Et sublimt manifest over stilstanden i et spildt liv. Der sker ikke meget i Dino Buzzatis klassiker, og alligevel er den medrivende fra start til slut og en renlivet fornøjelse at læse.

Italienske Dino Buzzati skrev sit hovedværk, Il deserto dei Tartari, i 1938, på et tidspunkt i Italiens historie, hvor verdenskrigen som bekendt lurede i horisonten, og hele Europa holdt vejret. Det er fristende at læse romanen som en slags allegori over denne samtidshistoriske tilstand, og det kan man måske også. Men romanen har en universel gyldighed, der rækker langt ud over den tid, hvori den blev skrevet.

The Tartar Steppe (opr. udg. 1940, eng. 1952, da. 1979) foregår i et unavngivet land i en uspecificeret tid. Vi følger den unge løjtnant Giovanni Drogo, som er blevet udstationeret til tjeneste på Fort Bastiani, en klippefæstning bygget til at værne riget mod nord, hvor tartarernes ørken breder sig, så langt øjet rækker.

Romanens første sætning:

One September morning, Giovanni Drogo, being newly commissioned, set out from the city for Fort Bastiani; it was his first posting.

Det er Drogos første post, og det bliver også hans sidste. Det ved han ikke endnu, men som læsere aner vi det tidligt i romanen.

Drogo er ung og ambitiøs og fuld af forhåbninger om at gøre karriere og udøve store bedrifter i tjenesten. Allerede fra dag ét efter ankomsten til fortet indser den unge Drogo imidlertid, at han må væk. At denne udstationering er en blindgyde for hans karriere, for hans liv.

Fortet er bemandet af desillusionerede soldater, som lever i forhåbningen om, at deres tjeneste en dag skal vise sig meningsfuld, at der skal vise sig en fjende i den horisont, de ufravigeligt holder opsyn med. Men efter årevis med fred og ingen aktivitet er håbet om fjendens ankomst efterhånden så svagt, at de færreste overhovedet tør udtale det højt. Fortet er en klippe af stilstand, nærmest groet sammen med de bjerge under den høje himmel i det ensomme nord, hvor det er placeret.

Drogo lader sig dog i første omgang overtale af kommandanten til at blive ihvertfald fire måneder, som snart bliver til to år. Han bevarer ikke desto mindre til stadighed forestillingen om at komme tilbage til byen og gøre karriere, og han trøster sig med, at han stadig er ung og har livet for sig.

På et tidspunkt i romanen vender han da også tilbage til byen og sit barndomshjem. Men skæbnen trækker ham tilbage til fortet, og måske er der også noget i ham selv, der trækker.

Yet some unknown force was working against his return to the city – a force which perhaps without his knowing it had its origins in his own heart.

Udstationeringen på fortet er åbenlyst håbløs, meningsløs, ja, rent ud idiotisk, det rene spild af liv. Alle ved det, og som læsere forstår vi det uden problemer.

Men samtidig er der noget, der drager ved det på én eller anden måde “rene” liv på fortet midt ude i bjergenes stilhed, hvor intet bryder de endeløse, daglige rutiner i form af excersitser og vagtskifter på fortets udposter, der med militærets hovedløse disciplin opretholdes dag efter dag, inklusive de strenge forskrifter for daglig udskiftning af kodeord på trods af, at ingen andre end de kendte soldater kommer og går på fortet.

Soldaterne er soldater, og som sådan er deres formål krig, og ihvertfald officererne, som er dem, vi følger, lever i en forhåbning om, at krigen kommer i form af en invaderende styrke fra nord – og med den et formål med deres livslange udstationering og en mulighed for at udmærke sig eller i sidste ende falde ærefuldt i kamp.

År efter år sker der dog intet – og det gør der for så vidt heller ikke i romanen. Før måske, måske ikke, til allersidst. Slutningen skal jeg lade ufortalt, men romanen har sin egen iboende logik, som drager den derhen, hvor den næsten med nødvendighed må ende.

Dino Buzzati (1906-1972). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Det er en del af mesterskabet ved Dino Buzzatis roman, at vi som læsere på én gang straks indser menings- og udsigtsløsheden ved udstationeringen på fortet, og samtidig kan følge Giovanni Drogo og de andre soldater i deres mere eller mindre uerkendte fascination ved stedet og det stillestående liv. Og ligesom Drogo længes vi uvilkårligt som læsere efter, at der i den fjerne horisont skal vise sig en fjende.

Som man måske kan fornemme, så er det ikke en roman med en dramatisk ydre handling. Faktisk sker der lige så lidt i romanen som på fortet. Alligevel er den på intet tidspunkt kedelig at læse, tværtimod fastholdt den min opmærksomhed fra start til slut.

Som Tim Parks skriver i sit forord til den udgave, jeg har læst (læs forordet til sidst, ikke først), så er der i Buzzatis fremstiling noget nærmest sublimt over stilstanden på fortet i bjergene, over den måde hvorpå soldaterne venter et helt liv på en fjende, der aldrig viser sig.

Jeg fik associationer til Thomas Manns Trolddomsbjerget, hvor hovedpersonen Hans Castorp besøger et øde sanatorium i bjergene for, hvad han tror skal være et kort ophold, men ender med at bliver der i syv hele år, fordi stedet drager og fastholder ham – og læseren. Noget tilsvarende gør sig gældende i The Tartar Steppe, selv om det i andre henseender er en ganske anden bog, herunder væsentligt lettere at gå til.

Il deserto dei Tartari er faktisk også oversat til dansk som Tatarernes ørken (1979) oversat af Aase Lagoni Danstrup. Den er forlængst gået ud af tryk, men kan fås på biblioteket. Jeg læste den på engelsk i Stuart C. Hoods oversættelse – alene af den grund, at jeg faldt over den tilfældigt i en boghandel i Rom i sidste weekend – min favoritmåde at opdage nye bøger på.

K's vurdering: