Måske er det nostalgi. Måske er det fordi, jeg efter halvanden måned i selskab med klassiske russere trods alt trængte til at læse noget andet og let og derfor var let at begejstre. Eller måske er det slet ret fordi, Agatha Christies klassiker er lige så god, som den har ry for. Ihvertfald var And Then There Were None en formfuldendt feriefornøjelse at læse på stranden i går.

Og hvis faste følgere af disse bognoter tænker, at det da godt nok var et uventet genreskifte, nu hvor han lige var inde i en god klassisk, russisk stime, og hvis man i øvrigt noterer sig, at krimilæsninger er en sjælden gæst her på bloggen, ja, så iagttager man selvfølgelig ret.

Forklaringen er, at K og konen er på ferie. Vi tager naturligvis ikke på ferie uforberedt, og kufferten var som vanligt fyldt halvt op med bøger (herunder en mængde gamle russere …). Men ak, kufferterne står, så vidt vides, stadig i Kastrup i forlængelse af de forgangne dages strejke blandt bagagefolkene i Kastrup. Og selv om Las Palmas de Gran Canaria ikke mangler boghandler, så er der ikke mange med et nævneværdigt udvalg af litteratur for den ikke spansklæsende feriegæst.

Men uden bøger, ingen ferie, så man må gribe efter det, man kan få. Og blandt de få titler på engelsk, vi kunne finde, var så altså Agatha Christies klassiker And Then There Were None (opr. 1939). Og det var så heller ikke den værste krimi at fordrive en feriedag med på stranden i den canariske februarsol.

Jeg har læst bogen som dreng i den danske oversættelse med titlen En af os er morderen (med undertitlen Ti små negerdrenge – mere om den titel nedenfor). Som jeg husker det, var det min allerførste Agatha Christie-roman overhovedet, så jeg lod mig gribe af nostalgi, da jeg fandt den blandt de få engelske titler på boghandlerhylderne hernede.

Og romanens status som krimiklassiker er velfortjent. Det er en ualmindelig veldrejet historie, som indtil de allersidste sider efterlader læseren perpleks over plottet, som det ikke desto mindre lykkes Christie at samle fornemt til sidst. Som hun jo altid gør.

Ti hinanden ubekendte mennesker er samlet på den lille, ellers øde ø,Soldier Island, ud for den sydvestengelske kyst på invitation af den mystiske mr. U. N. Owen. Ankommet til øen konfronteres de hver især med en anklage for mord via en på forhånd indspillet tale, der oplæses for det samlede selskab. Én for én begynder de herefter at blive myrdet, og snart ræsonnerer de sig frem til, at én iblandt dem må være morderen, som formentlig har planlagt at gøre det af med dem alle.

Den krybende uhygge forstærkes af en klassisk børneremse, som står at læse på væggen på alles værelser, og hvorfra romanen henter sin titel:

Ten little soldier boys went out to dine;
One choked his little self and then there were Nine.

Nine little soldier boys sat up very late;
One overslept himself and then there were Eight.

[…]

One little soldier boy left all alone;
He went and hanged himself and then there were None.

I spisestuen bemærker gæsterne ved ankomsten ti porcelænsfigurer, der refererer til børneremsen, og efterhånden som gæsterne bliver myrdet, bliver der på mystisk vis færre og færre figurer på hylden …

Der er ikke nogen Hercule Poirot eller Miss Marple med her, men plottet er alligevel klassisk Christie – i betydningen perfekt. Dertil kommer en særlig intensitet i romanen som følge af, at den foregår på en afsides ø, hvor der kun er disse ti mennesker – som hurtigt bliver færre, og hvoraf én må være morderen.

Jeg var fuldt fornøjet over gensynet med Agatha Christie. Og selv om jeg normalt ikke læser krimier, så nød jeg ærlig talt at slappe af med denne.

And Then There Were None får fire stjerner for elementær spænding og et intelligent plot, som indtil de sidste fire sider virker helt uigennemskueligt og utroværdigt, hvorefter det alligevel lykkes Christie at få det hele til at hænge elegant sammen. Og så får den en ekstra stjerne af lutter nostalgisk ferietilfredsstillelse.

Om at omskrive bøger
Men så er der lige det med titlen og børneremsen. Christies roman fra 1939 er oprindeligt udgivet under titlen Ten Little Niggers, og den centrale børneremse handler her ikke om “ten little soldier boys,” men “ten little nigger boys,” ligesom øen i historien blev kaldt “Nigger Island” frem for “Soldier Island”.

Remsen er ikke Christies påfund. Den har hun fra en sang fra det 19. århundrede, som i en periode indgik som standard i de berygtede amerikanske “blackface”-shows, hvor hvide med sværtede ansigter karikerede sorte på nedværdigende vis (sangen florerede også i en indiansk version som “Ten little Injuns” – hvilken, der kom først, er der vist uenighed om blandt forskerne).

På udgivelsestidspunktet var der tilsyneladende ingen, der tog notits af de racistiske elementer i titel og børnevers i Agatha Christies roman. Også i danske oversættelser slog “Ti små negerdrenge” som berørt ovenfor igennem, og jeg husker tydeligt, at forsiden på den version, jeg lånte på biblioteket som dreng, var prydet af et fotografi af nogle “Lille Sorte Sambo”-agtige figurer af keramik eller lignende med karikerede store, røde læber og store, hvide øjne.

Agatha Christie (1890-1976)

Som følge af stigende kritik valgte Christies udgivere på et tidspunkt at ændre titlen. Først til “Ten Little Indians” (ikke meget bedre), siden til den nuværende “And Then There Where None.” Og i den udgave, jeg har læst, er børnerimet altså også ændret.

Der er ikke noget, der tyder på, at Christies brug af den oprindelige “børneremse” er specielt racistisk motiveret, og der indgår ikke racistiske motiver i krimihistorien i øvrigt – ikke mere end i så mange andre bøger fra den tid, ihvertfald.

Kun et enkelt sted i selve historien slår den britiske imperialistiske tankegang fra den tid eksplicit igennem. Det er i forbindelse med figuren Philip Lombard, som er anklaget for at have efterladt 21 “members of an East African tribe” til den visse død. Han “forklarer” sig som følger:

“[…] selfpreservation is a man’s first duty. And natives don’t mind dying, you know. They don’t feel about it as Europeans do.”

Det påfaldende er, at ingen i selskabet tilsyneladende i situationen finder anledning til at anfægte det menneskesyn. Et sted senere bemærker en anden af personerne, Vera, endda til hans forsvar for gerningen, at “they were only natives …” Her bliver hun dog for en ordens skyld irettesat af den kristelige Emily Brent med et: “Black or white, they are our brothers.”

Man kan med god ret argumentere for, at Agatha Christie med valget af titel og den ureflekterede brug af den gamle “blackface”-børneremse medvirkede til at reproducere racistiske stereotyper, givetvis uden at hun selv har tænkt nærmere over det. Der indgår også stereotype beskrivelser af jøder. Og for den sags skyld af kvinder og mænd på måder, vi ikke ville acceptere af en nutidig forfatter.

Men romanen er jo altså skrevet i 1939. Og de nævnte stereotyper ændrer intet ved kvaliteten af selve krimiintrigen.

Jeg er ikke tilhænger af at omskrive litteratur, for at den bedre kan glide ned hos nutidens publikum. Snarere er jeg en arg modstander af den form for politisk korrekthed. Når man læser bøger skrevet i en anden tid, så hører det med, at man må sætte sig ind i den historiske kontekst og forstå eller fordømme på det grundlag.

Det må være læserens ansvar at vurdere, om de litterære kvaliteter af en bog er tilstrækkelige til, at man samtidig kan bære, at forfatteren bevidst eller ubevidst kolporterer f.eks. racistiske eller på anden måde diskriminerende udsagn og perspektiver, herunder som følge af at have skrevet i en anden tid. Ellers var der meget af den litterære kanon, vi skulle smide på porten (det er der så også nogle, der mener, at man af den grund burde, men lad os ikke bevæge os for langt ind i den diskussion).

Lige akkurat i dette tilfælde kan jeg dog egentlig godt forstå motivationen for omskrivningen. Den oprindelige remse og bogtitel skurrer unægteligt i øjne og ører for oplyste mennesker i dag. Jeg vil ikke afvise, at jeg selv ville have fravalgt at læse bogen på det grundlag.

Vigtigst i denne sammenhæng er, at der absolut intet går tabt i Christies krimihistorie ved at erstatte “nigger boys” med “soldier boys” eller “Nigger Island” med “Soldier Island.” På den baggrund hælder jeg til, at det i lige præcis dette tilfælde er okay at foretage denne lette omskrivning.

Og så er And Then There Were None i øvrigt under alle omstændigheder en sejere titel.

Til gengæld er det overhovedet ikke okay, at forlaget Harper Collins ikke – i hverken kolofon eller andetsteds – gør opmærksom på denne afvigelse fra originalen.

K's vurdering: