Georgi Gospodinov: Blinde Vajsja og andre historier

Novelleformen passer Georgi Gospodinov godt, og selv om samlingen her ikke er helt på højde med romanerne, så er den i høj grad værd læseværdig.

Jeg var begejstret for bulgarske Georgi Gospodinovs to romaner, der er oversat til dansk som En naturlig roman (opr. 1997, da. 2006/2018) og Melankoliens fysik (opr. 2012, da. 2017). Og jeg er også begejstret for hans noveller i Helle Dalgaards flotte fordanskning.

Blinde Vajsja er et udvalg af noveller fra Gospodinovs to samlinger, Og andre historier (opr. 2001) og Og alt blev måne (opr. 2013).

På baggrund af Gospodinovs romaner kommer det ikke som nogen overraskelse, at han også mestrer den ellers svære novelleform godt. De to nævnte romaner er således begge patchworkværker af korte historier og essaylignende kapitler, hvoraf mange kan stå for sig selv.

Historierne i Blinde Vajsja ligger fint i tråd med stilen i romanerne. Det er små, tankevækkende, humanistiske og eksistentialistiske stykker med hang til det absurde. Nogle af dem er afrundede med en slags pointe, andre er helt åbne for fortolkning og læserens egen videredigtning. Men de er alle præget af et nærvær og Gospodinovs evne til hurtigt at suge læseren ind i den enkelte histories univers.

Historierne er vidt forskellige i handling, vinkling, situation og fortælleteknik i det hele taget. Der er historier om kærlighed, om alderdom, om selvmord, om sanselighed, om angsten for apokalypsen, om tilfældige møder og forspildte chancer. Der indgår endda en enkelt krimihistorie (af en slags). De fleste historier foregår i et realistisk univers, men i nogle indgår også elementer af fantastik, og en enkelt slår sågar et science fiction-tema an.

Nogle få eksempler:

“Blinde Vajsja,” der har givet navn til den danske samling, er en tragisk historie om pigen, der med sit ene øje kun ser fortiden og med det andet kun fremtiden. Med ingen af dem ser hun nutiden, og hun er således reelt blind. I desperation beslutter hun sig for at rive det ene af dem ud, men hvilket skal hun vælge?

I “Datteren” møder fortælleren en fremmed mand i et tog, der behandler en dukke som sin levende datter – som fortælleren ender med at adoptere.

I samme genre handler “Faderadoption” om en forældreløs dreng på et børnehjem, der i længslen efter en far beslutter sig for at adoptere et kastanjetræ som far.

I et af de mere bizarre indslag får vi indsigt i, hvordan verden ser ud for “Julegrisens sjæl,” som den hænger dér i træet og kigger ned på sit eget nyslagtede, blødende korpus.

Så forskellige disse få eksempler fra samlingens i alt 30 historier kan synes, er der ikke desto mindre en tydelig sammenhæng i tonen og i optagetheden af menneskets eksistentialistiske vilkår. Tematisk kredser de fleste af historierne om forholdet mellem mennesker, længslen efter nærhed og efter anerkendelse, eksistentiel ensomhed og den uovervindelige afstand imellem os.

Jeg kunne bedst lide de af historierne, hvor Gospodinov viser sig fra sin lidt melankolske side. Som i historien om “Den gamle mand og havet” (uden hav og fisk, men med eksplicit reference til Hemingway), hvor en gammel mand én for én tager afsked med tingene i sit hus og til sidst sit eget liv.

Eller historien “En levende sjæl” om en anden gammel mand, der er den sidste overlevende i sin landsby – de andre besøger han hver dag på kirkegården, hvor de ligger i jorden og giver næring til træer og buske, der vokser på gravene:

Hele denne botaniske mangfoldighed fik døden til at virke sådan lidt grøntsagsagtig, acceptabel og jordisk. Som om landsbyen to meter under jordens overflade fortsatte med at udføre sit daglige arbejde og med at tage sig af sine små jordlodder, og dette arbejde gav frugt.

Stort set alle historierne er dog faktisk gode, rigtig gode endda. Måske ikke litteraturhistorieomvæltende, men små historier af den slags, jeg får lyst til at bladre tilbage i og genlæse helt eller delvist.

Et lille, pedantisk suk til redaktionen: Det fremgår at bagsideteksten i kombination med kolofonen, at novellerne i samlingen er udvalgt af oversætter Helle Dalgaard fra Gospodinovs to novellesamlinger Og andre historier (opr. 2001) og Og alt blev måne (opr. 2013). Jeg kunne imidlertid have ønsket mig, at det også var fremgået et sted, fra hvilken af disse udgivelser, hver enkelt historie i den danske samling stammer, samt hvor hver enkelt af dem oprindeligt har været trykt. Ikke at historierne ikke kan stå alene, for de har alle en vis universalitet over sig, så det var sådan set ikke, fordi jeg i ret mange af historierne savnede en mere konkret tidsmæssig kontekst. Men for os nørder føles det nu altid mest rigtigt at vide, hvor det, man læser, kommer fra.

Det skal nu ikke taget noget fra denne læsers taknemmelighed over, at forlaget Jensen & Dalgaard sammen med oversætter Helle Dalgaard med denne samling har gjort nu i alt tre bøger af den bulgarske mester Gospodinov tilgængelige på dansk.