“I går var alting smukkere / musikken i træerne / vinden i mit hår / og i dine udstrakte hænder / solen.”

I sidste uge var vi danske læsere så heldige at blive begavet med en ny bog i dansk oversættelse af den fænomenalt gode ungarnsk-schweiziske forfatter Agota Kristof (1935-2011). Kortromanen I går (opr. 1995) er oversat fra fransk til lydefrit dansk af Nina Lautrup Larsen og udgivet i Gyldendals fine Skala-serie med et efterord af Dy Plambeck.

Udgivelsen er en lækker lille bog i indbydende lommeformat, solid indbinding og elegant design. En passende indpakning af denne korte romans høje litterære kvalitet.

Hovedpersonen og fortælleren er Tobias Horvath. Han flygtede som dreng fra sit hjemland og fra traumatiske begivenheder, jeg ikke skal røbe. I det nye land kalder han sig Sandor Lester.

Tobias/Sandor har et slags pligtskyldigt, kedsommeligt forhold til kvinden Yolande, som han dog ikke omfatter med egentlig kærlighed eller passion (“Yolande kan virke smuk for den der ikke har set hende når hun vågner”).

I stedet drømmer han om en fantasikvinde, han for sig selv kalder Line, en idealiseret version af en pige fra hans barndom. Og en dag står Line der, ikke hans abstrakte drømmekvinde, men den virkelige Line hans hjemland. Nu voksen, gift og mor til et barn.

Romanens ydre handling drejer især omkring Tobias/Sandors forhold til Line. Men som i andre af Kristofs værker er det egentlige hovedtema eksilet, den flygtedes rodløshed og fremmedgjorthed, oplevelsen af ikke at høre hjemme, ikke i et land og ikke i et sprog, og af ikke at kende sig selv.

Hverken fortællerens hjemland eller det nye land nævnes ved navn, men på baggrund af Kristofs egen historie (se om den i min anmeldelse af Analfabeten) tænker jeg som læser uvilkårligt på Ungarn og Schweiz. Det er nu lige meget, for som i andre af Kristofs bøger skriver hun flygtningen og den fremmedes universelle erfaring frem.

Tobias/Sandor har en drøm om at blive forfatter. Han skriver hele tiden. Men ordene i det nye lands sprog er i vejen:

I almindelighed nøjes jeg med at skrive inde i mit hoved. Det er nemmere. Inde i hovedet forløber alt uden vanskeligheder. Men så snart, man skriver, forvandler tankerne sig, fordrejes, og alt bliver forkert. På grund af ordene.

Først da han møder Line fra sit hjemland, begynder han at digte mere frit på sit oprindelige modersmål. Det smukke, korte vers, jeg har citeret først i denne anmeldelse, står alene som epigraf til romanen, og det skal måske tolkes som et af disse digte (forestiller jeg mig, men Kristof afslører det ikke).

I romanen veksler rå og grå realisme med drømmeagtige scener (som dog mestendels også er ganske grå).

Jeg står op klokken fem om morgenen, jeg vasker mig, jeg barberer mig, jeg laver kaffe, jeg tager afsted, jeg løber helt hen til Det Store Torv, jeg står på bussen, jeg lukker øjnene, og al rædslen ved mit nuværende liv rammer mig lige i ansigtet.

Tobias/Sandor arbejder på en urfabrik. Arbejdet er trivielt og monotont, langsomt trækker det livsgejsten ud af ham.

      Jeg skjuler ansigtet i mine hænder som om jeg sover, men jeg gør det for at skjule mine tårer. Jeg græder. Jeg vil ikke længere tage den grå kittel på, jeg vil ikke længere stemple, jeg vil ikke længere sætte min maskine i gang, Jeg vil ikke længere arbejde.
      Jeg tager den grå kittel på, jeg stempler, jeg går ind i fabrikshallen.

I en typisk, sørgmodig drøm møder fortælleren sig selv som seksårig, hvor han sidder i gården og ser på månen:

      – Lille dreng, jeg kommer langt borte fra. Fortæl mig hvorfor du betragter månen.
      – Det er ikke månen, svarede barnet irriteret, – det er ikke månen, det er fremtiden jeg ser på.
      – Der kommer jeg fra, sagde jeg blidt til ham, – og der er ikke andet end øde og mudrede marker.
      – Du lyver, du lyver, råbte barnet. – Der er penge, lys, kærlighed. Der er haver fulde af blomster.
      – Jeg kommer derfra, gentog jeg blidt, – og der er kun øde og mudrede marker.
      Barnet genkendte mig og gav sig til at græde.
      Det var hans sidste varme tårer. Også på ham gav det sig til at regne. Månen forsvandt. Natten og stilheden kom til mig for at spørge:
      – Hvad har du gjort ved ham?

I går er skrevet i Kristofs karakteristiske, knappe og præcise prosa. Hun skriver også her enkelt og stærkt, og som læser er det næppe muligt at forblive uberørt. Kristofs sprog tigger om at blive citeret, og som det fremgår, har jeg heller ikke kunnet nære mig.

Romanen er ganske vist ikke helt på højde med det bedste, Kristof har skrevet. Men hendes bedste hører på den anden side også til blandt det bedste i den europæiske litteratur fra anden halvdel af det 20. århundrede overhovedet. Så mindre kan gøre det, og jeg kan absolut anbefale I går.

K's vurdering: