“I dag er det et år siden Emma og jeg blev skilt. Hun har stadig nogle af mine drømme og andre bagateller, som jeg ikke har fået hentet.”

Bulgarske Georgi Gospodinovs (f. 1968) gennembrudsroman fra 1997, En naturlig roman, har med god grund fejret store triumfer i både hans hjemland og internationalt, hvor den er udkommet på ihvertfald 23 sprog. Det er en fremragende roman, flot fordansket af Helle Dalgaard.

Den er blevet benævnt en “skilsmisseroman,” og det er den også, men betegnelsen indfanger på ingen måde romanens karakter, for den er en mildest talt usædvanlig en af slagsen – og den er også så meget mere.

En naturlig roman har nogle af de samme kendetegn som Gospodinovs senere roman, Melankoliens fysik, som jeg læste for tre år siden med begejstring. Begge kan kaldes postmodernistiske værker, for så vidt Gospodinov i begge romaner bevidst og med ikke ringe succes arbejder på at sprænge genren, og løbende reflekterer over skriveprocessen og forholdet mellem forfatter og værk.

En naturlig roman fremstår i min vurdering dog som et mere afrundet og komplet romanværk – hvis det ellers giver mening at skrive “afrundet” om en roman, der på overfladen er så opbrudt og nærmest sprængt indefra, som tilfældet er her.

Men romanen hænger ikke desto mindre godt sammen. Og der er ingen grund til at lade sig afskrække af betegnelsen “postmodernistisk,” for den er faktisk ikke svær at læse. Man skal bare være forberedt på noget utraditionelt.

Romanen kan som læses som en bearbejdning af fortællerens skilsmisse. En traumatisk begivenhed, han ikke kan fortælle om kronologisk eller fra kun én vinkel. I stedet går Gospodinov til sagen fra utallige vinkler i omtrent 50 korte kapitler, som er vidt forskellige i temaer og fortælleteknik.

Både romanfortælleren selv og hans forlægger (som begge hedder Georgi Gospodinov) og fortællerens fiktive (altså fiktive inden for fiktionen) karakterer kommer til orde.

Nogle kapitler er filosofiske digressioner af forskellig beskaffenhed. Andre er konkrete scener fra ægteskabet og skilsmissen, og de er ligetil at læse og ganske rørende, jf. for eksempel det indledende citat i denne anmeldelse. Det gælder også enkelte digressioner tilbage til fortællerens barndom, som for eksempel byder på smukke observationer som denne:

Vi har aldrig senere afprøvet livet så tæt på som i barndommen, hvor alt det, vi fik fortalt, blev afprøvet uden væmmelse.

Udover skilsmissen er lokummer et tilbagevendende tema, og vi får antrit til en WC’ets kulturhistorie. Et langt kapitel er en underspillet humoristisk samtale mellem venner om WC’er, jeg læste som en pastiche over åbningsscenen i Quentin Tarantinos film Håndlangerne, der i øvrigt også refereres til.

Et andet tema, der optager Gospodinov, er fluer:

Hvorfra denne pludselige interesse for fluer? Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det er for romanens skyld, den roman jeg vil skrive. En facetroman, der ligner fluens øje. Og som dette en roman der er fuld af detaljer, af de småbitte ting, som et simpelt øje ikke agter på. En roman, der er ligeså dagligdags som fluerne, siger jeg til mig selv. Disse insekter, som flyver rundt om vores hoveder, som sidder og slumrer i loftet og går tur på vores bord, de holder på samme tid til i rådnede lig og gårdlokummets skidehul, hvor de lægger deres æg. Kun de er i stand til at sammenkoble det æteriske med gårdlokummets underjordiske rige.

Og så er romanen præget af en optagethed af sproget, hvad det gør ved os, og hvad vi gør ved det. Et af de længste kapitler er en tekst om en gammel mand, der gennem sit gartnerarbejde søger at opretholde balancen i verden. For en katastrofe er på vej, men han kan ikke advare nogen direkte, for han frygter, at selve benævnelsen af katastrofen vil fremme den. Men det har noget med ordene at gøre:

Ubalancerne, som sniger sig ind på os, viser sig i alting, men jeg finder, at den frygteligste ubalance er mellem navnene på tingene og tingene selv. Tingene begynder at smyge sig ud af navnene, som bønner der kommer ud af den udtørrede bønnebælg. Indtil nu har navnene holdt godt fast på tingene, og de har udgjort et udeleligt hele, på samme måde som brint- og iltatomerne danner et vandmolekyle. Og da det lykkedes for mennesket at adskille brintatomerne fra iltatomerne, blev der udviklet en ufattelig energi. Forestil Dem en million gange denne energi, og De vil fornemme det, som vil vederfares os, når navnene definitivt er adskilt fra tingene […] Indtil videre vil jeg ikke give det noget navn. For navnene, vi finder på, skaber selv det benævnte.
   Man skal udelukkende tale i allegorier.

Diskussionen om forholdet mellem tingene og navnene er oldgammel, og det ovennævnte kapitel og andre dele af romanen trækker tråde tilbage til antikken og til middelalderens filosofiske nomenklaturstrid, her i moderne – eller postmoderne, om man vil – klædedragt.

Det kan læses som en generel reflektion over forholdet mellem sprog og verden, måske også mere specifikt som en reflektion over det ideologiske sprogs sammenbrud i det postkommunistiske Europa (som ellers ikke er noget eksplicit tema i romanen). Eller mere konkret og nærværende som et aspekt af det sammenbrud, skilsmissen udgør for fortællerens personlige verden. Gospodinov lukker ikke for nogen fortolkninger, men han åbner for mange.

En naturlig roman er fyldt med passager, der kalder på citat, men jeg frygter, at jeg allerede har overgjort det, så jeg må hellere stoppe her.

Og så alligevel ikke, for lad mig slutte af med endnu et “fluecitat,” der indfanger romanens form ganske godt:

Fluen er mellemmanden i denne verden, engel og djævel på samme tid. Man kan ikke finde en bedre model for en roman, en bedre allegori […]. Idealromanen er den roman, hvor den røde tråd mellem de enkelte episoder udgøres af en flues bane. Jeg kan godt gentage det – den røde tråd skal være en flues bane.

For sådan bevæger Gospodinovs roman sig, som “en slags flue der er gået fra forstanden,” mellem det filosofiske og æteriske og det meget konkrete, gårdlokummets underjordiske rige.

Således entydigt anbefalet. Og nu skal jeg læse noget mere Gospodinov.

En naturlig roman udkom første gang på dansk i 2006 på Husets forlag. Jeg har læst den i den reviderede udgave (med et efterord fra 2014 af Gospodinov selv), udgivet i 2018 af Jensen & Dalgaard.

K's vurdering: