K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Dino Buzzati: The Tartar Steppe

Dino Buzzati: The Tartar Steppe

Af Kasper Håkansson, 25. februar 2020
Skriv en kommentar

Et sublimt manifest over stilstanden i et spildt liv. Der sker ikke meget i Dino Buzzatis klassiker, og alligevel er den medrivende fra start til slut og en renlivet fornøjelse at læse.

Italienske Dino Buzzati skrev sit hovedværk, Il deserto dei Tartari, i 1938, på et tidspunkt i Italiens historie, hvor verdenskrigen som bekendt lurede i horisonten, og hele Europa holdt vejret. Det er fristende at læse romanen som en slags allegori over denne samtidshistoriske tilstand, og det kan man måske også. Men romanen har en universel gyldighed, der rækker langt ud over den tid, hvori den blev skrevet.

The Tartar Steppe (opr. udg. 1940, eng. 1952, da. 1979) foregår i et unavngivet land i en uspecificeret tid. Vi følger den unge løjtnant Giovanni Drogo, som er blevet udstationeret til tjeneste på Fort Bastiani, en klippefæstning bygget til at værne riget mod nord, hvor tartarernes ørken breder sig, så langt øjet rækker.

Romanens første sætning:

One September morning, Giovanni Drogo, being newly commissioned, set out from the city for Fort Bastiani; it was his first posting.

Det er Drogos første post, og det bliver også hans sidste. Det ved han ikke endnu, men som læsere aner vi det tidligt i romanen.

Drogo er ung og ambitiøs og fuld af forhåbninger om at gøre karriere og udøve store bedrifter i tjenesten. Allerede fra dag ét efter ankomsten til fortet indser den unge Drogo imidlertid, at han må væk. At denne udstationering er en blindgyde for hans karriere, for hans liv.

Fortet er bemandet af desillusionerede soldater, som lever i forhåbningen om, at deres tjeneste en dag skal vise sig meningsfuld, at der skal vise sig en fjende i den horisont, de ufravigeligt holder opsyn med. Men efter årevis med fred og ingen aktivitet er håbet om fjendens ankomst efterhånden så svagt, at de færreste overhovedet tør udtale det højt. Fortet er en klippe af stilstand, nærmest groet sammen med de bjerge under den høje himmel i det ensomme nord, hvor det er placeret.

Drogo lader sig dog i første omgang overtale af kommandanten til at blive ihvertfald fire måneder, som snart bliver til to år. Han bevarer ikke desto mindre til stadighed forestillingen om at komme tilbage til byen og gøre karriere, og han trøster sig med, at han stadig er ung og har livet for sig.

På et tidspunkt i romanen vender han da også tilbage til byen og sit barndomshjem. Men skæbnen trækker ham tilbage til fortet, og måske er der også noget i ham selv, der trækker.

Yet some unknown force was working against his return to the city – a force which perhaps without his knowing it had its origins in his own heart.

Udstationeringen på fortet er åbenlyst håbløs, meningsløs, ja, rent ud idiotisk, det rene spild af liv. Alle ved det, og som læsere forstår vi det uden problemer.

Men samtidig er der noget, der drager ved det på én eller anden måde “rene” liv på fortet midt ude i bjergenes stilhed, hvor intet bryder de endeløse, daglige rutiner i form af excersitser og vagtskifter på fortets udposter, der med militærets hovedløse disciplin opretholdes dag efter dag, inklusive de strenge forskrifter for daglig udskiftning af kodeord på trods af, at ingen andre end de kendte soldater kommer og går på fortet.

Soldaterne er soldater, og som sådan er deres formål krig, og ihvertfald officererne, som er dem, vi følger, lever i en forhåbning om, at krigen kommer i form af en invaderende styrke fra nord – og med den et formål med deres livslange udstationering og en mulighed for at udmærke sig eller i sidste ende falde ærefuldt i kamp.

År efter år sker der dog intet – og det gør der for så vidt heller ikke i romanen. Før måske, måske ikke, til allersidst. Slutningen skal jeg lade ufortalt, men romanen har sin egen iboende logik, som drager den derhen, hvor den næsten med nødvendighed må ende.

Dino Buzzati (1906-1972). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Det er en del af mesterskabet ved Dino Buzzatis roman, at vi som læsere på én gang straks indser menings- og udsigtsløsheden ved udstationeringen på fortet, og samtidig kan følge Giovanni Drogo og de andre soldater i deres mere eller mindre uerkendte fascination ved stedet og det stillestående liv. Og ligesom Drogo længes vi uvilkårligt som læsere efter, at der i den fjerne horisont skal vise sig en fjende.

Som man måske kan fornemme, så er det ikke en roman med en dramatisk ydre handling. Faktisk sker der lige så lidt i romanen som på fortet. Alligevel er den på intet tidspunkt kedelig at læse, tværtimod fastholdt den min opmærksomhed fra start til slut.

Som Tim Parks skriver i sit forord til den udgave, jeg har læst (læs forordet til sidst, ikke først), så er der i Buzzatis fremstiling noget nærmest sublimt over stilstanden på fortet i bjergene, over den måde hvorpå soldaterne venter et helt liv på en fjende, der aldrig viser sig.

Jeg fik associationer til Thomas Manns Trolddomsbjerget, hvor hovedpersonen Hans Castorp besøger et øde sanatorium i bjergene for, hvad han tror skal være et kort ophold, men ender med at bliver der i syv hele år, fordi stedet drager og fastholder ham – og læseren. Noget tilsvarende gør sig gældende i The Tartar Steppe, selv om det i andre henseender er en ganske anden bog, herunder væsentligt lettere at gå til.

Il deserto dei Tartari er faktisk også oversat til dansk som Tatarernes ørken (1979) oversat af Aase Lagoni Danstrup. Den er forlængst gået ud af tryk, men kan fås på biblioteket. Jeg læste den på engelsk i Stuart C. Hoods oversættelse – alene af den grund, at jeg faldt over den tilfældigt i en boghandel i Rom i sidste weekend – min favoritmåde at opdage nye bøger på.

Titel: The Tartar Steppe
Forfatter: Dino Buzzati
Udgiver: Canongate Books
Udgivelsesdato: 06.09.2018
Sider: 281
Originalsprog: Italiensk
Oversætter: Stuart C. Hood
Originaltitel: Il deserto dei Tartari
Opr. udgivelsesår: 1940
Læst: Februar 2020

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Klassikere, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Europa, Italien

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Dino Buzzati: Bjørnene fra Sicilien. Den berømte historie om bjørnenes erobring af Sicilien
Leonardo Sciascia: Ridderen og døden
Fernando Pessoa: Den anarkistiske bankier

Thomas Mann: Buddenbrooks
Sándor Márai: Embers
Nikolaj Gogol: Petersborg-fortællinger

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 554 følgere
  • 54 venner
  • 521 følgere
  • 247 fans

Mest læste seneste uge

  • Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann: Amduat. En iltmaskine “At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg…
  • Markus Werner: On the EdgeMarkus Werner: On the Edge On the Edge af schweiziske Markus Werner (1944-2016) kan karakteriseres som et lille kammerspil i…
  • Martin Walser: Mit hinsidigeMartin Walser: Mit hinsidige “At tro betyder at gøre verden så smuk, som den ikke er. Det er smukt…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Caspar Eric: NikeCaspar Eric: Nike "vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder…
  • H. N. Jacobsens boghandel, Tórshavn, FærøerneH. N. Jacobsens boghandel, Tórshavn, Færøerne H.N. Jacobsens boghandel er med sine 155 år på bagen ikke bare den ældste boghandel…
  • Thomas Mann: BuddenbrooksThomas Mann: Buddenbrooks Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den. Buddenbrooks.…
  • Charles Dickens: Store forventningerCharles Dickens: Store forventninger Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning…
  • Fredrik Backman: En mand der hedder OveFredrik Backman: En mand der hedder Ove Hyggelig, svensk feel-good-roman. For lang, for forudsigelig og lidt for pladderharmonisk mod slutningen. Men den…
  • Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i ParadisRakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante…

Seneste kommentarer

  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “KORREKTION Fejlagtigt oplyste jeg at min udgave af “Buddenbrooks” af 1931 var oversat af L. Lange Det korrekte navn er…” maj 6, 18:54
  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “😊👍” maj 4, 22:01
  • Kasper Håkansson on Thomas Mann: Buddenbrooks: “Doktor Faustus’ position på at-læse-listen hermed konsolideret.” maj 4, 21:52
  • Peter Sørensen on Thomas Mann: Buddenbrooks: “Det glæder mig enormt at du i “Trolddomsbjerget”, som jeg, har kunnet få en blivende oplevelse; jo, tung og til…” maj 4, 21:41
  • Kasper Håkansson on Gunnhild Øyehaug: Onde blomster: “Mange tak. Lad gerne høre, hvis du får læst mere af hende, du kan anbefale.” maj 4, 21:24

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.017)
    • Biografier og erindringer (20)
    • Sagprosa (102)
      • Antropologi (4)
      • Essays (10)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (22)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (20)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (25)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (940)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (96)
      • Klassikere (163)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (56)
      • Nyere udgivelser (248)
      • Romaner og noveller (818)
  • Boghandeler (30)
  • Øvrige indlæg (30)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 554 følgere
  • 54 venner
  • 521 følgere
  • 247 fans

Copyright © 2022 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Cancel
Post was not sent - check your email addresses!
Email check failed, please try again
Sorry, your blog cannot share posts by email.