Sayaka Murata: Livsceremoni

Ritualiseret kannibalisme. Systematisk genanvendelse af menneskelige kropsdele til møbler, tøj og smykker. Et samfund baseret på reproduktion uden lidenskab. To skolepiger, der holder en undveget kontormand som kæledyr i et hundehus. En anden pige, der foretrækker en romance med et gardin frem for et forhold til et levende menneske.

Sayaka Muratas satiriske noveller udforsker det moderne bymenneskes fremmedgjorthed over for naturen og kroppen (både egen og andres) og i det hele taget oplevelsen af identitetsløshed i moderniteten. Og hun gør det med en sprudlende, provokerende humor og en let pen, der gør hendes noveller til en herlig og – på en mærkelig, selvmodsigende måde – frydefuldt kvalmende læseoplevelse.

Sayaka Murata (f. 1979) er hende med kioskbaskeren Døgnkioskmennesket (opr. 2016, da. 2019), som jeg var ret begejstret for. Den fulgte hun op med romanen Jordboere (opr. 2018, da. 2021), som derimod var mig lidt for fjollet. Novellesamlingen Livsceremoni lægger sig heldigvis mest op ad Døgnkioskmennesket i tematikker og stemning. Bare mere provokerende og udsyret i nogle af novellerne.

Livsceremoni er oversat til dansk fra japansk med vanlig elegance af Mette Holm. Sproget er enkelt og let at læse. Finurlighederne ligger i selve historierne.

Novellerne i samlingen er egentlig ganske forskelligartede, men de kredser alle om de samme temaer: Overfladiskhed, kommercialisering, identitetsløshed og fremmedgørelse over for egen krop, naturen, andre mennesker og verden i det hele taget.

Det lyder som noget, man kan finde hos mange nutidige forfattere, men Murata angriber temaerne fra en sort-humoristisk og satirisk vinkel i sin egen, finurlige tone.

Og når jeg skriver sort-humoristisk, er det med lige dele vægt på sort og humoristisk. Der er på ingen måde tale om underlødig splatter-litteratur. Men man skal som læser alligevel lige synke en gang undervejs.

For eksempel når Sayaka Murata i herlig, nøgtern stil udpensler, hvordan afdøde menneskers kropsdele tilberedes som festmåltider for familie og venner. Eller hvordan menneskehår, mennesketænder og menneskeknogler i en spekulativ fremtid udgør de mest luksuriøse og også samfundsmæssigt anerkendte materialer til brug for tøj, smykker og møbler.

Titelnovellen, der også åbner samlingen, er utvivlsomt den mest provokerende, men samtidig blandt de bedste af de i alt tretten noveller, selv om der er mange andre perler imellem. Jeg tillader mig at røbe lidt fra handlingen, for ellers er det næsten ikke muligt at skrive noget meningsfuldt om bogen.

På første side i bogen sidder fem kvinder på en arbejdsplads og spiser frokost sammen, da en af dem nævner, at hr. Nakao fra administrationen er død. Det leder hurtigt frem til følgende udveksling:

     “Han døde vist i forgårs. Firmaet fik besked her til morgen. Ceremonien finder sted i aften, og han har ønsket, at så mange som muligt herfra deltager.”
     “Ja? Så må jeg hellere spise lidt mindre her til frokost. Og springe desserten over.”
      Vi lagde alle vores lille buddingedessert uåbnet tilbage i posen fra døgnkiosken. En af de ældre kolleger tog en skefuld af sin svinekødsstuvning og sagde: “Tror I, hr. Nakao smager godt?”
     “Mon ikke han er lidt sej? Han var ret tynd og muskuløs.”
     “Jeg har spist en, der havde samme kropsbygning som ham, og han smagte godt. Lidt senet, men med en lækker, fyldig smag.”
     “Er det rigtigt? Er der ikke noget om, at man koger den bedste fond på mænd?”

Vi er i et måske-ikke-så-fjernt samfund, hvor den almindelige og samfundsmæssigt anerkendte måde at afholde “begravelse” på, er at invitere til et festmåltid tilberedt på den afdødes krop.

“Han smager godt, ham Yamamoto, braiseret med cashewnødder,” fortsatte han og kneb øjnene sammen.
     “Ja, cashewnødder passer godt til ham. Det tænkte jeg aldrig på, da han levede.”

Titelnovellen Livsceremoni er symptomatisk for Murakas stil og sorte, satiriske humor. Den gav mig kvalme, samtidig med at jeg måtte grine højt. Jeg er fan.

Et andet eksempel er novellen Et rent ægteskab, hvor alt det kropslige omvendt er bandlyst. Her møder vi et ægtepar, der lever tilfredse i et søster/bror-lignende ægteskab uden sex:

Når jeg betragtede ham, følte jeg lidt, at det var som at have en klog og meget renlig ugle som kæledyr. Og at det var dejligt at leve sammen med et renligt dyr.

Det går først galt, da de forfølger deres drøm om at få et barn sammen uden seksuel forbindelse, og det ender i et rædselsscenarium med det værste fra både den kropslige og syntetiske verden.

Bogen rummer i alt tretten noveller, og de er ikke alle lige interessante, men sådan er det jo som regel med novellesamlinger. Alle er dog værd at læse, og de fleste er både særprægede og af høj kvalitet.

Her til sidst, og måske fordi jeg selv er rundet af kontor- og embedsmandsstanden, kan jeg ikke lade være med yderligere at spoile lidt, men det gælder kun den bare fem sider lange novelle, Fido (stop dog læsning her, hvis du er allergisk over for spoilers):

I novellen holder to skolepiger en forfjamsket, midaldrende mand i krøllet jakkesæt som kæledyr i en lille hytte, der fungerer som en slags hundehus. Og for en ordens skyld: Der er på ingen måde nogen seksuelle undertoner i historien, som man måske kunne forledes til at tro. Manden er slet og ret deres kæledyr på uskyldigste vis.

Det bliver ikke fortalt eksplicit, men man må tolke det sådan, at manden er en bortløben medarbejder, der er undsluppet et eller andet finans- eller advokatkontor eller lignende. En af pigerne fandt ham således flakkede rundt i et af Tokyos forretningskvarterer, og den eneste ytring, der nogensinde undslipper ham, og kun når han er helt tryg, er den sammentrukne sætning: “Detskalværefærdigtindento.”

Os med mange års erfaring som embedsmænd i statsadministrationen synes, at det er ret sjovt!

Alt i alt var jeg lige så fornøjet over at læse novellerne i Livsceremoni som over i sin tid at læse Døgnkioskmennesket. Dermed anbefalet til alle jer, der også var glade for den sidstnævnte, men bered jer på et lidt mørkere og mere provokerende, satirisk univers.

K's vurdering: