K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Rosinante

Georges Perec: Livet en brugsanvisning

Af ,
Skriv en kommentar

Hovedværket af den vilde franske forfatter, Georges Perec, er en imponerende litterær bedrift. Et stort og kompliceret projekt i udførelsen, og også lidt af et projekt at læse. Det er et monstrøst værk. Men det er samtidig både fascinerende og underholdende. Med god grund en moderne klassiker. Men frygtelig lang.

Georges Perec (1936-1982) var et af de mere prominente medlemmer af det franske, eksperimenterende forfatterkollektiv, der går under navnet OuLiPo, en forkortelse for Ouvroir de littérature potentielle (Værksted for den mulige litteratur), grundlagt i 1960 af Raymond Queneau (1903-1976). >> Læs videre

Daniel Defoe: Robinson Crusoe

Af ,
5 kommentarer

Daniel Defoes Robinson Crusoe er nærmest romanklassikeren over dem alle, for så vidt det formentlig kun er få mennesker på jorden, der ikke i det mindste kender til ideen om Robinson Crusoe. Men når det kommer til selve romanværket, så må jeg bare sige: Nøøøjjj, hvor er den kedelig. Den er besvimende kedelig!

Jeg begyndte faktisk at lytte til Robinson Crusoe som lydbog, mens jeg kørte bil. Men det var simpelthen for farligt: Den er så kedelig, at jeg konstant var i risiko for at falde i søvn i morgentrafikken på Ring 4. Så jeg indstillede lytningen, og har læst langt det meste af romanen i mit foretrukne medie: Den gode, gammeldags papirbog, her i Mogens Boisens uforkortede oversættelse til dansk efter den engelske førsteudgave fra 1719. Af princip og stædighed, fordi jeg kun meget sjældent kaster en bog fra mig, når jeg først er begyndt. >> Læs videre

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Leoparden

Af ,
Skriv en kommentar

Lad os bare tage det up front: Leoparden er en siciliansk, italiensk og europæisk klassiker. Men romanen er også en noget tung omgang. Faktisk tenderende til det småkedelige. Jeg havde ærlig talt lidt svært ved at komme igennem den, og jeg var glad, da den sluttede.

Som følgere af disse bognoter vil vide, hører jeg ikke til de læsere, der kræver af en bog, at den er pakket med action, ydre handling eller på anden vis er en decideret pageturner. >> Læs videre

Han Kang: Hvid

Af ,
6 kommentarer

En personlig reflektion i poetiske kortprosastykker om at kunne savne en søster, man aldrig har kendt, om oplevelsen af at føle sig fremmedgjort i ikke bare den by, man fysisk befinder sig i, men også i sin egen familiehistorie. Hvidt, fint, sart og stedvist rørende. Også lidt kedeligt.

Sydkoreanske Han Kang (f. 1970) fik sit internationale gennembrud med den fascinerende og foruroligende Vegetaren (opr. 2007, da. 2017). Efterfølgende er på bl.a. engelsk og dansk udkommet Human Acts (2017)/Levende og døde (2019) om studenteroprøret i Gwangju, Sydkorea i 1980, som jeg endnu har til gode (men den står et sted i reolen og venter). >> Læs videre

Michel Houellebecq: Underkastelse

Af ,
Skriv en kommentar

Underkastelse er litterær satire af højeste kvalitet, og krænkelsessøgende vil finde masser af guf at blive forarget over i romanen. En slags dystopi om en nær fremtid, hvor en muslimsk præsidentkandidat kommer til magten i et Frankrig, der længe har været ved at gå under moralsk og menneskeligt, og gradvist indfører sharia-lovgivning i landet.

Michel Houellebecq (f. 1958) er på én gang en af Frankrigs mest anerkendte forfattere i dag (og har bl.a. modtaget den prestigefyldte Goncourtpris) og lidt af et enfant terrible på den franske litteraturscene. I den offentlige debat har han således været kritiseret for både sit kvindesyn og for at have kaldt Islam for “den dummeste religion.” >> Læs videre

Samanta Schweblin: Kentuki

Af ,
Skriv en kommentar

Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet.

Argentinske Samanta Schweblins debutroman Redningsafstand var en fascinerende og foruroligende affære, som fortjent har høstet meget anerkendelse verden over. Jeg blev selv indfanget og besnæret (og skræmt) af den, om end den var mig en tand for uforklaret til at komme helt op at ringe. >> Læs videre

Mariana Enriquez: Ting vi mistede i ilden

Af ,
Skriv en kommentar

“Vi går alle oven på knogler, det er et spørgsmål om at grave dybt nok og nå ned til de tildækkede døde. Jeg må grave, med en skovl, med hænderne, ligesom hundene, der altid finder ben, der altid ved hvor de gemte dem, hvor de efterlod dem glemte” (Mariana Enriquez, fra novellen Intet kød, kun knogler).

Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) regnes ifølge forlagets klaptekst blandt de bedste, nyere argentinske forfattere. Og det forstår jeg godt på baggrund af Ting vi mistede i ilden (2015, da. 2017 ved Tine Lykke Prado & Niels Tryde Munch). Romanen er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk, men forhåbentlig bliver det ikke den sidste. >> Læs videre

Jeff VanderMeer: Udslettelse

Af ,
2 kommentarer

Jeff VanderMeers Udslettelse er en slags økologisk sci-fi-/horrorroman med et pseudofilosofisk, wanna-be intellektuelt twist. Ikke entydigt dårlig. Men heller ikke for enhver. For eksempel ikke rigtigt for mig.

Jeg købte romanen i lufthavnen forleden som læsestof til en oversøisk flyvning. Det var den sådan set udmærket egnet til. Den oplevelse af kedsommelig stilstand, der gradvist suppleres af egentligt ubehag, dog fortsat domineret af kedsomhed, som de fleste sikkert kan genkende fra en langdistanceflyvning, er også en ret rammende karakteristik af min oplevelse med at læse Udslettelse. >> Læs videre

Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn

Af ,
2 kommentarer

For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver henseende. Suverænt velskrevet, umiddelbart rørende og skræmmende, kompositorisk overraskende, letlæst, men alligevel litterært udfordrende, filosofisk og psykologisk reflekterende, historisk perspektiverende. Og en fornøjelse at læse fra første til sidste side. Det hidtidige højdepunkt i mit læseår.

Ágota Kristóf (1935-2011) blev født i den ungarnske landsby, Csikvánd, og voksede op i Ungarn. Efter at Sovjetunionen slog den ungarnske opstand i 1956 ned, forlod hun som 21-årig landet med sin mand og lille datter og slog sig ned i Schweiz. Her lærte hun sig fransk, som er det sprog, hun har skrevet sine romaner i. >> Læs videre

Caroline Albertine Minor: Velsignelser

Af ,
Skriv en kommentar

Caroline Albertine Minors anden udgivelse er en samling realistiske noveller om sorg, tab, savn og længsel. Velskrevet, troværdig og stedvist ligefrem fremragende, selv om det ikke var alle noveller, der berørte mig lige meget.

Tre af samlingens i alt syv noveller er forbundet til den samme tragiske begivenhed: Den unge, danske pige Anne-Sophie, kaldet Anso, begår – tilsyneladende uforklarligt – selvmord ved at hænge sig i et oliventræ i haven hos den australske familie, hvor hun arbejder som aupair. >> Læs videre

Ida Holmegaard: Graceland

Af ,
Skriv en kommentar

Et stilfærdigt, troværdigt, lille stykke dansk hverdagsrealisme. Romanen er i det store hele meget velskrevet (på nær enkelte tæerkrummende kiks), men noget blivende indtryk kommer den nok ikke til at efterlade hos mig.

Ida Holmegaards (f. 1990) anden roman, Graceland, fra 2017 er fortalt over en enkelt eftermiddag op til jul af tre forskellige stemmer i en dansk familie: >> Læs videre

Tine Høeg: Nye rejsende

Af ,
Skriv en kommentar

Er Tine Høegs debut Nye rejsende en roman eller lyrik? Svaret er nok begge dele med vægten over mod roman – en kortroman i knækprosastil.

Jeg’et i bogen er en ung nyuddannet kvinde, som lige er startet i sit første job som gymnasielærer. Hun pendler hver dag med toget mellem København og Næstved. I toget møder hun en mand, som hun forelsker sig i og indleder en affære med. Problemet er, at han er gift og har et barn. Deres forhold består stort set kun i sex og udspiller sig på togtoiletter og i buskadser bag stationer på pendlerstrækningen. >> Læs videre

Georg Trakl: Sebastian i drømme

Af ,
Skriv en kommentar

“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre

Joseph Roth: Radetzkymarch

Af ,
Skriv en kommentar

Joseph Roths hovedværk fra 1932 er en slægtsroman om det østrig-ungarnske kejserriges forfald og stadig i høj grad læseværdigt.

Romanen følger tre generationer af mænd fra slægten Trotta. Den ældste i generationen, Josef Trotta, redder i romanens indledning kejser Franz Josefs liv under slaget ved Solferino i 1859 under den fransk-østrigske krig og bliver som tak adlet til friherre Trotta von Sipolje – for fremtidige generationer, inklusive hans søn og sønnesøn, først og fremmest kendt som Helten fra Solferino. Hans historie fylder ikke meget i romanen, men den trækker lange, definerende skygger hen over de næste generationers liv og selvforståelse

Helten fra Solferino træder ud af hæren i protest over, at kejserrigets officielle historieskrivere forvansker historien om slaget til en kejserlig legende, og han tvinger sin søn Franz til en karriere som jurist og senere amtmand. Denne tvinger omvendt sin egen søn Carl Josef ind i militæret – en karriere, han er sørgeligt uegnet til. I det hele taget er den unge Carl Josef ikke særlig livsduelig.

De tre generationer af Trottaer bliver hos Roth til billeder på det historiske forfald af det habsburgske kejserdømme: fra militær glorværdighed over bureaukratisk degeneration til nederlag og udslettelse. >> Læs videre

Tomas Tranströmer: Samlede Tranströmer

Af ,
Skriv en kommentar

Ikke dårligt af et digteværk at være. Faktisk ret godt sine steder. Skrev han lidt overrasket over sig selv.

Læsere af disse noter vil vide, at jeg ikke er den store lyrikfan. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det er sådan. Måske skyldes det en 25-30 år gammel i folkeskole- og gymnasietiden installeret aversion mod pligtanalyser af gamle døde og moderne uforståelige digte. Måske har jeg været så uheldig at støde ind i for mange uudholdeligt selvsmagende jamrekrukker, der forsøger at illudere dybde og smerte og mystisk talent via pinagtige metaforer og andre prætentiøse former.

Måske har jeg bare ikke tålmodigheden til at dvæle længe nok ved en enkelt strofe i et enkelt digt, til at jeg kan fravriste den sit overskud af mening (omvendt bruger jeg gerne lang tid og anstrengelse på at afkode svært tilgængelig romanværker). Eller også er jeg slet og ret mestendels et meget prosaisk menneske.

Anyway: Den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmer (f.1931) og hans samlede værker har i løbet af de seneste forårsdage gjort sit for at nedbryde mine fordomme mod lyrikken. Ihvertfald kan jeg ikke afvise, at nogle af Tranströmers strofer og digte har fået hægtet nogle bådshager fast steder i mig: nogle i hjernen, nogle i hjertet og andre i knoglerne. >> Læs videre

Georges Perec: W eller erindringen om en barndom

Af ,
2 kommentarer

Georges Perec’ W er en af den slags bøger, som man først for alvor kan dømme om, når man når til sidste side. Her mødes enderne og giver mening til hele bogen. Bogen er på én gang en selvbiografisk reflektion over erindringens natur og en kvalmende litterær analyse af nazismens og koncentrationslejrens vilkårlige logik.

Bogen veksler hele vejen mellem to distinkte spor, to distinkte stemmer, som afløser hinanden for hvert korte kapitel. Det ene spor er Perec’ (fiktive?) selvbiografiske forsøg på at sammenstykke en erindring om sin barndom – baseret på flygtige erindringsstumper og biografiske data, han har søgt at opstøve i sit voksenliv.

Det er en pointe, at forsøget forbliver uforløst:

>> Læs videre

Mikhail Bulgakov: Mesteren og Margarita

Af ,
Skriv en kommentar

Om den ville figurere hos mange anmeldere som et litterært mesterværk, hvis den ikke var skrevet på dét tidspunkt i Sovjetunionen, som den er, ved jeg ikke. Men jeg synes, at den var en fornøjelse at læse i al dens fandenivoldske, sprudlende, rablende og respektløse fantasifuldhed.

Jeg tænkte flere gange undervejs, at hvis den havde været en film af Emir Kusturica (jf. hans fabelagtige “Underground” om den jugoslaviske borgerkrig), så ville den sataniske Woland og hans følge have haft et larmende fuldtalligt balkanorkester med trommer og blæsere og hele balladen højtspillende i hælene bogen igennem. Kosteligt!

Titel: Mesteren og Margarita
Forfatter: Mikhail Bulgakov
Udgiver: Rosinante
Opr. udgivelsesår: 1928-1940
Læst: April 2012

K's vurdering: