Andrus Kivirähk: Slangehvisleren

Andrus Kivirähk (f. 1970) er ifølge forlagets præsentation på bogklappen “Estlands mest elskede nulevende forfatter.” Det håber jeg ikke er rigtigt for den estiske litteratur eller esternes bogsmag.

Slangehvisleren foregår i Estland i en tid, der på nogen måder minder om middelalderen, men samtidig er en fiktiv eventyrverden. Vi følger drengen Leemet gennem hans opvækst fra barn til voksen. Leemet tilhører skovfolket, som kan tale det urgamle slangesprog, og lever et simpelt, men harmonisk liv i pagt med naturen.

Skoven er en mytisk verden: Leemets bedste ven er en hugorm. Menneskene holder ulve som husdyr, som de malker og rider på. Der er talende menneskeraber i skoven, som eksperimenterer med at fremavle kæmpelus. Menneske lever mest af elgkød, som de jager ved at betvinge elgene med slangesprog.

Men skovfolket er en uddøende race: Flere og flere flytter ind til landsbyen, hvor de glemmer slangesproget og bliver fremmede for naturen. De slår sig på agerbrug, underlægger sig en feudal struktur under “jernmændene” fra Europa og lader sig omvende til den nye religion fra paven i Rom. Snart vil Leemet være den sidste slangehvisler i verden.

Tja, her er en del læsere sikkert allerede stået af. Og det er med god grund.

Selv bilder jeg mig ind, at jeg egentlig har en ret høj tolerance over for sære, fiktive universer i bøger. Jeg kan faktisk godt kapere både mennesker, der taler med slanger og kopulerer med bjørne, drager og talende kæmpefisk. Jeg kan tilgive meget af den slags, så længe en romans fantasiunivers hænger sammen på egne præmisser. Det gør det for så vidt også i Slangehvisleren.

Men jeg har meget ringe tolerance overfor dårligt sprog. Og her falder Slangehvisleren igennem og lander fladt på maven med sine kedsommelige, flade, stive og kluntede sætninger.

Der foreligger selvfølgelig den mulighed, at det kedelige sprog ikke er forfatterens skyld alene, men at oversætter Birgita Bonde Hansen også bærer sin del af ansvaret. Det har jeg ikke mulighed for at bedømme. Men man kan ikke klandre oversætteren, kun forfatteren, for den ofte klodsede opbygning af de enkelte scener i bogen og for den stive, utroværdige dialog.

Slangehvisleren er ellers i sin idé en ganske ambitiøs roman: Den kan læses som en allegori over den historiske overgang fra jægersamfund til landbrugssamfund, en øko-satire over menneskets udgang af og tabte fortrolighed med naturen og en kritik af al slags religion og overtro. Samtidig vil romanen gerne være både humoristisk og elementært, handlingsmættet spændende. Det lykkes bare ikke rigtigt, selv om den i de bedste passager må medgives en mild underholdningsværdi.

Når ret skal være ret, er der også forsonende elementer i romanen: Jeg må kvittere for den uhæmmede, nærmest burleske vildskab, som Kivirähk forsøger at skrive frem. Ikke mindst i romanens grande finale, hvor Leemet og hans genfundne morfar (den sidste uden ben, men med gifttænder og hjemmelavede vinger af menneskeknogler!) går bersærkergang og drager hærgende gennem landet, mens de myrder løs på riddere og munke i en orgiastisk blodrus – den gamle verdens sidste og håbløse, men storslåede krampetrækning af en modstandskamp mod civilisationen og fremskridtet.

Men jeg skriver forsøger, for det lykkes ikke Kivirähk at få sin ambitiøse fortælling til at flyve. Det skyldes ikke bare det stive sprog, men også en ikke særlig vellykket genreblanding, hvor lavkomik i falden-på-halen-stil og børnebogsagtige fjollerier med de talende dyr veksler med bloddryppende voldsscener, som absolut kun er for voksne. Ikke min smag.

“Vidunderlig i enhver henseende,” er Le Monde på bogens forside citeret for at mene om Slangehvisleren. Dette og andre tilsvarende skudsmål, herunder rosende anmeldelser i flere danske dagblade, inspirerede mig til at købe bogen i et impulsivt øjeblik i en boghandel, selv om handlingen unægteligt lød en smule fjollet. Jeg skulle have lyttet til min egen intuition og ladet denne bog ligge.