Ryūnosuke Akutagawa: I et krat

Man kommer i en omtale af den japanske forfatter Ryūnosuke Akutagawa (1892-1927) ikke uden om en henvisning til filminstruktøren Akira Kurosawa (1910-1998). Akutagawas to noveller Rashomon og I et krat udgør således en væsentlig inspirationskilde for Kurosawas film Dæmonernes port (1950).

Begge fortællinger indgår i den lille samling af tre Akutagawa-noveller, oversat til dansk af Shannon Færch, som forlaget Escho udgav i slutningen af 2023.

Akutagawa beskrives ofte som faderen til den japanske novelle, som Escho her giver os en lille, men intens smagsprøve på. Akutagawa begik selvmord som blot 35-årig, ifølge hans eget efterladte testamente udløst af “en vag følelse af uro,” som man måske kan tolke som en frygt for, at han skulle have arvet sin mors anlæg for sindssygdom.

Alle tre noveller i den aktuelle samling tematiserer på forskellig vis grundlæggende eksistentielle menneskelige situationer, og man mærker en inspiration fra Dostojevskij.

Ryunosuke Akutagawa (1892-1927). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Titelnovellen I et krat (opr. 1922) er den stærkeste. Den kredser om en voldtægt og et mord, om hvilke vi hører gennem syv forskellige vidneberetninger, som imidlertid ikke stemmer overens. En japansk forløber for William Faulkners As I Lay Dying.

Novellen Rashomon (opr. 1915) er hensat til 1100-tallet, hvor en afskediget tjener gennemlever flere modstridende moralske sindsstemninger og positioner i løbet af en regnfuld nat mellem rådnende lig i den faldefærdige Rashomonport i Kyoto.

Den tredje novelle Næsen (opr. 1916) har en mere komisk form, men omhandler ikke desto mindre også grundlæggende eksistentielle spørgsmål. En zenbuddhistisk munk er fra naturens hånd begavet med en monstrøs næse, der som en lang pølse hænger 15-18 cm ned over hans mund (så han for at kunne spise må have en discipel til at holde næsen oppe med et langt bræt). I novellen gennemfører han en kur mod store næser, som tilsyneladende virker, men gør det ham lykkelig?

De tre noveller i denne lille samling er ikke bare litteraturhistorisk interessante, de er i allerhøjeste grad værd at læse i egen ret også i dag. Tak til forlaget Escho for at finde Akutagawa frem fra arkiverne.

K's vurdering: