“Svend Åge vågnede en morgen ved, at hans hoved eksploderede. Bang. Heldigvis voksede der straks, og med et hørbart plop, et nyt hoved frem fra halsstumpen, men resterne af det gamle hoved havde lavet et fælt svineri: Blod, hjernemasse og kraniestumper var sprøjtet ud over sengen og væggene. Fra sengestolpen dinglede et øje i sin nervetråd.”

Sådan starter Peter Adolphsens lille historie, Svend Åges eksploderende hoved, som handler om Svend Åge, hvis hoved en dag begynder at eksplodere. Også Svend Åges andet hoved eksploderer kort efter, og et tredje vokser frem. Og sådan bliver det ved. Bang. Plop. Hvad der videre hænder Svend Åge (i den godt og vel én side lange historie), skal jeg ikke røbe, udover at lægerne på kommunehospitalet hverken kan standse eller forklare fænomenet, kun konstatere, at intervallet mellem to eksplosioner er på mellem ét og seks minutter.

Her på K’s har vi en vis svaghed for Peter Adolphsens finurligheder. Især var jeg glad for den geologiske kortroman, Brummstein (2003) og for År 9 efter loopet (2013), men også for den herligt vrøvlende “versroman” Katalognien (m. Ejler Nyhavn) fra 2009, mens jeg dårligt kan huske Jeg kan ikke huske (2018), som man roligt kan springe let henover.

Peter Adolphsen bogdebuterede i 1996 med kortprosasamlingen Små historier (1996). Siden blev det også til Små historier 2 (2000). Og i begyndelsen af indeværende måned udkom så altså en tredje samling af små historier fra Adolphsens hånd, tyve år efter den anden.

Små historier 3 består, som titlen antyder, af en samling små historier, 48 styk i alt fordelt over bare 85 sider. Det er dog en tilsnigelse at kalde dem alle sammen historier. Mange af teksterne er således små stykker kortprosa, som ikke nødvendigvis har hverken en begyndelse eller en slutning.

På bogens bagside er dansk litteraturs ubestridte konge udi fantasifuld fantastik, Svend Åge Madsen, citeret for at betegne Peter Adolphsens små historier som “noget af det mest tankeknipsende vi har, indimellem endda hjernerystende.”

Tankeknipsende. Det var et ord, jeg gerne selv ville have fundet på. Det passer i dén grad på de fleste af Svend Åge Madsens egne bøger, men bestemt også på Peter Adolphsens Små historier 3 – også selv om Madsens karakteristik, gætter jeg på, nok har været møntet på en af de første to af Adolphsens samlinger af små historier, som jeg (endnu) ikke har læst.

Efter at have læst Små historier 3, har jeg imidlertid straks skrevet de to først på læselisten. For kortprosaformen synes at passe Peter Adolphsen perfekt.

Peter Adolphsen (f. 1972). Foto: Klaus Holsting, 2019 (Gyldendal).

I de fleste af disse små tekster er der ikke nogen egentlig pointe. Ihvertfald ikke én, der bliver serveret som et punch. Teksten starter, og den slutter. Og som læser må man lade øjnene glide tilbage: Hov, hvad var det lige, jeg læste her?

Alle teksterne er båret af en underliggende ironisk-humoristisk tone, som gør dem allesammen fornøjelige at læse.

Enkelte af dem er tæt på at være vrøvleremser, som f.eks. Sportsalfabetet, hvor Amalie og Åge remser de sportsgrene op, de gerne vil dyrke, fra A til Å. Det fører os blandt andet gennem mere eller mindre kendte idrætsdiscipliner som “uglegylpning, ud-af-kroppen på tid eller udlængsel” samt “øksekast, ølstafet, ørkengemmeleg og ørentvistning.”

De bedste tekster er dog dem, hvor Adolphsen udfolder sin sans for det groteske og bizarre som f.eks. i den ovenfor citerede historie om Svend Åges eksploderende hoved.

Min yndlingshistorie i samlingen er den ikke mindre groteske, men også poetisk hjertevarme historie om Det lykkelige tordenvejr, som starter sådan her:

En aften i november 1919 dannede der sig en cumulo-nimbussky af spædbørn på himlen ud for den lille ø Barsø i Lillebælt. Snart efter begyndte den akkumulerede elektricitet i luften at trække sine plasmastrenge mellem havoverfladen og skyen: Lynede lynede, tordenen tordnede. Det begyndte at regne med tusindvis af fede, små spædbørn. Langt de fleste blev kvast af nedslaget på vandet eller druknede, men ganske få, sytten i alt, overlevede og skyllede op ved foden af fyrtårnet på nordpynten af Barsø.

– og så ender den med, at de overlevende spædbørn bliver adopteret af det barnløse fyrmesterpar på Barsø, og hver søndag spiser de stegte ål til frokost.

I en helt anden tonart er Gnomland. Her excellerer en fortæller udi alle de politisk ukorrekte, frastødende, vulgære og voldelige handlinger, han kan komme i tanker om: fra at nedtrampe påskeliljer og krokusser i parken og sparke brændende bildæk ned ad kælkebakken til at nikke “kommunegnomen” en skalle og brække hans næse, så blodet står ud over sagsakterne på skrivebordet.

Jeg har hugget et gnombarn fra en vuggestue, forseglet det i trylledej, tryllet lidt med farver og pensler, og nu har jeg den mest tuttenuttede havenisse, man kan forestille sig.

[…]

Jeg flænser mine balder til blods ved at moone butiksruder og så ellers spæne baglæns. Samfundsnedbrydning pr. røv. Røvnedbrydning pr. samfund.

Jeg tilstår, at jeg morede mig kosteligt over den balstyrige trang til ukorrekt, samfundsnedbrydende virksomhed i denne tekst (og blev derved helt bekymret for mine hjernevindingers sundhedstilstand …).

Som offentlig embedsmand på et økonomikontor havde jeg til gengæld også en vis sympati for Michael Jensen i historien Forsikringsselskabstornerose om en mellemleder i et af landets største forsikringsselskaber, der har en ud-af-kroppen oplevelse, mens han sidder og ser på de flimrende talrækker i et regneark. Han bringes dog hurtigt tilbage i kroppen af en telefonopringning med en bestilling på en ny type forsikringspolice, og så skal han i øvrigt også træde af på naturens vegne. Og så slutter historien her:

Han forlod kontoret. Han kiggede sig kortvarigt i spejlet. Han satte sig på toilettet. Og faldt i søvn i hundrede år. Da han vågnede befandt han sig i en ligkiste, halvanden meter nede i jorden. Kort efter døde han af kvælning.

Nogle af historierne har en vis samfundskritisk brod, for eksempel i Jorden taler til mennesket, hvor planeten Jorden får ordet og blandt andet taler om den kommende (sjette) masseudryddelse, som den ser frem til, selv om det selvfølgelig altid er lidt trist med alt den lidelse og død, men det skaber så meget nyt liv bagefter.

De fleste historier er dog herligt fri for eksplicitte politiske budskaber, de er bare legende gakkede, larmende groteske eller stilfærdigt finurlige. Og, ja, tankeknipsende og i nogle tilfælde tæt på hjernerystende.

Bevares, der er også nogle af historierne, jeg ikke fandt så interessante, heraf nogle lidt småsøgte eller lidt for fjollede for min smag.

Men alt i alt siger jeg: Ja tak til mere Peter Adolphsen i denne stil.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: