Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
”Fahrenheit 451 – Temperaturen, hvor bogsider fænger og begynder at brænde.”
Jeg fortsætter min genlæsning af sci-fi-klassikere, nu med Ray Bradburys Fahrenheit 451 (opr. 1953) i en helt ny dansk oversættelse ved Anders Kousholt, udgivet på forlaget Koloni tidligere i år. Et i alle henseender positivt genbesøg. >> Læs videre
“Det var bedre, at den såkaldte sandhed for et enkelt menneske, en uanseelig organisme, kuldkastedes, end at der på grund af denne ene blev sået tvivl om de højere interesser og principper.”
En grav til Boris Davidovic (opr. 1976, dansk 1983) af Danilo Kiš (1935-1989) kan læses som forskellige udforskninger, afsløringer og eksemplificeringer af, hvordan magten opererer i et totalitært regime. Hvordan magten skaber sine egne sandheder netop gennem magtudøvelse. Meget direkte og brutal udøvelse af magt over menneskelige kroppe i form af fysisk og psykisk vold, indespærring, tortur og drab. >> Læs videre
“Der er noget i mennesket, plejede min farmor at sige, der modstår alle krænkelser, overgreb eller ydmygelser – hvilket dyr ikke er i stand til, fordi de ikke kan tænke ud over deres umiddelbare eksistens. Vi kalder det værdighed.”
Den albansk fødte forfatter Lea Ypi (f. 1979) er uddannet i filosofi og litteratur og arbejder i dag som professor i politisk teori ved London School of Economics med speciale i marxisme og kritisk teori. Ud over en række faglige udgivelser om migration, globalisering, kolonialisme og kantiansk filosofi har hun også haft succes med det personlige erindringsværk Fri – at blive voksen ved historiens afslutning (2021).
Uværdig – forestillingen om et liv (opr. 2025, da. 2026) er også et slags erindringsværk, men det handler ikke om Lea Ypi selv, men om hendes farmor Leman Ypi. >> Læs videre
Albanske Ismail Kadaré er en mester i litterær dissektion af magtens anatomi og psykologi såvel som dens filosofi og strategi. Hans værker er på én gang isnende skræmmende og humoristisk afvæbnende.
Albanien? Er det ikke bare en mørk, kulturel udørk i udkanten af Balkan? Kommer der litteratur derfra? Ja, derfra kommer for eksempel nogle af de skarpeste analyser af den totalitære magt, som er produceret inden for moderne skønlitteratur. Forfatternavnet er Ismail Kadaré (1936-2024), og det er formentlig mest af alt tilfældigheder, der gør, at han ikke nåede at få Nobelprisen i litteratur, inden han forlod denne verden forrige år. >> Læs videre
At læse ungarnske László Krasznahorkai kan være en både massiv, tung og krævende læseoplevelse – men også en enormt givende, inspirerende og virkelig vittig oplevelse. Både Beckett og Bibelen er med i bagagen. Og når man læser hans debutroman i Peter Eszterhás’ imponerende danske oversættelse, er det ikke svært at forstå, at Krasznahorkai forleden blev tildelt årets nobelpris i litteratur.
Jeg har tidligere med stor begejstring læst Krasznahorkais lange og tunge, men fremragende roman, Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015) samt den nyere og kortere, men næsten lige så gode Den sidste ulv (opr. 2009, da. 2024). Hans debutroman, Satantango (opr. 1985, da. 2019), har stået i min reol og ventet i nogle år, og den nylige nobelpristildeling syntes mig så god en anledning som nogen til at pille den ud af reolen og få den læst. Til min store fornøjelse. >> Læs videre
