Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

”En dag vil vi grine af det, tænkte jeg. Ikke i morgen eller i overmorgen. Ikke dagen efter den dag, men en eller anden dag om noget tid ville vi grine af det. Af dét eller af noget andet.”

Anden bog om drengen Tue i Thomas Korsgaards trilogi fra Udkantsdanmark holder det høje niveau fra den første. Som læsere tror vi stadig på Tue, hvis han dog bare ville gøre sig selv det gode at holde op med altid at tage de nemmeste valg – og nogle gange de sværeste.

En dag vil vi grine af det (2018) er en direkte fortsættelse af Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017). I den første bog fulgte vi fortælleren, drengen Tue, fra han var ca. elleve år, til han gik ud af folkeskolen. I den anden bog er Tue startet i gymnasiet i Skive.

Han vægrer sig endnu for at springe ud som bøsse, herunder for sig selv, selv om hans nærmeste ven, Iben, ikke er i tvivl. Det er ikke så nemt at være 15-17 årig dreng i Skive og være til mænd.

Tues mor er ikke fri af depressionerne, men hun har mødt en anden mand over nettet – i chatsporet på de spillesider, hvor hun bruger de fleste af sine vågne timer. Det vælger hun i begyndelsen af romanen at indvi sin femtenårige søn i, selv om hun ikke gør noget ved det i forhold til faren. Til gengæld har hun fået en millionerstatning fra invalidepensionen. Og så kan hele familien da komme på charterferie til Alanya.

Faren er fortsat på vej ned ad den slidske, vi efterlod ham på i den første bog. Gården er pantsat til farbror Chresten. Faren har skiftende jobs på en minkfarm, på et slagteri og om sommeren som selvbestaltet anlægsgartner (med svingende succes). I takt med, at det går dårligere for økonomien og for forholdet mellem forældrene, bliver faren i stigende grad voldelig derhjemme overfor både børnene og moren.

Der er med andre ord ikke blevet kønnere i Udkantsdanmark siden Thomas Korsgaards første roman om Tue. Korsgaards prosa er til gengæld stadig lige veloplagt, og hans skildring af typerne i Tues familie og omgangskreds er stadig lige dele sørgmodigt deprimerende og ironisk underholdende.

Tonen er dog blevet en tand mørkere. Dels som følge af, at Tue med alderen oplever en stigende erkendelse af de svigt, han og hans søskende har været udsat for tidligere. Dels fordi Tue også i sin egen nutid – hvor han kæmper med at finde sin seksuelle identitet – gør sig nogle brutale og ubehagelige erfaringer (også for læseren, må der advares om).

Som tilfældet var med første bind i trilogien, har jeg lyttet til En dag vil vi grine af det som lydbog oplæst af forfatteren selv. Og det gør han fortsat fremragende.

K's vurdering: