Af en krimi at være er Boris Akunins roman om den unge og romantisk-naive, men også intelligente og handlekraftige moskovitiske politiagent Erast Petrovitj Fandorin ganske finurlig.
Romanen – som er den første i en serie på tolv – udspiller sig i 1876 i Moskva og Skt. Petersborg (med udstikkere til London og andre dele af tidens Europa). Det er slags Sherlock Holmes agtig krimihistorie, som samtidig gerne vil give et historisk portræt af Rusland i slutningen af det 19. århundrede, hvor moderniteten trænger sig på. Det gør Akunin sådan set udmærket og med et vist vid. Også den sproglige, litterære skrivestil fra den tid har Akunin ramt ganske godt (med ikke så få implicitte referencer til Dostojevskij).
Men jeg blev nu ikke rigtig fanget, kedede mig faktisk lidt undervejs. Krimiintrigen er lidt for søgt, og selv om der for så vidt er rigeligt med drama og action i form af slagsmål, skyderier, mord og bortførelser og sligt, så bliver det aldrig rigtig spændende. Måske fordi Akunins litterære greb – at tillægge sig en klassisk russisk 1880’eragtig sproglig stil – indfører en let ironisk distance til både “vor helt” og handlingen i det hele taget. Og selv om bogen er udmærket skrevet, og jeg har sympati for projektet, så er det ikke tilstrækkeligt til, at jeg ligefrem kan anbefale den.
Titel: Vinterdronningen
Forfatter: Boris Akunin
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 2004
Originalsprog: russisk
Oversætter: Trine Søndergaard
Originaltitel: Azazel
Opr. udgivelsesår: 1998
Læst: Jjuni 2013
K's vurdering:
