Naja Marie Aidt: Bavian

Bavian har lidt mere end ti år på bagen, men den er stadig en fremragende novellesamling, som især brager igennem i kraft af Naja Marie Aidts skarpe iagttagelsesevne og sprøde pen.

Jeg omtalte forleden Naja Marie Aidts seneste, dybt personlige, men ikke mindre fremragende sorgværk, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Og nu, hvor jeg havde fat i Aidt, tog jeg også lige en af hendes tidligere novellesamlinger med: Bavian fra 2006, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2008.

Novellerne i Bavian handler om tilsyneladende “små” hverdagsagtige situationer, som ikke desto mindre i sig rummer store følelser og kritiske øjeblikke i hele liv, der udspiller sig under overfladen af hverdagsiagttagelserne.

Naja Marie Aidt (f. 1963). Foto: Mikkel Tjellesen, 2016 (Gyldendal)

Naja Marie Aidt har en eminent iagttagelsesevne og en sprød pen, hvormed hun med særegen sikkerhed formår at gøre komplekse situationer levende og nærværende med ganske få ord.

En af de mere hjerteskærende noveller er “Maria og Torben” om børnemishandling i en almindelig dansk familie i den mindre priviligerede del af samfundet:

Maria slår sit lille barn. Sin søn, Torben. Hun banker ham. Hun kyler ham ind i væggen. Hun sparker til ham, når han kravler ind under spisebordet. Hun stikker ham en flad, hvis han piller næse. Hun rusker ham, når han kommer til at falde i søvn på sofaen. Hun binder ham til tremmesengen. Det behøver hun slet ikke. Han ligger altid stille.
   „Du skal slå ham i røven, så han ikke får mærker,“ siger hendes mor.
   „Ellers får du vuggestuen på nakken.“

I en samling på 15 noveller er det selvfølgelig forskelligt, hvor stort et indtryk, de gør, men som helhed er det en imponerende flot samling, som bæres igennem af Aidts præcise og alligevel sprødt vibrerende prosa.

Stort set hver eneste af disse noveller er ladet med en udefinerlig spænding, noget usagt eller ugjort, noget vibrerende, som man som læser ikke præcist kan identificere, men som man kan fornemme. Og hele tiden venter man på, at det måske skal eksplodere.

I nogle af novellerne kommer der en forløsning, i andre ikke – og novellerne i den sidstnævnte kategori er ikke nødvendigvis mindre tilfredsstillende end de første.

I flere af historierne er køn et implicit tema. Aidt har en forkærlighed for at drille læseren ved først sent i historierne at afsløre personernes relationer og deres køn. En del historier er således fortalt af et “jeg” til et “du,” og mere end én gang gik jeg i fælden og blev overrasket over, at jeg’et viste sig ikke at være en kvinde, men en mand, eller omvendt – og tilsvarende for du’et.

Med sådanne tricks gør Aidt mere end at lave sjov med læseren, det er også en raffineret og ret effektiv måde at demonstrere, hvordan vi alle hele tiden, også som læsere af en i princippet ellers åben tekst, ubevidst tænker køn med ind i billedet af en person, så diffust det end måtte være. Og Aidt formår at indarbejde det i fortællestilen, uden at det virker affekteret eller anstrengt.

Jeg har lyttet til Bavian som lydbog, læst op af forfatteren selv. Naja Marie Aidt læser op med en rolig og omhyggelig, næsten pertentlig, diktion, der passer novellerne godt.

K's vurdering: