“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation.

Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er et veletableret navn på på den danske lyrikscene. Med Krisehæfterne (2017) har hun begået sin første roman – som dog ikke er mere roman, end at Andkjær Olsens rødder i lyrikken er meget tydelige.

Romanen fremstår som det fortællende jegs ubearbejdede og ucensurerede ‘dagbog.’ Fortælleren, Pandora, er blevet forladt af sin kæreste, og det har kastet hende ud i en dyb personlig krise. Krisehæfterne, som vi læser, er ikke en egentlig dagbog, men hendes forsøg på at skrive sig ud af krisen.

Det er der kommet en ret vild tekst ud af. Helt vild, faktisk. Ordene vælter, strømmer og stormer ud af tekstens jeg som ud af, ja, en Pandoras æske.

Og æsken er fyldt med power og vildskab, med personlig vrede og hævngerrighed, med sorg, frustration, selvmedlidenhed og undermineret selvværd. Men den rummer også selvtillid, stolthed og selvhævdelse, ikke mindst gennem hævnfølelsen, og trods alt en smule appetit på dele af livet, herunder børnene.

Samtidig er store dele af teksten båret af en god portion social indignation og politisk kritik. Og under det hele løber der en humoristisk tråd, som heldigvis ofte dukker op til overfladen, og som er med til at gøre teksten udholdelig at læse.

De fleste synes det er i orden at gamle mænd varmer verden op med deres lune pis. Jeg er spændt på hvad de vil sige til mit: Brændende. Iskolde. Når det kommer.

Handlingen – for så vidt der er en sådan, måske skulle man snarere kalde det rammen om jeg-fortællerens sproglige udgydelser – er relativt simpel: Pandora er blevet forladt af kæresten, Romeo. Hun flytter i sin egen lejlighed med børnene, som hun har med et unanvgivet ‘Du’ (som måske, måske ikke, er identisk med Romeo, jeg fandt aldrig helt ud af det, teksten flyder sammen for mig, og det er sikkert med vilje). Hun mødes med sine to veninder, Zulu og Echo (som måske også kan læses som sider af hende selv), og har en forbigående forelskelse i Alfa med den sorte læderjakke. Det er vist nogenlunde dét, for så vidt angår den ydre handling.

Men Krisehæfterne er mindre om ydre handling og mere om fortællerens stemme og indre liv, om hendes vej gennem den afgrundsdybe krise, hun kastes ud i, da Romeo forlader hende.

Og som navnene i romanen antyder, sammen med de flittige referencer til mytologiske fortællinger såsom myten om Prometheus og Pandoras æske og om sagnbyen Atlantis (der blev sænket til havets bund af guderne for sine indbyggeres grådighed), så vil Andkjær Olsen mere end at fortælle en historie om en konkret kvinde og hendes krise. Fortællerstemmen synes båret af en urkraft, og teksten flyder ubesværet mellem det personlige, det aktuelt politiske og det universelle.

Romanen starter netop dér, hvor bruddet mellem Romeo og Pandora er sket, og hun er opfyldt af vrede og fantasier om at hævne sig på ham i drømme:

Romeo, det gør mig lykkelig at slukke hans liv, se det slukkes i øjnene, jeg vil skære livsbåndene over, et for et, eller mere præcist, jeg vil trække det ulykkelige væsen ud af hans hjerne, en efter en, del for del, til sidst synger han en børnesang ligesom HAL i Rumrejsen 2001, […].

Vreden og hævnfølelsen er rettet konkret mod ekskæresten Romeo, men også mod en stor del af resten af verden, og de første hæfter i romanen er præget af en del voldelige hævnfantasier om alle dem, der for eksempel skal have “spøjtet chili i bollerne” (inden de bliver skåret af) og andre ting.

Hvem er det egentlig jeg ønsker at slå ihjel? Hvem er det som skal have sprøjtet chili i boller og æggestokke, hvem er det jeg skal udøve nysgerrig ondskab på, for så vidt jeg er i besiddelse af en sådan, jeg kunne f.eks., når jeg havde savet pikken og patterne af dem, respektive, så kunne jeg male disse legemsdele i glade farver og pynte dem med glimmer, og jeg ved ikke, måske glansbilleder, selvfølgelig imens de så på, så kunne jeg bygge en hel by af disse af latterlighed tilintetgjorte tårne.

Andkjær Olsen skriver med en indædt, men enorm energi og kraftfuldhed. Der er noget lutrende over Pandoras katarsiske vrede og den retfærdige ødelæggelse, hun drømmer om at sprede ud over verden. Nogle af de ovenfor citerede passager kan muligvis virke karikerede, men tekstens fortællerstemme fremstår samlet set troværdig, ikke kun i sin vrede, men også i den smertende sorg, der er en del af vredens drivkraft.

Jeg finder mig ikke i Memory Lane, jeg river den ned, jeg jævner den med jorden, kradser asfalten op, handling skal afskaffe alt det, alt det tiden har slikket på, skidt & pisset på med sine latterlige sekreter, sit fælles levede liv af lort, intet af det vil stå mål med min ødelæggelses- & forandringskraft, jeg vil udslette alt med tårerne sprøjtende, de, tårerne vil indgå i selve ødelæggelsen som en forfærdelig ætsende væske […]

Teksten igennem afbrydes Pandoras egne udgydelser af citater fra “børnene,” som fungerer som et slags kor eller et kommentatorspor – som i nogle tilfælde fremstår næsten afsporet, som et ekko fra en parallel (u)virkelighed, og i andre tilfælde som et ankerpunkt for fortælleren, hendes måske eneste værn mod at drive helt til havs.

Andkjær Olsen viger i den forbindelse ikke tilbage for at udforske den tabubelagte tvetydighed, der også kan rummes i en mors følelser for sit barn. Hverdagen som mor fremstilles af fortælleren et sted således som “at pendle frem og tilbage mellem ømhed & væmmelse og vrede over at blive holdt hjemme af en grådig klump kød.”

Kærlighed, hvad er kærlighed, jeg kan da ikke sige jeg elsker mit barn, jeg hænger sammen med det, men jeg elsker det da ikke.

Børnekoret fungerer også for læseren som nogle velkomne, små rørende øer midt i alt den smertefulde vrede og sorg:

Børnene siger: – Vi elsker dig mest mor, mere end du elsker os.
Moren siger: – Det tror jeg ikke, jeg tror jeg elsker jer mere.
Børnene siger: – O.k., måske har du ret, mor, du har en større krop at elske os med, men ved du hvad, vi vil sætte et spejl op foran os, og når så kærlighedsstrålen fra dig kommer, så vil vi sende den tilbage på dig sammen med vores kærlighedsstråler, så får du så meget!

Hadet og hævntørsten, det er det eneste, stemmen i Krisehæfterne er sikker på i de første hæfter. Kærligheden er hun mere skeptisk, om end ikke afvisende over for (“Had mellem mennesker er et (naturligt) spontant fænomen, det er kærlighed sikkert også.”)

Stemningen i bogen bevæger sig mellem det sorte, dystre, smertefulde, deprimerende og den kraftfulde, harmende, fandenivoldske, frådende vildskab. Man overlever som læser på, at teksten også er ladet med sort humor, faktisk er store dele af den ret vittig.

Det gælder ikke mindst de dele, hvor Andkjær Olsen lader sin politiske indignation få luft og giver både patriarkatet og forbrugersamfundet og meget andet på hattepulden.

Jeg gnæggede f.eks. over hendes velplacerede ironiseren over Liberal Alliance og andre lallende, økonomisk ultraliberale (de eneste, “som er er naive nok til at tro på sig selv som uafhængige af andre”), som hun – med implicit reference til den borgerlige nationalkonservatismes kritik af centrum-venstres “pladdderhumanisme” – velanbragt kalder “pladderliberalisme.”

Den forbløffende blødhed de økonomisk liberale udviser over for markedet: markedsbeskyttelse, markedsfredning, markedsreservater, måske tænker de: Intet, ingen må lægge en finger på denne menneskeskabte natur, ingen må regulere og hæmme den. Fordi den første natur er blevet smadret. Fordi den første natur ikke er menneskets, ikke er menneskets eget barn. Markedet derimod er de økonomisk liberales elskede barn, og de økonomisk liberale er markedets curlingmor. Jeg skriver mor fordi det vil fornærme de økonomisk liberale mest.

Vreden og hævnfølelsen, der dominerer i bogens første dele, viger i løbet af bogen gradvist for sorgen som den dominerede følelse, og romanens første og længste del, Pandora Blue Box, munder ud i fortællerstemmens forsøg på at følge venindens råd om komme videre ved at tilgive ekskæresten, at han forlod hende, og – som det sværeste – at tilgive sig selv:

[…] jeg sagde: – Jeg tilgiver mig selv at jeg er en man forlader. Det gik ikke godt, jeg fortsatte: – Jeg tilgiver mig selv at jeg er en man holder op med at elske. Det var svært, ikke til, ikke, næsten ikke en mulighed, ikke. Jeg sagde det.

Romanens anden del, de sidste godt 80 sider, som består af hæfterne 11-12, er tydeligt markeret med titlen Atlantis-syndromet og en lysere grå skriftfarve. Især skiller de sig dog ud ved en blidere, mere afdæmpet tone. Det er utvetydigt stadig den samme stemme, temaerne er de samme som på de foregående 400 sider, og hun er ikke fri for smerten og erindringen om vreden, men hun er dog kommet ind i mere smult vande.

Som læser føltes det som en næsten fysisk lettelse at nå frem til Atlantis-syndromets mere afdæmpede tone efter det agressive uvejr i Pandora Blue Box. Som en følelse af at have været passager på et skib, der har været gennem en infernalsk cyklon, trukket ned i hvirvlende malstrømme, spyttet op igen, slået til pindebrænde i brændingen mod skarpe klippeskær, men nu kommet op til overfladen på den anden side af brændingen, hvor man driver rundt i et roligere hav på en flåde af vragrester – forslået og med meget mistet baggage, men dog i live og med en slags fortrøstning om, at der kan være en fremtid.

Ursula Andkjær Olsen (f. 1970). Pressefoto fra Gyldendal.

Teksten bevæger sig formmæssigt frem og tilbage i grænseområdet mellem prosa og digt. Også i en grad, så jeg indtil meget langt inde i bogen var skeptisk over for, om man overhovedet kunne kalde det en roman. Men det kan man godt, må jeg medgive efter endt læsning, ikke kun fordi den er lang (og hvor er den dog lang), men også i den forstand, at der bag alle ordene (og hvor er der dog mange ord) er en slags fremadskridende handling med en intern sammenhæng, selv om den nogle gange kan være svær at fastholde i fortællerens rablende skriverier.

Andkjær Olsen lader et sted Pandora skrive: “Det her er en sindssyg form for skrift, ingen vil nogensinde gide læse den. Det er min umiddelbare fornemmelse. Ingen vil føle medlidenhed med den, ømhed.” Sådan havde jeg det ærligt talt også med bogen i perioder.

Det er ikke alle 472 sider i Krisehæfterne, som er lige interessante, nogle passager virker lidt ligegyldige. Andre steder syrer teksten helt ud på grænsen til det uforståelige. Og så er der utrolig mange gentagelser, tilbagevenden til de samme tanker i nye iterationer.

Man kan som læser godt føle, at det bliver for meget og for langt. Og det er for meget, det er virkelig alt for meget . Men det er også ret fedt, fordi der er så meget power og så meget nerve i teksten.

For så vidt angår gentagelserne, er de også med til at gøre teksten troværdig som et stykke personlig kriseterapi. Så selv om jeg undervejs mere end én gang tænkte, at denne bog savner en redaktør, der kunne have skåret mere ind til benet og lettet læserens periodiske oplevelse af en ørkenvandring, så giver bogens monstrøse omfang i sig selv mening til helheden.

Kunstneren Sophia Kalkau står for bogens fysiske udtryk, herunder en serie dobbeltsiders opslag mellem hvert kapitel/krisehæfte. De er kunstværker i egen ret og passer godt til teksten med deres mystiske, rugende, dystre stemning.

Ursula Andkjær Olsens Krisehæfterne er nomineret til Politikens Litteraturpris 2017. Jeg læser alle syv nominerede i januar-februar 2018.

K's vurdering: