Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren

Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.

Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret.

Spilleren skrev Dostojevskij i løbet af en måned i 1866 i en pause fra arbejdet med Forbrydelse og straf (1866). Romanen foregår i den fiktive by Roulettenburg (som måske kunne være dæknavn for Wiesbaden, hvor Dostojevskij selv frekventerede rouletten). Her opholder romanens fortæller, Aleksej Petrovitj, sig som huslærer for børnene til en russisk general og enkemand. Fortælleren er forelsket i generalens voksne steddatter Polina, som imidlertid tilsyneladende ikke vil vide af ham som andet end en ven.

Generalen er på sin side forelsket i den franske femme fatale, mademoiselle Blanche, som åbenlyst kun er interesseret i generalen på grund af hans penge – penge, han imidlertid ikke har endnu, men håber at arve, når hans gamle, angiveligt dødssyge tante, kun omtalt som Babusjka, forventeligt snart afgår ved døden.

Stort er chokket derfor for mange, da den gamle, ganske vist lamme, men ellers tilsyneladende livskraftige og ihvertfald viljestærke Babusjka tropper op i Roulettenburg i bærestol. Hun er en rent ud pragtfuld figur og afgjort romanens højdepunkt – en slags russisk tante Møhge. Hun skælder og smælder til højre og venstre, kommanderer med hvem som helst og kaster sig i umådeholden spillevildskab over roulettebordet – til stor forbitrelse for arvingerne og andre gribbe, der frygter for, at hun vil spille arven op.

Spilleren er ofte blevet læst selvbiografisk, som et portræt af Dostojevskijs egen ludomani og af hans (ulykkelige) forhold til en vis Appolinaria Suslova, som i romanen modsvares af fortællerens forhold til figuren Polina Aleksandrovna, (jf. Tine Roesen, Dostojevskij. En introduktion (2021)).

Romanen rummer dog også en del andet, og det er ikke for dens selvbiografiske træk, at den skal læses. Først og fremmest skal den læses for sin forrygende beskrivelse af spillelidenskaben. Romanens højdepunkter udspiller sig ved rouletten, og Dostojevskijs indlevede beskrivelse af spilledjævlens hektiske, medrivende og samtidig ødelæggende kraft er uforlignelig. Scenerne ved rouletten med dels den gamle Babusjka og dels fortælleren selv er på én gang helt forrygende og ganske skræmmende.

Derudover kan romanen læses som en parabel over den russiske “folkesjæl” i sammenligning med forskellige vesteuropæiske, nationale mentaliteter – udtrykt ved deres typiske ageren ved spillebordet. I Dostojevskijs fremstilling går vesteuropæerne alle til spillebordet på samme beregnende måde: Med systemer, kalkuler, noter og statistikker, men frem for alt med jammerligt kedsommelig sparsommelighed, alt med det formål at ophobe mest mulig kapital. Europæerne adskiller sig i dette stykke kun fra hinanden i nuancerne:

Englænderne er praktiske forretningsmænd, uglamourøse “sukkerfabrikanter” og den slags typer. Tyskerne er arbejdsomme, sparsommelige, frygteligt dydige og redelige. Polakkerne skildres som sleske svindlertyper, der ikke selv sætter noget på spil, men flokkes om de største spillere ved bordet for at bortnarre dem penge. Mens franskmændene på overfladen er charmerende og flamboyante, men i virkeligheden er “gjort af et ganske spidsborgerligt, luvslidt og hverdagsagtigt stof”:

Kun uerfarne begyndere og navnlig unge russiske damer lader sig blænde af franskmændene. Ethvert normalt væsen med lidt sund menneskeforstand vil straks erkende, hvad disse én gang for alle fastsatte former for salonmæssig elskværdighed, belevenhed og munterhed er værd, og ledes ved dem.

Overfor disse på forskellig vis beregnende nationale typer står russeren, som ikke alene er ganske uden evnen til at erhverve sig kapital, men “han sætter endog al den kapital, han får mellem hænderne, over styr på den tåbeligste, den uhyrligste måde.” På den baggrund betragter fortælleren rouletten som “just opfundet for russererne,” som jo også har brug for penge:

[…] følgelig griber vi med glæde og begærlighed til sådanne midler som rouletten, der i løbet af to timer kan gøre én til en rig mand. Den slags har for os en ganske særegen tillokkelse; og da vi spiller ubetænksomt, uden den ihærdige beregning, nå – så taber vi altid og ruinerer os ved rouletten.

Dostojevskijs typologi over de forskellige europæiske, nationale mentaliteter er ganske underholdende i deres perfiditet, men de er også de rene stereotyper og som sådan egentlig temmelig uinteressante. Dostojevskijs optagethed af disse typologier slår desværre også over i romankaraktererne, som for manges vedkommende ikke løfter sig ud over karikaturen.

Sammen med forskellige lidt kluntede kompositoriske elementer placerer det for mig Spilleren i den lidt mindre vellykkede afdeling af Dostojevskijs forfatterskab.

Beskrivelsen af den eksalterede og maniske spillelidenskab ved rouletten, som romanen med rette er berømt for, og ikke mindst portrættet af den fabelagtige Babusjka er imidlertid hele romanen værd.

Krokodillen
Mit eksemplar af Spilleren (som er et paperback-optryk af det pågældende bind i Dostojevskijs samlede værker, oversat af Ejnar Thomassen) rummer også novellen Krokodillen.

Det er en ufuldendt historie, som viser Dostojevskij fra hans mest humoristiske, og her endda helt gakkede side.

Et kuriosum i forfatterskabet, men et sjovt ét af slagsen.

K's vurdering: