Georgi Gospodinov: Gartneren og Døden

“Min far var havemand. Nu er han en have.” Således lyder den første sætning i denne på mange måder fine, selvbiografiske roman om døden, om sorg og savn, om at tage afsked, om at mindes og om forholdet mellem en far og en søn.

Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) kender vi efterhånden ganske godt her på bloggen – takket være hans faste danske oversætter, Helle Dalgaard, og forlaget Jensen & Dalgaard, der med Gartneren og Døden nu udgiver den femte Gospodinov-bog på dansk. Læs mine anmeldelser af de øvrige her.

Gartneren og Døden (opr. 2024, da. 2025) er en beretning om tiden op til fortællerens stadigt svagere, kræftsyge fars død, om hvordan fortælleren plejer sin sin døende far i hjemmet, om selve dødsøjeblikket, om sorgen, savnet og erindringen efterfølgende.

Bogens hovedperson, fortællerens/forfatterens far, dør således cirka midtvejs i bogen. Det afslører Gospodinov på første side, så jeg gør mig ikke skyldig i en større spoiler her.

Gartneren i bogens titel er fortællerens far. Han brugte i stigende i grad sine sidste år i sin have, hvor han dyrkede både blomster, bær, frugter og grøntsager. Og i fortællerens fremstilling bliver haven i høj grad til farens arv og eftermæle og også en kilde til metaforiske refleksioner over døden.

Jeg tror, at ideen om genopstandelse er en botanisk idé. Det er her, den specifikke del af allegorien er kommet fra, det er det, der satte det hele i gang. Udødelighed er ligeledes en botanisk kategori. Alle de vækster, vi anser for at være et tidligere udviklingstrin, kender faktisk til ét mirakel mere, end vi gør, de har én superkraft mere end os. De ved, hvordan de skal dø, så de kommer tilbage til livet igen.

På baggrund af bogens omtale, titel og omslag havde jeg nok forventet og håbet på, at gartneren havde fyldt mere i bogen, end tilfældet er. Ikke forstået derhen, at jeg havde ønsket mig mere havefilosofi (det er der nok af, og det er fint, men ikke mere, endelig ikke!). Til gengæld lidt mere jord og rødder og vækster og mudder og råddenskab og beskidte negle og den slags.

Men nu skal man jo ikke bedømme en bog på læserens forventninger. Ovenstående dermed primært bemærket til forventningsafstemning for kommende læsere. For der er jo – naturligvis – ikke tale om en havebog.

Bogen fremstår derimod især som en bog om at give slip og samtidig fastholde i erindring. Om at være til stede, når ens nærmeste er på vej mod det sidste åndedrag, i dette tilfælde under store smerter. Og om at bearbejde tabet og tomheden efterfølgende – for eksempel ved at genfortælle nogle af den afdødes mange historier.

Det er vigtigt at holde dem i hånden, mens de dør, siger jeg til en ven, som også har mistet sin far.
Og det er også vigtigt, at vi slipper dem bagefter, svarer han efter en kort tavshed.

Som følgere af disse noter vil vide, så regner jeg mig selv som en ret stor fan af Gospodinov (også selv om der altid er ét eller andet ved hans bøger, der er mig for meget eller for lidt eller for irriterende). Gospodinov kan virkelig skrive, han har en sans for både simple og komplicerede metaforer, og man flyver igennem hans bøger båret af det på én gang lette og litterært vægtige sprog (på dansk via Helle Dalgaards flotte oversættelser).

Gospodinov har også en forkærlighed for at bringe filosofihistorien og antikkens mytologi i spil som billeder og tanker, vi kan bruge til at spejle vores nutidige hverdagserfaringer i. Dette sidste er en af hans styrker som forfatter, men samtidig har han det efter min smag med at overgøre det en smule og nogle gange i en lige lovlig “lommefilosofisk” form. Hans værker har imidlertid så meget andet at byde på, at jeg gladeligt bærer over med det.

Gartneren og Døden er ikke nogen undtagelse fra alt det ovenstående, ligesom bogen også rummer adskillige både eksplicitte og implicitte referencer til hans tidligere værker. De filosofiske og mytologiske referencer er dog mere afdæmpede her, end vi ellers er vant til. Måske hænger det sammen med denne bogs særligt personlige karakter, og det er i den sammenhæng egentlig ganske klædeligt.

Der er passager, som nok snarere hører til i kategorien for lommefilosofiske banaliteter end blandt egentligt interessante indsigter. Men på den anden side er døden jo banal. Og hvem er nogen af os i øvrigt, at vi skulle kunne stille os til dommere over, hvilke ord og billeder, der giver mening for en anden i bearbejdningen af en personlig sorg?

Gospodinov ynder som forfatter at lege eksplicit med forholdet mellem ham selv som forfatter og værket som fiktion. Gartneren og Døden fremstår i den forbindelse som et meget personligt værk, og bogen er i sammenligning med de øvrige meget ligetil at læse, det vil sige uden postmodernistisk slør.

Hvorvidt den portrætterede far og hans historie i bogen rent faktisk afspejler Gospodinovs egen far, ved jeg ikke. Det er også helt ligegyldigt. De sandheder om død, sorg og savn, som bogen rummer, bliver hverken mere eller mindre sande af, om de udspringer af forfatterens biografiske erfaringer eller ej.

Bogen portrætterer en mand, der hele sit liv var god til at fortælle historier. Det ville da være i særlig grad skammeligt at fortælle en dårlig historie om en sådan mand. Så hvis Gospodinov har lagt lidt på og trukket lidt fra her og der, så er det sikkert fint. Smerten, sorgen og savnet, som Gospodinov beskriver i romanen, står lige stærkt og sandt uanset.

Syge og døende blomster … Der er en særlig bedrøvelse og skønhed i afblomstringen, men ikke den fortvivlelse, som kommer med menneskers og dyrs aldring. Det er sikkert derfor, at jeg fortsætter med at fotografere de døende roser, irisser, tulipaner, de bladløse pæoner, de blegnede kallaer og violer … Botanikken ved, hvordan man dør smukt uden at dø. Botanikken ved stadig lidt mere om døden.

Jeg kan ikke pege på noget konkret i denne bog, der ikke er vældig fint. Gospodinov skriver som altid godt. Han skriver troværdigt og medlevende om både angst, smerte, sorg og savn i forbindelse med farens død. Det hele er meget sympatisk. Og rent sprogligt skriver Gospodinov her lige så godt som altid, hvilket i sig selv gør bogen værd at læse.

Og så alligevel: Hvis jeg frigør mig for min forudindtagede begejstring for Gospodinov som forfatter og også fra de forhåndspoint, som selve temaet altid giver (personlig sorg, gerne fremstillet som noget, der er svært at fremstille), så fandt jeg måske egentlig ikke bogen så voldsomt interessant.

Jeg skriver dette med forsigtighed, for jeg er ikke i tvivl om, at det er en bog, der er skrevet ud af en personlig erfaring med tab og sorg, hvilket i sig selv afkræver en anerkendelse. Og bogen vil givetvis finde mange begejstrede læsere af den grund (hvilket den allerede har, kan jeg se af de internationale receptioner).

Men jeg er nødt til at bekende, at jeg selv faktisk ikke for alvor blev ramt. Nu her nogle dage efter, at jeg færdiglæste bogen, kan jeg faktisk ikke rigtig mærke den længere.

De bedste dele af bogen syntes jeg var farens små anekdotiske historier, som Gospodinov gengiver, som vidnesbyrd om et levende menneske og de aftryk, han har efterladt. Den gennemgående have- og plantemetaforik fandt jeg – uagtet, at jeg er et passioneret havemenneske – imidlertid lidt for banal og lommefilosofisk af en karakter, der mest egner sig til glittede populærmagasiner.

Måske har det meget personlige tema stillet sig i vejen for at ramme den litterære åre, der skal til for at løfte den partikulære erfaring op til noget mere universelt, hvilket Gospodinov jo ellers i sine tidligere værker har demonstreret, at han evner?

Dette skrevet af en læser, der selv har mistet sin far for ikke så mange år siden, hvilket dette ikke skal handle om. Blot for at understøtte pointen derved, at jeg også selv har konkrete erfaringer med tab og sorg, der kunne ligne Gospodinovs, og som man kunne have forventet ville resonere med Gospodinovs formidling. Det gjorde de bare ikke. Omvendt kan jeg selvfølgelig teoretisk set ikke afvise, at det netop var min personlige erfaring, der stillede sig i vejen for en tilstrækkelig åben reception af Gospodinovs bog? Det afviser jeg ikke principielt, for det kan man jo ikke, men jeg tror det nu ikke.

Anyway, således lagt åbent frem: Jeg var ikke selv for alvor ramt af Gartneren og Døden, som jeg som litteratur opfattede som lidt for meget til den banale og lommefilosofiske side. Men det er på den anden side en meget personlig bog, og læseoplevelsen vil givetvis være præget af den enkelte, konkrete læsers egen bagage.

I må med andre ord simpelthen selv læse den. Min vurdering i form af antal stjerner er således (som altid i øvrigt) alene et udtryk for min personlige læseoplevelse – andre kan have en anden, og dette gælder måske i særlig grad i denne bogs tilfælde. Der er tre store stjerner for en uhyre velskrevet bog med stedvis raffinerede billeder og reflektioner over livets endelighed. Men ikke mere.

Og når det så er sagt: Gospodinov har stadig en høj stjerne hos mig, og heldigvis også hos andre. Han har blandt flere andre priser tidligere modtaget The Booker International (i 2023 for Tidsskjul), og det ville efter min mening ikke være ganske ufortjent, hvis Nobelpris-komiteen på baggrund af hans samlede oeuvre (og altså ikke så meget denne seneste udgivelse) også kiggede i hans retning på et tidspunkt. Samtidig er jeg enig i, at ungarnske Lázló Krasznahorkai stod længere fremme i køen og var et godt valg her forleden til Nobelprisen i litteratur 2025 – mere om Krasznahorkai i et kommende indlæg, idet jeg således foranlediget har fundet Satantango frem fra reolen).

K's vurdering: