Det seneste murstensværk af Mesterfortælleren fra Aarhus er vokset ud af en ærefrygtindgydende ambitiøst tænkt og imponerende udført idé. Men den gode fortælling betaler desværre til en vis grad prisen for den høje ambition.

Svend Åge Madsen er en af mine absolutte yndlingsforfattere, ikke bare blandt danske forfattere, men i det hele taget. Hans enorme forfatterskab er i uomtvistelig verdensklasse. Madsens såkaldt folkelige gennembrud fra 1976, Tugt og utugt i mellemtiden, står således uantastet som en af de bedste romaner, jeg har læst, selv om det efterhånden er 25-30 år siden (bør snart genlæses for at teste, om den stadig holder). Og der er mange andre – i alle ordets betydninger – fabelagtigt gode bøger i det enorme bagkatalog: For eksempel At fortælle menneskene (1989), Syv aldres galskab (1994), Genspejlet (1999) og Mange sære ting for (2009) for nu bare at nævne nogle få af mine favoritter.

Og så virker den nu 77-årige, århusianske forfatter tilmed så gennemsympatisk – at dømme efter de interviews, jeg har læst med ham (se f.eks. dette i Politiken 07.10.2017 i forbindelse med udgivelsen af netop Af den anden verden)

Jeg ville virkelig gerne også være vild med Af den anden verden, det seneste, gigantiske epos fra Madsens hånd. Men det kniber desværre lidt.

Der er ellers ikke fordi, der ikke er meget at være begejstret for i værket. Ambitionen er således næsten svimlende: At fortælle menneskehedens hele udviklingshistorie, herunder videnskabs-, kultur- og litteraturhistorie, inklusive udviklingen af det første sprog. Samtidig med, at Madsen pålægger sig selv den begrænsning at fortælle historien med de ord og inden for den verdensforståelse og viden, der kun gradvist udvikler sig for menneskene.

Det er en ambition, man ikke ville tiltro nogen forfatter at kunne indløse. Det skulle da lige være Mesterfortælleren fra Aarhus ham selv.

Rammen er en kort historie, der kommer til at fungere som en slags mytologisk urbegivenhed: En gruppe på godt 100 udmarvede og mishandlede fanger flygter fra et koncentrationslejrlignende fængsel efter en stor eksplosion. Vi får aldrig helt præcist at vide, hvad der er foregået, men der er tydelige holocaustkonnotationer. Fangerne har været udsat for en giftgas, som har den effekt, at den stort set fuldstændig sletter deres hukommelse – deres hjerner bliver så at sige formatteret i en grad, så selv deres sprog og forståelsen af at være mennesker forsvinder.

Fangerne driver rundt på havet og lander til sidst på en øde kyst på et fjernt kontinent, som efterhånden viser sig at have en del lighedstegn med Australien (landskabet er for eksempel befolket af “store hoppedyr”). I det nye land starter gruppen helt forfra med at bygge et samfund op:

Det første, der må udvikles, er naturligvis sproget – og fortællingen. Sproget udvikler sig gradvist i interaktion med den fysiske omverden. De lærer sig at bygge jordhuler som værn mod vind og vejr ved at iagttage, hvordan “de små seksbenede” bygger boer ved at blande jord med spyt. Og efterhånden kommer andre opfindelser til.

Opdagelsen af køn og sex sker først relativt sent – efter at menneskene, som de begynder at kalde sig, er blevet opmærksomme på, at nogle af dem er kendetegnet ved to distinkte (og tilsyneladende unyttige) hudlapper på forsiden af kroppen, mens andre af dem har en anden slags hudlap hængende mellem benene. Men den slags skal selvfølgelig udforskes, og så begynder der at ske noget.

Madsen får via gruppens udvikling i løbet af romanen gennemgået store dele af videnskabens udviklingshistorie, fra stenalderens simple redskaber til opfindelsen af skydevåben og elektricitet. Der udvikler sig gradvist en mere og mere avanceret samfundsstruktur med religion, retsvæsen, skoler – og krig. Og det hele udspiller sig i komprimeret form i løbet af ét menneskelivs varighed.

Historien er fortalt i 24 lange kapitler eller slæt, som de kalder dem, der skal forestille at være nedskrevet af medlemmer af gruppen selv, efterhånden som deres historie udvikler sig. Et af de ambitiøse – og relativt vellykkede – greb i romanen er, at hvert af de 24 slæt er skrevet i sin egen litterære stil:

De tidligste slæt er fortalt i mytens form i simple sætninger med et begrænset ordforråd, men senere udvikler sproget og stilen sig til en mere fortællende form. Nogle kapitler har filosoferende eller videnskabelig karakter. Den fiktive genre spænder over romantisk drama, udviklingsroman, bekendelseslitteratur og meget andet, indtil Madsen mod slutningen af romanværket ender i en eksperimenterende modernisme og postmodernisme.

Hvis man bider sig fast i konnotationerne til nazisternes koncentrationslejre som romanens udgangspunkt, så kan den samlede fortælling måske fortolkes som en allegori over menneskeheden siden Holocaust: Holocaust som en slags nulstillende katastrofe i den moralske civilisations historie, hvorefter menneskeheden har været nødt til at starte forfra og genopfinde sig selv. Samtidig med, at erindringen om og besindelsen på katastrofen som vores forhistorie – hvor smertefuld den end er – er en nødvendig del af denne selvgenopfindelse.

Uanset tolkninger, så er hele romanens koncept og udførelse, som det nok fremgår, ekstremt ambitiøs. Og Madsen indløser i lange stræk (eller måske skulle man sige slæt) faktisk ambitionen.

Men, og der er et men, og for en Madsen-fan som mig gør det næsten fysisk ondt at skrive det: Under vægten af romanens store ambition er det som om, at dét, der ellers skulle være kernen i det hele, og som jo er Madsens adelsmærke, nemlig den gode fortælling, vakler og går i knæ.

De mange genreskift og de mange trin i den kultur- og videnskabshistoriske udvikling, som Madsen gerne vil have med, går ud over den sammenhængende fortælling, der trods romanens store omfang forekommer ganske komprimeret. En meget stor mængde navne sætter også læserens opmærksomhed på prøve. Et stort persongalleri er ikke noget nyt for Madsen-læsere, men i Af den anden verden havde jeg – på nær nogle få – sværere ved at fatte interesse for dem.

Og selv om én af mine anker mod romanen er, at den sine steder virker komprimeret, så er den største nok, at den er alt for lang. Ideen er rasende god, men efter at have fanget grundideen, så blev bogen mig efterhånden ærlig talt en smule kedelig – på trods af de mange stileksperimenter, der selvfølgelig i sig selv udgør en variation.

På trods af den respekt for romanens scope, man ikke kan undgå at blive slået af, og på trods af min positive forudindtagethed for Svend Aage Madsens forfatterskab, så kan min samlede bedømmelse derfor kun blive lidt mere end lunken.

Svend Åge Madsens Af den anden verden er nomineret til Politikens Litteraturpris 2017. Jeg læser alle syv nominerede i januar-februar 2018.

K's vurdering: