Ind i mellem slås der også mere alvorlige strenge an. Jeg havde gerne set, at det var blevet til mere end anslagene, for så tror jeg måske, at der kunne være kommet noget mere interessant ud af det.

Jeg kan ikke huske om der ikke altid har været en dyb grundtone af total ensomhed. Min paradoksale forkærlighed for at brænde broer er måske motiveret af den granitagtige klang af sandhed, der ligger i denne grundtone.

Peter Adolphsen er en både belæst og begavet mand, som vi fra mange andre sammenhænge kender som en sproglig ekvilibrist med et stort humoristisk talent. Om nogen ville jeg derfor have tiltroet Adolphsen potentialet for at løfte en bog i denne form til noget mere end det bare flygtigt underholdende.

Det sker bare ikke for alvor her. Dertil er for mange af teksterne for letbenede og for indholdsløse. Det er muligvis med vilje, men det gør ikke eksperimentet meget mere interessant i det lange løb. Og knap 200 sider er lidt for langt i den sammenhæng, også selv om de fleste sider er meget små.

Peter Adolphsen (f. 1972). Foto: Isak Hoffmeyer, 2017 (gyldendal.dk).

De mange små erindringsbrudstykker fra Adolphsens liv formår han kun i begrænset omfang at forbinde til noget, der kan være interessant for ret mange andre end muligvis nogle de navngivne og ikke-navngivne folk fra miljøet omkring Forfatterskolen og musikerkollegerne fra Halal Bambis.

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg på et tidspunkt under læsningen tænkte, at det ville blive til en femstjernet anmeldelse. Det må have været fordi, jeg trak på smilebåndet mange steder og enkelte gange endda gnæggede højlydt for mig selv over pudseløjerligherne.

Men nu er det dagen efter, at jeg læste Jeg kan ikke huske, og jeg er nødt til at slå tilbage i bogen for overhovedet at huske noget fra den. Bortset fra det om de behårede pletter og fnulleret i navlen. Og det er ikke nok til mere end tre stjerner for et par timers trods alt fornøjeligt tidsfordriv.

K's vurdering: