Georges Perec’ W er en af den slags bøger, som man først for alvor kan dømme om, når man når til sidste side. Her mødes enderne og giver mening til hele bogen. Bogen er på én gang en selvbiografisk reflektion over erindringens natur og en kvalmende litterær analyse af nazismens og koncentrationslejrens vilkårlige logik.
Bogen veksler hele vejen mellem to distinkte spor, to distinkte stemmer, som afløser hinanden for hvert korte kapitel. Det ene spor er Perec’ (fiktive?) selvbiografiske forsøg på at sammenstykke en erindring om sin barndom – baseret på flygtige erindringsstumper og biografiske data, han har søgt at opstøve i sit voksenliv.
Det er en pointe, at forsøget forbliver uforløst:
Perec må hele tiden korrigere sine egne erindringer, dels med senere opsporet historisk dokumentation, dels med spekulationer over, hvordan hver eneste erindring lige så vel kunne være ren fantasi eller forskydninger mellem tid og sted, mellem hændelser og personer osv. En del af bogens kapitler er sågar forsynet med et omfattende arsenal af slutnoter, som korrigerer erindringerne i kapitlet. Det er med til at gøre dele af bogen til en lidt tung og abrupt læsning, men det understreger selvfølgelig pointen.
‘Jeg har ingen erindringer om min barndom’: Jeg fremførte denne påstand med overbevisning, næsten i en slags trods.Det var ikke noget man skulle spørge mig ud om. Det optrådte ikke i mit program. Jeg havde fået dispensation: en anden historie, den Store, Historien med dens vældige hug, havde allerede svaret i mit sted: krigen, lejrene (s. 12).
Perec er ud af en polsk-jødisk familie, emigreret til Frankrig. Omdrejningspunktet for erindringsprojektet er, at Perec som 4-5 årig mister sine forældre: Hans far falder som soldat i anden verdenskrigs første år, og hans mor deporteres under nazisternes besættelse af Frankrig og erklæres død i 1943. Hendes præcise skæbne lykkes det aldrig for Perec at afklare:
Det lykkedes os aldrig at finde noget spor hverken af min mor eller af hendes søster. Det er muligt, at de blev deporteret til Auschwitz, men så blev omdirigeret til en anden lejr; det er også muligt, at hele den transport, de var med, blev gasset straks ved ankomsten (s.51)
Jeg kan ikke lade være med at læse bogen som et implicit litterært opgør med Marcel Proust og hans erindringsprojekt På sporet af den tabte tid, som jeg jo er i gang med at læse i disse år (bind for bind med mellemrum). For selv om Prousts fiktive erindringer også præges af forskydninger, alt efter hvilken vinkel fortælleren betragter dem under, så er de ikke desto mindre fremstillet i en detaljerigdom og en konsistens, som står i skarp og helt urealistisk kontrast til Perec’ famlende, flygtige og til stadighed selvmodsigende erindringsfragmenter. Jeg ved ikke, om der fra Perec’ side har været tale om en sådan bevidst disputs med klassikeren, men mon ikke: det er ihvertfald svært at forestille sig, at Perec som del af et højintellektuelt litterært fransk miljø ikke skulle være sig arven fra Proust bevidst.
George Perec
Andel del beretter – i et nærmest nøgternt, antropologisk sprog – om samfundsstrukturen på den lille ø W. ud for Ildlandets kyst. På W er alt liv og alle samfundsaktiviteter bygget op omkring sportskonkurrencer, primært i atletiske discipliner. I starten er samfundet på W beskrevet som fredeligt, omend lidt pudsigt i sin struktur. Men efterhånden som det antropologiske blik kommer tættere på, afsløres det, at der er tale om et brutalt og totalitært diktatur. Her lever alle atleter kun for at vinde næste dags konkurrence – præmien til vinderne er næringsrig mad, straffen til taberne er brutale ydmygelser, nogle gange døden.
Samtidig hersker en total vilkårlighed bestyret af konkurrencernes officials, dommere og øens Store Ledere, som betyder, at dagens vinder kan vise sig at blive taber og omvendt. Sejren er ikke individets fortjeneste, den er altid kun en nåde givet af Herrerne. Atleterne er i øvrigt kun mænd – kvinderne er rene avlsdyr, som holdes indespærret, bortset fra, når de skal bedækkes i form af massevoldtægter iscenesat som brutale sportskonkurrencer. Det er hård læsning.
Da han er nedsænket i en ustyrlig verden, uden kendskab til de Love der knuser ham, sine kammeraters offer eller bøddel under Dommernes ironiske og hånlige blikke, ved W-atleten ikke, hvem hans sande fjender er, ved han ikke at han ville kunne besejre dem, og at denne Sejr ville være den eneste sande han kunne opnå, den eneste der ville kunne sætte ham fri. Men hans liv og hans død forekommer uafværgelige, én gang for alle indskrevet i en navnløs skæbne (s. 183).
Jeg er lidt vaklende i min samlede vurdering af bogen:
Det lyder måske kynisk, men når man som læser først én gang har fattet pointen med Perec’ forsøg på at sammenstykke erindringer om en frarøvet mor og barndom, så bliver de selvbografiske erindringskapitler altså lidt kedelige og tunge at læse. Uden dermed at frakende bogen dens vigtighed, måske især for forfatteren selv.
Den anden halvdel af bogen, kapitlerne fra øen W, bliver til gengæld omvendt mere og mere intense, knugende og kvalmende, jo længere man kommer frem, og jo mere klart det står frem, at der er tale om én stor metafor på nazismens koncentrationslejre. Og en meget virksom metafor.
Bogen er i det hele taget fyldt med betydningslag, metaforik og symbolik, implicitte litterære og historiske referencer. Man fornemmer, at Perec som forfatter er rundet af en gruppe af ekstremt eksperimenterende forfattere i Frankring i begyndelsen af 1970’erne. Blandt hans tidligere romaner er f.eks. en bog skrevet helt uden brugen af bogstavet “e” – og senere en bog skrevet uden brug af andre vokaler end “e”. Jeg har endnu kun læst få af Perec’ bøger, men ifølge hans litterære biografi var han meget optaget af matematik og formeksperimenter. Det mærker man også i W, både i form af bogens strenge formmæssige opbygning og i beskrivelserne af de indviklede hierarkiske relationer og regler for konkurrencerne på W.
Alt i alt nok en af den slags bøger, som jeg er mere glad for at have læst, end jeg var glad for at læse den. Forstået på den måde, at den vokser meget i værdi her i efterrefleksionen. Er det en anbefaling? Måske. Det tror jeg.
Enormt interessant og velskrevet anmeldelse. Jeg har netop selv stiftet mit første bekendtskab med Perec i form af “Livet en brugsanvisning”, og må indrømme at hans små labyrinter af plots og iagttagelser både har forvirret og fascineret mig.
“W” kommer straks på min læse-liste.
Hej Rikke. Tak for kommentaren. Jeg har selv “Livet – en brugsanvisning” på min at-læse-på-et-tidspunkt-liste – om end jeg tøver lidt, givet dens store omfang (er den mon tidsinvesteringen værd i betragtning af, hvor mange andre fremragende ulæste bøger, verden og min bogreol flyder over af…?). Ser frem til at læse din anmeldelse af “Livet”.