László Krasznahorkai: Den sidste ulv

En falleret forfatter sidder på et tarveligt udskænkningssted i en centraleuropæisk by og fortæller om et besøg i spanske Extremadura og historien om regionens sidste ulve. Og litterær magi opstår.

Ungarnske László Krasznahorkai er vi her på bloggen tidligere stødt på i form af hans mesterlige roman Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015). I min reol står også den danske oversættelse af hans Satantango (opr. 1985, da. 2019), som jeg ser frem til at læse, når jeg tager mig sammen til at kaste mig ind i den.

For man skal tage sig lidt sammen for at læse Krasznahorkai. Han skriver fantastisk, men også kringlet og langt. Her byder den seneste udgivelse fra forlaget Sisyfos sig til som en let introduktion: Den sidste ulv af Krasznahorkai er at karakterisere som en kortroman eller måske snarere som en lang novelle.

Bogen er som sådan relativt hurtigt læst, men man skal dog være vågen, mens man læser. Hele bogen består af kun én, lang sætning, og på krasznahorkaisk vis er det ikke nogen helt simpel sætning.

Der er en rammehistorie om en falleret, tysk forfatter, der er stamkunde på baren Sparschwein. Her tjekker han ind hver morgen, og bruger helst dagen på at sidde og spytte i en billig øl.

I den lange sætning, som udgør Den sidste ulv, fortæller forfatteren en historie til bartenderen og en anden stamgæst om, hvordan han en dag – på baggrund af sine tidligere meritter som forfatter – bliver inviteret på et betalt besøg i den spanske region Extremadura, tilsyneladende for at kaste lidt at sit (tidligere) forfatterstjernestøv over regionen.

[…] hvordan skulle han dog kunne fortælle til disse velvillige, entusiastiske mennesker, at tænkning ikke længere er muligt, at der hverken noget eventyr eller nogen satsning i den, at den derfor ikke har nogen dybde og heller ikke nogen højder, og at der derfor ikke er noget tilbage andet end det primitive smuds “GIV MIG DET”, sproget er vores snavsetøj, det tænkte han, og denne tanke ødelagde ham, og derfor var han brudt ned […]

Hovedpersonen kommer til Extremadura, helt i vildrede med, hvordan han skal kunne honorere sine værters enorme ambitioner. Han får imidlertid tilfældigt færten af en historie om den sidste ulv, der blev skudt i Extremadura, som han beslutter at forfølge.

Jeg skal ikke røbe mere om handlingen – og der er i øvrigt heller ikke meget mere handling. Dét, der gør Den sidste ulv til en så fin bog, er ikke romanens handling, men derimod Krasznahorkais snørklede prosa, hans evne til – inden for samme sætning – at veksle ubesværet mellem forskellige steder og tider, og ikke mindst hans humor.

Fortælleren er desillusioneret omkring det litterære sprogs evne til at forandre eller overhovedet formidle verden – men i romanen er det netop brugen af sproget, herunder sprækkerne i oversættelsen mellem to sprog, der giver mening til historien og til forholdet mellem menneskene.

Den sidste ulv er en lille, litterær parentes, men det er en fin én af slagsen, faktisk en lille perle, og en fornøjelse at læse. Jeg har kun fået øget inspiration og motivation til at tage Krasznahorkais Satantango ned fra hylden (men der er så mange andre bøger på hylderne herhjemme også, så måske bliver den alligevel ikke den første …).

K's vurdering: