Det er juledag, og det markerer vi her på bloggen med nisser og trolde og andet krapyl fra den skandinaviske folklore. Okay, bevares, lige præcis nisser optræder der måske ikke så mange af i Juhani Karilas folkloristiske fantasy-øko-thriller, men til gengæld er romanen befolket af alle mulige andre vætter.

I det hele taget kan man nok ikke rigtigt kalde Jagten på den lille gedde for en julebog – også af den grund, at den foregår en kogende varm og myggebefængt sommer i det østlige Laplands moselandskab. Men hvorom alting er: Jeg har læst den, den er ret letbenet, den er lidt fjollet, men den er ikke uden charme og underholdningsværdi.

Jagten på den lille gedde (opr. 2019) er finske Juhani Karilas (f. 1985) romandebut, som har sikret ham et par litterære priser i Finland og oversættelse til adskillige sprog. Den udkom på dansk ved René Semberlund Jensen her i efteråret 2021.

Romanen foregår i det østlige Lapland (dvs i det nordøstlige Finland), som i modsætning til “det spændende Vestlapland” og “det eksotiske Nordlapland” ifølge bogens indledning ikke byder på meget andet end “moser og myg. Ikke interessant for nogen.”

Den ene hovedperson er Elina, en ung kvinde, der er vokset op i moselandet, men arbejder i byen sydpå. Hver sommer kommer hun imidlertid tilbage til sin hjemstavn for at fange en ganske særlig lille gedde i et ganske bestemt lavvandet og plumret mosehul. Den anden hovedperson er politibetjenten Janatuinen, der er taget ind i moselandet i jagten på Elina, som mistænkes for mord.

Romanen udfolder sig som en gradvis afsløring af, hvad det er, der er med den gedde, gennem en serie tilbageblik fra Elinas barndom og ungdom, herunder især hendes forhold til ungdomskæresten Jousia.

Og så er der selvfølgelig alle vætterne. For det østlige Lapland er hos Juhani Karila et levende eventyrland, tæt befolket med alskens eventyrvæsener hentet fra den skandinaviske folklore. Som den naturligste del af hverdagen for lokalbefolkningen vrimler landskabet med skovtrolde og buldrejætter, nøkker og randben, sumpvætter og floddrauger, bergøjer, skovnymfer og harenisser, feer, rimvætter og skovalfer. Og nogle af dem spiller en særdeles aktiv part i handlingen.

Hele ideen med Lapland er en kombination af plads og tomhed. De forkrøblede grantræer, der prikker hul i horisonten, hvis trykkende øde gør mennesker stumme og myter stærke. Myter, der lever af frygt. Af dem fortættes uhyrer, der vandrer rundt i de vidtstrakte moselandskaber.

Som en del af handlingen indgår også en sørgmodig kærlighedshistorie med den utilpassede Elina i centrum, og den er såmænd fin nok.

Politibetjenten Janatuinens figur bliver til gengæld aldrig rigtig interessant. Meningen er muligvis, at hun skal inkarnere den moderne bybo, hvis af-fortryllede, rationelle verdensbillede bliver udfordret af mødet med magien i moselandet. Det virker bare ikke helt, dels fordi Janatuinen med sin no-shit-attitude accepterer vætterne og det magiske univers alt for hurtigt til, at der kan nå at komme noget særlig interessant ud af det.

Juhani Karila (f. 1985). Pressefoto: Laura Malmivaara, siltalapublishing.fi

Men lad os ikke hæfte os for meget ved det. Det har omvendt også sin charme, at den hårdkogte politikvinde fra byen uden videre accepterer, at en skovtrold har knyttet sig til hende (fordi hun tager den med på fisketur …), hvorefter den kører med rundt på bagsædet af hendes gamle Toyota.

Hvis man vil svinge sig op i de højder, kan man muligvis også klemme en slags øko-kritik af det modernes samfunds fremmedgjorthed over for naturen ud af Jagten på den lille gedde.

Jeg var efter de første sider på nippet til at lægge romanen til side, fordi alt dette skovtroldehalløj forekom mig en tand for fjollet. Men da jeg først fik fintunet forventningerne i retning af en letbenet omgang ramasjang, kunne jeg overgive mig til romanens ganske underholdende charme.

Jagten på den lille gedde er et moderne eventyr, en folkloristisk fantasy-krimi, hvis charme i særlig grad består i, at Juhani Karila henter sine eventyrvæsener fra den traditionelle skandinaviske folklore frem for at finde på alle mulige nymodens monstre (jeg fristes til at skrive, at hos Karila optræder kun ægte vætter, ikke til lejligheden opfundne fantasimonstre …).

For mig var det derudover en bonus ved romanen, at den gav mig anledning til at læse lidt op på eventyrvæsenerne fra den nordiske folklore. For hvad er nu lige historien om nøkken, og hvad er en draug?

Trænger du til en pause fra den finere litteratur og har behov for bare at blive underholdt på begavet og charmerende vis, og har du ikke angst for eventyrvæsener og fantasygenren, så er Jagten på den lille gedde ikke noget dårligt bud.

K's vurdering: