Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog

“Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da den døde var levende / da den døde var dit hjerte.”

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et dybt personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren Naja Marie Aidt (f. 1963) i marts 2015, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel.

Bogen fremstår som Aidts personlige bearbejdelse af tabet af sønnen, skrevet lidt mere end et år efter dødsfaldet. Men det er ikke kun personlig sorgterapi, for Aidt skriver så stærkt om tabet og sorgen, at teksten bærer bud til os alle.

Formmæssigt synes Aidt at skrive om sønnen og døden på den eneste måde, det er muligt at skrive om det: I cirkler, hvor hun til stadighed kommer tilbage til den aften, hvor hun og familien fik besked, til afskeden på hospitalet, til begravelsen. Hun blander erindringsstumper med uddrag fra sine dagbøger, både fra før og efter dødsfaldet, med reflektioner over tabet og døden i prosaform og i poesi og med en lang række citater fra andre forfattere, der har har forsøgt at sætte ord på døden og savnet: Mallarmé, Roubaud, Whitman, Inger Christensen, Gilgameseposet og flere andre.

Bogen får dermed en fragmenteret, collageagtig form, som passer den godt og er med til at redde den fra at falde ned i sentimentalitet.

Jeg kyssede din hånd, og din hånd var så kold, at kulden krøb op i mit ansigt, mit hoved, mit kranie. Der findes ikke noget koldere i verden. Ikke is, ikke sne. Ingen frygt, ingen angst, ingen hjertesorg så kold som din hånd; din hånd, som jeg kyssede med min varme, levende mund.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er for enhver forælder – og for enhver, der kan forestille sig at være forælder – rent ud forfærdelig læsning, næsten ikke til at bære. Jeg kom ikke andet end ti sider eller så ind i bogen, før den første knugende klump i brystet meldte sig. Men det er også rasende god og meget stærk læsning. For det er en meget sober bog. Aidt falder ikke i nogen fælder af hverken rørstrømsk sentimentalitet eller unødvendig selvudlevering. Det gør ikke bogen mindre stærk, tværtimod. Som læser bliver man ramt hårdt og koldt af sorgen lige i hjertekulen.

Jeg tænker på mit døde barn; hans tid og hans liv er indfoldet i mig. Jeg har født ham. Jeg skal rumme hans død. Jeg vil stadig kæmpe som en løvinde for ham. Ingen skal gøre ham uret. Ingen skal glemme ham. Ikke så længe jeg lever. Jeg beskytter ham stadig, jeg kender ham stadig præcis så godt, som jeg kender mine levende børn.

Det er en meget fysisk fornemmelse:

Han er inden i mig.

Han er inden i min krop.

Jeg bærer hans væsen i min krop.

Som da han lå i min livmoder.

Men nu er det hele hans liv, jeg bærer.

Jeg bærer hele dit liv.

Man får også et indtryk af, at dette var en nødvendig bog for Aidt at skrive. Nødvendig som led i hendes personlige sorgproces (et forfærdeligt ord), men også nødvendig for hende for at kunne komme videre som forfatter. Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er således også en bog om prosaens og poesiens sprog for døden, tabet og sorgen. Om hvordan ordene på ingen måde slår til i mødet med døden i virkeligheden.

Det ufuldendte, uperfekte er sorgens væsen. Det springende uberegnelige. Digteren, der ligger som et såret dyr og hører den fjerne ubegribelige susen. Digteren, hvis sprog bliver grimt og stinkende. På en ikke-beundringsværdig måde. Digteren, der ikke kan rejse sig ved sin skrift, sit sprog, som hader sin skrift, sit sprog, hader og afskyr det. Digteren, der på et sekund indser, at skrift og sprog intet betyder over for døden. Intet har betydning over for det absolutte. Dette chok. Dette slør, som trækkes væk fra ens øjne. At det, der har betydet alt, intet betyder.

Intet. Betyder.

Vi er mange, der er taknemmelige for, at Naja Marie Aidt ikke desto mindre har rejst sig ved sproget og insisteret på at skrive Carls bog.

Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et af de syv nominerede værker til Politikens Litteraturpris 2017. Med dén har jeg nu læst mig igennem alle syv. Og der er slet ikke nogen tvivl: Naja Marie Aidt får min stemme. Det er nærmest ikke nogen reel konkurrence: Blandt de øvrige titler kommer kun Ursula Andkjær Olsens Krisehæfterne overhovedet i nærheden at af kunne blande sig i opløbet, og den kunne have været en reel konkurrent, hvis den ikke havde været så umådeholdent lang.

K's vurdering: