Normalt læser jeg ikke mange børnebøger, slet ikke billedbøger, men da forlaget Jensen & Dalgaard tilbød mig at læse med på den danske udgivelse af Dino Buzzatis Bjørnene fra Sicilien (opr. 1945), blev jeg alligevel nysgerrig – al den stund, at jeg var meget begejstret for Buzzatis voksenroman Tartarernes ørken.

Bjørnene fra Sicilien præsenterer sig som en mytologisk fortælling fra “tidernes morgen dengang, / da dyr de var gode som dagen er lang, / men mennesker til gengæld feje og snu, / og Sicilien slet ikke var som nu.”

Højt oppe i Siciliens majestætiske bjerge (som ikke findes mere, understreger fortælleren) bor bjørnene regeret af den gode og kloge kong Leander. Drevet af kulde og sult søger de imidlertid ned mod dalen og menneskenes hovedstad. Kongen er også hemmeligt drevet af et ønske om at genfinde sin bjørnesøn, der er blevet bortført af jægere.

Og så bliver der ellers krig mellem bjørnene og menneskene, som bjørnene mod alle odds vinder, og de installerer sig i byen og på slottet. Og snart er bjørnene ikke længere “gode som dagen er lang,” de tilegner sig nemlig ikke bare menneskenes huse, men også deres vaner. Bjørnene begynder at pynte sig med tøj, de svirer i vin og hasardspil, og bliver i det hele taget hurtigt lide så lumpne, ærgerrige, havesyge og løgnagtige som menneskene. Og splid og interne magtkampe finder grobund i det tidligere så harmoniske bjørnesamfund.

Bjørnene fra Sicilien kan på den måde læses som et lille stykke civilisationskritik forklædt som en slags fabel.

Teksten veksler mellem prosa og rimede digte. Det har sin charme, og begge dele fungerer, men jeg ville nok have foretrukket enten det ene eller det andet.

Illustration fra bogen.

Det, der bærer bogen, er imidlertid de mange helsides illustrationer, malet af forfatteren selv. Og de er rent ud vidunderlige. Malet med en streg, der kan minde lidt om vores egen klassiker, Arne Ungermann (i en lidt mere enkel udgave), og fyldt med detaljer, jeg som barn ville have elsket at gå på opdagelse i. Og lad mig bare indrømme det: Også som voksen.

Illustrationerne er en lige så vigtig del af fortællingen som teksten, for her får man masser af detaljer med, der ikke fremgår af teksten. Med god ret kan man således betegne bogen som en billedbog, selv om der trods alt – lige akkurat – er mere tekst end billeder.

Forlaget betegner Bjørnene fra Sicilien som en “al-aldres” bog, og der er da heller ingen tvivl om, at Buzzati henvender sig til både børn og voksne. Bogen er ofte blevet sammenlignet med Antoine de Saint-Exupérys franske klassiker Den lille prins, der udkom nogenlunde samtidigt – og som jo i den grad kvalificerer sig som en fortælling for både børn og voksne.

Efter min beskedne mening er Bjørnene fra Sicilien dog et stykke fra den tidløse, filosofisk-poetiske magi og stilfærdige eftertanke, som kendetegner Den lille prins. Når man skriver til både børn og voksne, er der således den risiko, at man ikke rammer nogen af dem, og for nu at være helt ærlig, så var det den oplevelse, jeg havde med bjørnebogen.

For børnene er der masser af ramasjang og eventyr. Udover bjørne og onde mennesker, optræder både spøgelser, et monster af en mammutkat, en ork, en grum søslange, en hær af krigsvildsvin, der ved magi bliver til stor balloner, og mere endnu. Historien står ikke stille, men er fortalt i korte scener, egnet til oplæsning en enkelt ad gangen. Men de korte kapitler er også ret indholdsmættede, og kræver nok en del voksneforklaring undervejs.

De helt små vil sikkert glæde sig mest over de detaljerede illustrationer – men nogle af dem er faktisk også ret drabelige på trods af den naive streg, for eksempel fosser der på billederne ikke så lidt blod ud af både bjørne og mennesker, der bliver dræbt af rifler og kanoner eller kastet ud fra borgmure. Men måske er det bare mig, der er blevet sart på mine midaldrende dage, og har mistet grebet om, hvad børn i oplæsningsalderen har brug for …

Bogens civilisationskritiske budskab henvender sig tydeligvis til de voksne. Som voksen læser forekom historien mig dog overlæsset med alt for mange, for korte enkeltscener – bagsiden af det, der måske (eller måske ikke) taler til børnene. Jeg havde gerne set, at Buzatti havde skrevet nogle af de mange forskellige monstre ud af bogen og i stedet havde brugt lidt mere tid på at give liv til personerne/bjørnene. Til glæde – bilder jeg mig ind – for både børn og voksne.

Jeg må alt i alt samlet set tilstå, at jeg ikke helt kan tilslutte mig den begejstring, som jeg ud af øjenkrogen kan se, at andre danske anmeldere har modtaget bogen med. Det kan jo godt indgive amatøranmelderen en ubehagelig tvivl om, at der er noget, han ikke har forstået (måske har han glemt, hvordan det var at være barn og få læst op af en billedbog? Det har han givetvis delvist, men han bilder sig nu ind trods alt ikke helt at have glemt det).

De smukke illustrationer er imidlertid så charmerende, at de i sig selv gør bogen værd at eje, og samlet set ender jeg derfor på tre stjerner.

Bogen er venligt tilsendt af forlagt som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: