“Det slog ham, at det mest karakteristiske ved det moderne liv ikke var dets grusomhed og usikkerhed, men simpelthen dets skrabethed, dets snuskethed og dets ligegyldighed.”
George Orwells ikoniske klassiker fra 1948 er glimrende nyoversat til dansk af Rasmus Hastrup. Og romanen holder stadig. I dén grad. >> Læs videre
Underkastelse er litterær satire af højeste kvalitet, og krænkelsessøgende vil finde masser af guf at blive forarget over i romanen. En slags dystopi om en nær fremtid, hvor en muslimsk præsidentkandidat kommer til magten i et Frankrig, der længe har været ved at gå under moralsk og menneskeligt, og gradvist indfører sharia-lovgivning i landet.
Michel Houellebecq (f. 1958) er på én gang en af Frankrigs mest anerkendte forfattere i dag (og har bl.a. modtaget den prestigefyldte Goncourtpris) og lidt af et enfant terrible på den franske litteraturscene. I den offentlige debat har han således været kritiseret for både sit kvindesyn og for at have kaldt Islam for “den dummeste religion.” >> Læs videre
Karel Čapeks klassiker fremstår her 85 år efter sin første udgivelse stadig overraskende original og underholdende, og den er desværre også fortsat højaktuel, selv om den globale kontekst er en helt anden.
Krigen med salamandrene (opr. 1936) har jeg læst for mange år siden som dreng på et tidspunkt, hvor jeg helt sikkert ikke har forstået, hvad den egentlig handlede om (en af de bøger, jeg fandt i mine forældres bogreol, og hvis titel formentlig har virket tillokkende for en læsebegærlig, men meget ung teenager). >> Læs videre
“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”
Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen. >> Læs videre
Japansk dystopi á la Orwell formår ikke rigtigt at fange, selv om ideen er god. Den er for lang og for uforklaret for min smag. Den indbyggede novelle havde faktisk haft bedre af at stå alene.
Japanske Yōko Ogawa (f. 1962) har ifølge bagsiden på min paperbackversion af The Memory Police (opr. 1994) vundet en mængde japanske litteraturpriser for sit forfatterskab, der tæller en mængde romaner og noveller. >> Læs videre
Sovjetisk, dystopisk science fiction-klassiker om det ultimative totalitære overvågnings- og kontrolsamfund – fra før både Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984.
Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at antage, at navnet Jevgenij Zamjatin kun er de færreste danske læsere bekendt. Og ihvertfald tør jeg regne for sikkert, at færre kender til Zamjantin end til George Orwell og Aldous Huxley.
Ikke desto mindre kan Zamjantins roman Vi (1924) ses som en forløber for de to nævntes klassiske fremtidsdystopier, 1984 (1949) og Fagre nye verden (1932). George Orwell har selv fremhævet Vi som en direkte inspirationskilde til 1984. >> Læs videre
Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.
Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu. >> Læs videre
Ungarnske László Krasznahorkai blev i maj 2015 tildelt den prestigefyldte The Man Booker International Prize 2015. Prisen uddeles for et samlet forfatterskab skrevet på eller oversat til engelsk (og ikke for en enkelt bog oprindeligt skrevet på engelsk som tilfældet er for The Man Booker Prize)
Tilfældet (eller hvad det nu var?) ville, at Forlaget Sisyfos netop på dette tidspunkt var klar med den første danske oversættelse nogensinde af en bog af Krasznahorkai, hans angivelige hovedværk fra 1989, Modstandens melankoli. God timing, må man sige.
Jeg må tilstå, at jeg aldrig før havde hørt om Krasznahorkai, formentlig fordi han ikke har været oversat til dansk. Forstå det, hvem der kan. For bedømt på Modstandens melankoli, så er der ingen tvivl om, at Krasznahorkai bør regnes med i den helt tunge sværvægterklasse på verdenslitteraturscenen. >> Læs videre
Kafka møder Márquez i foruroligende, stærkt ubehagelig og aldeles fremragende catalansk roman.
Jeg tilstår, at jeg aldrig havde hørt om den catalanske forfatter Mercè Rodoreda (1908-1983), før jeg helt tilfældigt faldt over denne bog i engelsk oversættelse i en boghandler i Barcelona forleden. Jeg blev tiltrukket af det på én gang smukke og uhyggelige omslag, som viste sig at være særdeles passende til bogen.
Rodoredas La mort i la primavera (som lidt skævt er blevet til Death in Spring i den engelske oversættelse) er hendes sidste roman, udgivet posthumt første gang i 1986, 3 år efter hendes død. Og hvilken roman!
Romanens jeg-fortæller er ved dens start en 14-årig dreng, som i løbet af romanen bliver voksen og far til en datter. En ulykkelig skæbne med en sindssyg og afdød mor, en vansiret og socialt udskilt far og en forkrøblet, kun to år ældre stedmor. Bogen er fortællingen om hans forsøg på at begribe uhyrlighederne i det samfund, han er kastet ind i. >> Læs videre
Saunders er vild. Vildt sej. Overraskende original. Og mærkelig, meget mærkelig….
Jeg tror, at George Saunders med denne sin seneste novellesamling, Tenth of December (2013), endegyldigt har kureret mig for min ellers mangeårige modvilje mod noveller. Alle historierne i denne samling har ihvertfald lige præcis den længde, de skal have (fra den ultrakorte Sticks på lige godt én side til den 60 sider lange The Semplica Girl Diaries). Og de er næsten alle sammen af højeste litterære klasse.
En del af novellerne i denne samling er nærmest Kurt Vonnegut-agtige i deres kombination af sort humor, samfundssatire og mild futurisme: >> Læs videre
Georges Perec’ W er en af den slags bøger, som man først for alvor kan dømme om, når man når til sidste side. Her mødes enderne og giver mening til hele bogen. Bogen er på én gang en selvbiografisk reflektion over erindringens natur og en kvalmende litterær analyse af nazismens og koncentrationslejrens vilkårlige logik.
Bogen veksler hele vejen mellem to distinkte spor, to distinkte stemmer, som afløser hinanden for hvert korte kapitel. Det ene spor er Perec’ (fiktive?) selvbiografiske forsøg på at sammenstykke en erindring om sin barndom – baseret på flygtige erindringsstumper og biografiske data, han har søgt at opstøve i sit voksenliv.
Det er en pointe, at forsøget forbliver uforløst:
Det er en seriøst mærkelig bog, den sydafrikanske nobelprisvinder, J. M. Coetzee denne gang har fået skruet sammen. Med en seriøst mærkelig titel. Titlen bør i øvrigt ikke hverken afskrække eller tiltrække nogen (alt efter tilbøjelighed) i den tro, at der er tale om en religiøs bog. Udover i titlen, så omtaler bogen på intet tidspunkt hverken Jesus, Gud eller kristendom. Ihvertfald ikke direkte, men det kommer vi tilbage til.
Bogen er til gengæld skrevet i Coetzees vanlige, smukke, sprøde prosa – og det var dét, der fik mig til at læse videre, mere end det var idéen med romanen, som jeg efter endt læsning stadig har svært ved at finde, og som gør det svært for mig entydigt at anbefale denne bog til andre. >> Læs videre
Faldt tilfældigt over denne i en lufthavn. Meget syret, for syret. En universitær, sprogfilosofisk kritik fortalt som science fiction-gyser. Det er meget ambitiøst, og det lykkes heller ikke at bære ideen igennem.
Grundideen er dog fascinerende nok: Romanen er en ekstrem mørk, apokalyptisk dystopi om en udefineret, paranoid fremtid, hvor sproget som sådan bliver dødeligt giftigt og truer med at udrydde menneskeheden. >> Læs videre
