Selvedin Avdić: Syv rædsler

Bosniske Selvedin Avdić vil gerne en hel masse med sin roman om Sarajevo ti år efter den bosniske krig – men han lykkes ikke rigtigt med noget af det.

Syv rædsler (opr. 2010, da. 2018) udspiller sig i 2005 i Sarajevo, Bosnien-Hercegovina. Jeg-fortælleren, en navnløs og arbejdsløs journalist, har holdt sig i isoleret i sin lejlighed i ni måneder, hvor han har koncentreret sig om at gå i hundene, efter at hans kone har forladt ham.

Fortælleren bliver imidlertid revet ud af isolationen, da han bliver opsøgt af den voksne datter til en tidligere journalistkollega, Aleksa, som viser sig at være forsvundet nogle år tidligere, og som datteren beder om hjælp til at finde.

Eftersøgningen bringer fortælleren i kontakt med skæbnesvangre dele af underverdenen – forstået i mere end én forstand: Dels Sarajevos kriminelle underverden, styret af to brutale tvillinger, dels en verden af ånder skjult i gamle mineskakter. Undervejs flyder fortællerens egne drømme og mareridt i stigende grad sammen med den tilsyneladende virkelighed, samtidig med at der trækkes tråde tilbage til krigen i Bosnien i første del af 1990’erne.

Det kunne jo alt sammen lyde meget godt.

Det grundlæggende problem er bare, at bogen ikke er skrevet godt nok. Jeg er ikke i stand til at vurdere, om skylden skal lægges på originalen eller Alen Meškovićs oversættelse til dansk, men jeg fandt gennemgående sproget en smule klodset. Det hjælper heller ikke på det, at bogen desværre er skæmmet af lidt for mange korrekturfejl.

Derudover synes jeg ikke, at Avdić lykkes med at ramme den lettere ironisk noir-agtige tone hos fortællerstemmen, han synes at søge efter.

Og så er der for mange genrer og tematiske ideer blandet sammen. Jeg er ikke nogen foragter af genreblandinger og litterære formeksperimenter, tværtimod. Men det stiller større krav til forfatterens formåen, end Avdić kan indløse.

Teksten er for eksempel forsynet med hele 33 slutnoter, som skal forestille at være jeg-fortællerens noter til sin egen tekst. Jeg ved ikke, om idéen med noterne har været at sige et eller andet om fortællerens karakter, men for mig fremstod noterne mest af alt som forfatterens små darlings, som han på den ene side ikke har kunnet finde ud af at integrere i hovedteksten, men på den anden side heller ikke har nænnet at smide væk.

Havde noterne så endda været indarbejdet som fodnoter i bunden af de enkelte sider, kunne jeg måske have set igennem fingre med det, men når Avdić vælger at placere dem som slutnoter bag i bogen, så opbryder det jo læsningen maksimalt, hvilket vil sige: Det bliver maksimalt irriterende.

Udover slutnoterne er der bagest i bogen indsat en række løsrevne tekststykker af forskellig kaliber: Der er nogle sider med små “optegnelser,” som vist nok skal forestille fortællerens små notitser på løsrevne stykker papir. Der er en liste med små bonmot’er i form af korte citater fra forfattere, som Avdić tilsyneladende gerne vil vise, at han kender. Der er en fortegnelse over syv rædsler (som måske/måske ikke – det må man nøjes med at gætte på – er fortællerens personlige rædsler). Og mere af den slags.

Det hele giver indtryk af en forfatter med ambitioner om at skrive en form for poststrukturalistisk og meget intellektuel roman om krig og kærlighed og den menneskelige tilstand. Det kræver imidlertid en virkelig dygtig forfatter og en særdeles godt gennemtænkt og gennemarbejdet idé, hvis et sådant format skal lykkes.

Det lykkes ikke for Avdić, og resultatet fremstår for mig mestendels prætentiøst og krukket – og dermed også kedeligt. Hvilket er lidt synd, for intentionerne er jo gode nok, og der er også ideer i bogen, som kunne have været udfoldet til noget spændende.

Romanens første sætninger lyder således:

Jeg ved ikke, hvem jeg henvender mig til. Jeg har intet valg … Måske er det godt, for jeg har aldrig i mit liv valgt det bedste. Må tilfældet råde. Håber ikke, det tildeler mig en afskyelig kyniker.

Jeg opfatter ganske vist ikke mig selv som “en afskyelig kyniker,” men jeg var tydeligvis ikke den læser,  Avdić eller hans fiktive fortæller havde håbet på.

Der er langt bedre romaner og novellesamlinger om Balkankrigen derude. Et fremragende sted at starte kunne f.eks. være kroatiske, bosnisk fødte Miljenko Jergovícs novellesamling Sarajevo Marlboro (opr. 1994, eng. 2004).

K's vurdering: