Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan bestemt skrive, ingen tvivl om det. Men hendes seneste roman vil alt for meget. Og alt for meget forskelligt. Og så er den alt, alt, alt for lang.

Romanen starter med en alternativ og helt skæg variant af skabelseshistorien. Guden (uden køn) skaber i Marstrand-Jørgensens version som det første – nærmest ved et uheld synes det – Satan, mest for at have nogen at tale med.

Romanens første sætninger:

Før guden skabte lyset og alverdens mylder, tog den en bid af mørket og suttede det til et æg. Skallen var perfekt, snart måtte det klække, og guden ville ikke længere være alene. […] Guden spyttede ægget ud, og det revnede. En lille Satan strakte sine dunede lemmer og skreg mørket fuldt af ondskab.

Længere henne i skaberværket går det galt:

Det tog kun guden et øjeblik at vaske sig. Imens sprang Satan omkring og pissede på skaberværket, og da guden vendte blikket mod den sovende verden, forstod den straks, hvad der var sket. Guden bad alle natliljer, måneblomster og sovende jasminer om at åbne deres kronblade for at udslette stanken af Satans urin, men selv de sødeste dufte kunne ikke fordrive den sidste snert af pis. Verden var forandret.

I et glimt ser guden alle de elendigheder, menneskene vil blive ansvarlige for i fremtiden på grund af Satans pis, og guden må græde. Gudens tårer siver ned gennem verden og bliver til et stof, Marstrand-Jørgensen kalder luctogen, sorgens grundstof. En enorm muldvarp bliver vædet i stoffet, og da den herefter begynder at grave tunneler på kryds og tværs af det europæiske kontinent, afsætter den overalt spor af sorgstoffet, indtil den går i en fælde i Wien i 1814 (lige op til Wienerkongressen, hvor de fremtidige nationalstatsgrænser snart skal blive fastlagt i forlængelse af Napoleonskrigene).

Muldvarpens skind bliver brugt som indbinding til en luksusbibel og til at polere nogle særegne røde granatsten, der kommer til at indgå i en halskæde og et armbånd og som ornamentering af biblen. Muldvarpeskindet og granaterne er inficeret af det mystiske stof luctogen. Alle, der kommer i berøring med stoffet, overvældes af en intens sorgfølelse, men samtidig af en skærpet evne til medfølelse.

Tre forskellige mennesker med en særlig modtagelighed for dette stof bliver de gennemgående personer i romanen. Stoffet forlener dem blandt andet med en form for evig ungdom, et fortællesmæssigt greb, der betyder, at Marstrand-Jørgensen kan lade de tre personer bevæge sig hele vejen op gennem Europas historie fra 1814 til 2015.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen (f. 1971). Foto: ukendt (fra forlaget hjemmeside)

Et af mine problemer ved bogen var, at jeg havde ret svært ved at købe ind på grundideen om dette luctogen, sorgens grundstof, som den ledende tråd gennem fortællingen. På mig virkede det bare lidt for fjollet, som en påklistret og affekteret idé, der med jævne mellemrum refereres til. Det forekom mig anstrengt og i virkeligheden unødvendigt.

Marstrand-Jørgensen kunne for eksempel have bundet de samme dele af verdenshistorien sammen via en mere traditionel slægtshistorie. Så havde det selvfølgelig ikke været så originalt. Men det havde måske fungeret bedre.

Marstrand-Jørgensen vil samtidig gerne levere en version af Europas historie – med fokus på nedslag i krig, folkemord og andre rædsler. Ambitionen er at fortælle en sorgens historie, både sorgen i den store verdenshistorie og i enkelte menneskers historier.

Romanen er bedst – og endda ret god i flere kapitler – i fortællingen om de konkrete mennesker, de tre hovedpersoner og mange af dem, de møder på deres vej.

Men den knækker over i de mange og lange refererende passager om Europas politiske historie. Alt for ofte havde jeg oplevelsen af at læse en komprimeret historiebog. Ikke at Marstrand-Jørgensen ikke slår ned på interessante dele af den europæiske historie, for det gør hun. Og hun høster point for blandt andet at sætte fokus på nogle ikke så ofte fremhævede kapitler af historien. Men når jeg læser en roman, vil jeg gerne læse en roman og ikke en skolebog, og der er for mange og for lange skolebogsagtige afsnit.

Det er en del af romanens koncept, at de tre gennemgående personer ind i mellem – når de udsættes for voldsomme følelsesmæssige påvirkninger – mister hukommelsen, mens de bevæger sig igennem Europas historie. Jeg fangede aldrig helt pointen med dét greb. Det kan selvfølgelig tolkes som et symbol på menneskehedens fortvivlende mangel på evne til at huske og lære af historien for i stedet at gentage fordums uhyrligheder. Men det passer på den anden side dårligt med, at det gennemgående træk ved de tre hovedpersoner i alle deres gestalter netop er deres evne til medfølelse.

Fortællemæssigt har hovedpersonernes hukommelsestab derudover den virkning, at det bliver mindre interessant at følge dem op gennem historien. Udover at de bevarer nogle personlighedstræk, og at de på mystisk vis igen og igen drages mod hinanden, så betyder konceptet, at historien egentlig lige så godt kunne have været fortalt gennem en serie af nye romanpersoner.

Og selv om Marstrand-Jørgensen tydeligvis godt kan skrive og tilmed skrive godt, så har hun en irriterende forkærlighed for at overlæsse sin tekst med et lidt for selvbevidst og alt for floromvundet billedsprog, som ikke mindst dukker op i de mange (og mestendels unødvendige) fortællerkommentarer undervejs. En passage som den følgende er typisk:

Rødder bliver til kviste, til stammer, til grenværk, der strækker sig gennem alle tider. Gigantiske atomer lagt ud over den verden, som de og deres efterkommere vil betræde, dansende elektroner bliver til hændelser, som på samme tid vil være deres egne og menneskehedens. De vil tro, at de er frie, men fra nu af er de forbundne. De vil tro, at de er uforandrede, men de er velsignede og forbandede.

Jeg mistede interessen for romanens idé omtrent halvvejs. Den var simpelthen for lang og for fortænkt for min smag, og dertil blev jeg i stigende grad irriteret over sprogblomster som ovenstående. Jeg har vendt alle siderne og ladet blikket glide ned over dem alle, men jeg må tilstå, at det meste af sidste del af romanen blev skrålæst meget hurtigt.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens Sorgens grundstof er en af de syv nominerede romaner til Politikens Litteraturpris 2017. Jeg læser alle syv i løbet af januar-februar 2018.

K's vurdering: