Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Leoparden

Lad os bare tage det up front: Leoparden er en siciliansk, italiensk og europæisk klassiker. Men romanen er også en noget tung omgang. Faktisk tenderende til det småkedelige. Jeg havde ærlig talt lidt svært ved at komme igennem den, og jeg var glad, da den sluttede.

Som følgere af disse bognoter vil vide, hører jeg ikke til de læsere, der kræver af en bog, at den er pakket med action, ydre handling eller på anden vis er en decideret pageturner.

Det er der så heller ikke risiko for, at nogen kunne finde på at kalde Leoparden. Handlingsmæssigt sker der således ikke det helt store. Og når der endelig sker noget, så er det i form af historiske begivenheder i baggrunden, som basalt set forudsættes læseren bekendt på forhånd.

Leoparden har dog andre kvaliteter, endda store kvaliteter, som dog for mig ikke opvejede den temmelig tunge – endda kluntede – komposition.

Blandt romanens største kvaliteter er dens fine grundtone af kulturforfald, som den velsagtens også mest af alt skylder sin klassikerstatus: Under hele fortællingen spores en stilfærdig og melankolsk tristesse, som vi genkender fra f.eks. Stefan Zweigs Verden af i går eller Thomas Manns Buddenbrooks. Hos Tomasi er det imidlertid ikke borgerskabets forfaldshistorie, der skildres, men derimod den sicilianske adels svanesang.

Romanen tager sin begyndelse i 1860. Hovedpersonen er fyrst Fabrizio af Salina, kaldet Leoparden efter familiens våbenskjold. Han er en i alle henseender stor mand på Sicilien, og har blandt andet sin gang hos den bourbonske kong Ferdinando 2. af Begge Sicilier (som omfattede det nuværende Sicilien og det italienske fastland syd for Vatikanstaten, og som frem til Italiens samling i 1861 var den største suveræne stat i Italien).

Men i 1860 går Garibaldi i land ved Marsala på Sicilien som led i den historiske udvikling, der skulle føre frem til Italiens samling – og i den forbindelse til det gamle aristokratis forfald.

Fortællingen udspiller sig med andre ord i en dramatisk tid. Men dramaet finder kun vej ind i romanen via sporadiske hentydninger til de fjerne begivenheder. Og man må ikke tro, at Leoparden kan være en skønlitterær genvej til at læse op på noget af Italiens historie fra den periode. Det er den ikke. Tværtimod fordrer bogen faktisk af sin læser, at denne har nogenlunde styr på, hvor hegnspælene står på det historiske landkort over Italien i sidste halvdel af det nittende århundrede.

Hvis du ikke har styr på Ferdinando 2. og bourbonerne, Garibaldi og piemonteserne, Vittorio Emanuele 2. og sarderne, så vil jeg anbefale en hurtig tur omkring en historiebog eller i det mindste Wikipedia, inden du går i gang med Leoparden. Mikkel Fønsskovs forord til den danske udgave hjælper lidt, men var ikke helt nok for mig i den henseende.

Romanens fyrst Fabrizio, Leoparden, er hverken dum eller uoplyst, tværtimod er han en videnskabernes mand. Men han er ikke desto mindre for forankret i den gamle orden til fuldt ud at indse betydningen og omfanget af de historiske bevægelser, der foregår omkring ham. Han forstår heller ikke rigtigt, hvorfor hans elskede nevø Tancredi slutter sig til garibaldinerne – men luller sig ind i en opfattelse af, at det må være et udtryk for nevøens fortræffelige ironiske sans.

I stedet fokuserer fyrsten på at studere stjernehimmelen fra sit private observatorium, på at gå på jagt og til selskaber og på at få nevøen og – om muligt – døtrene godt gift. Imens han med stilfærdig, men resigneret foragt iagttager ambitiøse politikertyper fra borgerskabet arbejde sig frem til magt og rigdom.

Fyrsten af Huset Salina tilhører med egne ord “en ulykkelig generation, der står på grænsen mellem den nye og den gamle tid og befinder sig lige dårligt i dem begge.” Og han gør sig ingen politiske illusioner om sit hjemland, Sicilien. Som han her udtrykker sig overfor en af revolutionens politikere, der søger at hverve ham til senatet:

“De talte for lidt siden om et ungt Sicilien, der bevæger sig frem mod den moderne verdens vidundere; jeg synes snarere, det minder om en hundredårig dame, der i sin rullestol bliver slæbt med ind på verdensudstillingen i London uden at begribe noget som helst, og som blæser på det hele, lige fra stålværkerne i Sheffield til spinderierne i Manchester og kun længes efter igen at få lov til at slumre mellem sine tilsavlede puder og med sin natpotte under sengen.”

Giuseppe Tomasis sprog er i sig selv en grund til at læse Leoparden. Ikke mindst den underspillede ironiske tone, som Tomasi forstår at anlægge (fint formidlet til dansk af Thomas Harder), gør i visse stræk romanen til en fornøjelse, når man først har opgivet håbet om en medrivende handling, og i stedet sætter tempoet ned og giver sig tid til at nyde sproget.

I passager er romanen endda decideret morsom. Som for eksempel her, hvor fyrsten har inviteret til den tradtionelle velkomstmiddag, da familien er kommet retur fra et ophold i Palermo til familiegodset i Donnafugata, hvor fyrsten holder på alle former, bortset fra, at han ikke klæder om til middag “for ikke at bringe gæsterne, der naturligvis ikke rådede over selskabstøj, i forlegenhed,” Men så indtræffer katastrofen, da byens nye borgmester, den borgerlige opkomling don Calogero, ankommer:

Alt var roligt og gammelkendt, da Francesco Paolo, den 16-årige søn, skandaløst brasede ind i rummet: “Far, don Calogero er på vej op ad trappen. Han er i kjole og hvidt.” […]
Nyheden gjorde, og det kan man godt sige uden at overdrive, større indtryk på [fyrsten] end meddelelsen om landgangen ved Marsala. Denne havde været en uforudset begivenhed, og oven i købet fjern og uden for synsvidde. Nu så han, modtagelig som han var over for symboler og forudanelser, selve Revolutionen i den hvide butterfly og de to sorte svalehaler, der var på vej op ad trappen.

Fyrstens græmmelse er stor, men hans kvaler mildnes dog noget ved synet af don Calogero:

Selv om don Calogeros kjolesæt var fuldt ud tilstrækkeligt som politisk demonstration, kunne man med god ret hævde, at det ud fra en skræddermæssig betragtning var en katastrofe. Klædet var fornemt, og modellen var tidssvarende, men snittet var simpelthen uhyrligt. […] Spidserne af de to skøder hævede sig mod himmelen i en tavs anråbelse, den mægtige krave var uformelig, og borgmesterens fødder var – så smerteligt det end er, må det siges – iført knapstøvler.

Leoparden er fyldt med elegante eksempler som ovenstående på, hvordan Tomasi i enkeltstående scener og få sætninger formår at forene en i sig selv morsomt ironiserende udstilling af både aristokratiets dekadence og det nye borgerskabs lige så latterlige snobben-opad med en symbolsk kommentar til den historiske udvikling og til fyrstens resignerende mangel på politisk interesse.

Det var sådanne sproglige højdepunkter, der for mig gjorde romanen værd at læse – i nogle stræk. Man kan imidlertid også finde eksempler på mindre heldige sprogblomster. For eksempel skurrer det i mine ører, når Tomasi ganske få steder træder umotiveret frem som fortæller ved anakronistisk at anvende metaforer fra det tyvende århundrede til beskrivelsen af fyrstens tilstand midt i det nittende (i en bog, der ellers i høj grad er fortalt fra de samtidige personers perspektiv).

Når romanens kvaliteter er fortalt, så bliver jeg imidlertid også nødt til at bekende, at kedede mig igennem det meste af den. Jeg fandt den tung og noget ujævn i kompositionen. Skal jeg være helt ærlig, så var det kun dens status af klassiker, der fik igennem hele bogen.

K's vurdering: