“Vær opmærksom på, at historien altid er tættere på, end det ser ud til i bakspejlet …” Georgi Gospodinovs Tidsskjul er en genial satire over den politiske sygdom at længes nostalgisk efter fortiden.

Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) er en af mine absolutte favoritter blandt de aktuelle, europæiske forfattere. De tre tidligere af hans bøger, der er oversat til dansk er alle fremragende – på trods af, at han også har det med at køre mig lidt træt ind i mellem med sine til tider lidt for anstrengte og ofte gentagne lommefilosofiske reflektioner.

Hans seneste roman på dansk, Tidsskjul (opr. 2020), som udkom på dansk for godt et år siden, er ingen undtagelse, hverken på godt eller ondt, men lige som de øvrige mest på godt og under alle omstændigheder uhyre læseværdig. Som de øvrige er den oversat til glimrende dansk af Helle Dalgaard og udgivet af forlaget Jensen & Dalgaard (som af et lille con amore-forlag at være udgiver utroligt mange bøger, tilsyneladende alle gode).

Tidsskjul er en fabulerende roman om tid, om erindring og glemsel, både den personlige og den nationale. Og den er en fremragende politisk satire.

Hvor meget fortid kan et menneske egentlig klare?

Romanen har to hovedspor. I den første del følger vi fortælleren og hans ven Gaustin. Gaustin arbejder på en idé med at at opbygge det, han kalder “tidsskjul,” et “vindue til tiden,” som et muligt helle for demensramte, der er blevet fremmede i nutiden og i stigende grad mentalt lever i deres fortid.

I første omgang opbygger de enkelte rum i en lejlighed, indrettet som var man i et bestemt år i fortiden. Sidenhen udbygger de klinikken til en hel ejendom, hvor hvert tiår har sin egen etage (1940’erne er indrettet i stuen, så der ikke er så langt til beskyttelsesrummet i kælderen). Og senere udvikler det sig til hele indhegnende landsbyer, hvor man kan leve i “en beskyttet fortid, eller en ‘beskyttet tid.’ Et tidsskjul.”

Bortset fra nogle forskellige spring vedrørende den lidt mystiske Gaustin og fortællerens forhold til Gaustin (og på et metaplan også forfatterens forhold til Gaustion, som flere gange gør opmærksom på, at fortælleren/forfatteren selv har opfundet ham), så udfolder denne første del sig egentlig som en skønlitterær og i passager nærmest essayistisk fremstilling af de moderne metoder, man i dag flere steder i verden udforsker i plejen af demensramte mennesker.

Ideen med at indrette lokaliteter, der svarer til en bestemt fortid, for at give demenspatienter gode oplevelser, er således ikke noget, Gospodinov har fundet på. Han refererer da også til flere forskellige, konkrete eksempler på steder i Europa, hvor man arbejder med denne form for terapi (herunder er han på besøg i Den Gamle By i Aarhus, der også i den virkelige verden danner ramme for forsøg med pleje af demente).

Det er altsammen ganske interessant, og Gospodinov udfolder ideen godt. Men for en skønlitterær roman at være er det også til den lidt træge side, for så vidt romanen i denne første del reelt tager sig mest ud som en form for fiktionaliseret essay om disse aktuelle metoder.

Mere fabulerende og politisk-kritisk luft under vingerne får romanen imidlertid i den anden og længste del. De gode resultater med “tidsskjulene” har inspireret politikere på tværs af Europa. Hvis man kan genskabe en bestemt fortid i en landsby, kan man så ikke gøre det samme for et helt land eller for hele EU?

Her udvikler romanen sig til en præcis og svidende satire over nutidens Europa og dets mange regressive eller decideret revanchistiske national-romantiske politiske partier og bevægelser. Det politiske ræsonnement på tværs af EU går som følger:

Hvordan kan man vinde lidt tid fremadrettet, når man er stillet over for en voldsom mangel på fremtid. Det simple svar var: ved at gå lidt tilbage. Hvis der er noget, der er sikkert, så er det fortiden. Halvtreds år tilbage i tid er mere sikre end halvtreds år frem. Når man går to-tre-fem årtier tilbage, vinder man præcis lige så meget fremadrettet. Nok er det måske allerede gennemlevet, nok bliver det en secondhand fremtid, men det er trods alt en fremtid. Det er i hvert fald bedre end den intethed, der står på vid gab nu. Når et fremtidens Europa nu er en umulighed, lad os da vælge et fortidens Europa.

EU-politikerne foranstalter en afstemning i alle lande om, hvilken fortid man gerne vil leve i (med en diffus og naturligvis urealistisk forestilling om, at man efterfølgende kan forhandle sig frem til en fælles europæisk fortid).

Herfra udfolder romanen sig som et gennemløb af, hvordan de politiske kampagner frem mod afstemningerne om fortiden udspiller sig i de enkelte lande. Det bliver naturligvis forfærdeligt – præcis som at iagttage aktuel politik i stort set ethvert europæisk land.

Fortiden flød over som en flod, der er gået over sine bredder og oversvømmer alt rundt om, skubber sig gennem de smalle gader, fylder kældrene, kravler op ad murene, slår vinduerne ind og kommer ind i rummene, den trækker grene med, blade, druknede katte, plakater, filmscener, et bordben, replikker der bliver gentaget, fremmede eftermiddage, ridsede grammofonplader … Fortidens store tidevandsbølge.

Fortælleren og Gaustion begyndte deres eksperiment med at indrette en 1968’er-lejlighed af kærlighed til året. Og som afstemningerne i Europa skrider frem, bliver fortælleren ved med at håbe på, at nationerne vil vælge 1968 som deres fortid – frihedens, frigørelsens, håbets år.

Men han bliver skuffet gang på gang, efterhånden som landene vælger enten en banal og i erindringen nem og i den sørgeligt hullede erindring bekymringsfrie fortid. Mange lande går efter 1970’erne eller 1980’erne. Således også Danmark og Sverige:

I 70’erne og 80’erne var verden ud over at være delt i to af Jerntæppet delt på en lige så kategorisk måde af spørgsmålet, som enhver mand stod overfor: Den lyshårede eller den mørkhårede (sommetider rødhårede) fra ABBA […]. Til trods for 70’ernes kriser og regeringsskifte, til trods for prisstigningen på benzin og den nye krise, til trods for alt dette overhalede Dancing queen fra de sene 70’ere Volvoen fra 1957 og det store køleskab og den halvautomatiske vaskemaskine. Romantikken lå ikke længere i køleskabet, folk ville danse, og en ny mentalitet lå over de nordlige lande. Og Sverige vågnede op i det nye 1977 efter afstemningen.

Samtidig får nationalismen i mange lande fuld skrue, idet nationalismen som politisk ideologi jo netop lever af sin egen – nutidige – version af fortiden.

[…] nationen er en gruppe mennesker, som er blevet enige om at huske og glemme de samme ting.

De fleste østeuropæiske lande vælger 1989, året hvor man euforisk håbede på en helt anderledes og bedre fremtid.

I Gospodinovs eget hjemland, Bulgarien, ender det i romanen dog i en uhellig alliance mellem Bevægelsen for Socialisme, der har ført kampagne for en tilbagevenden til “den udviklede socialismes tid” i 1960’erne og 1970’erne, og den nationalistiske bevægelse Bulgarske Kæmper, som drømmer sig tilbage til et Storbulgarien i den såkaldte bulgarske renæssance, konkret året for Aprilopstanden mod osmannerne i 1876.

Gospodinovs roman er i det hele taget en vidunderligt præcis satirisk analyse af de national-romantiske politiske partier og strømninger i Europa. Og her er fremstillingen af kampagnerne og folkestemningen op til afstemningen i særligt Bulgarien et satirisk højdepunkt (og også den del, der får langt størst vægt). Om end det hele er mere til at græmme sig over end at grine af, fordi satiren er så skræmmende tæt på den politiske virkelighed, vi kender.

Sammenstillingen af de to spor i romanen accentuerer pointen:

De demente er syge mennesker, og demenslejligheder eller -landsbyer har karakter af pleje, det er ikke løsninger eller kure for sygdommen.

På samme måde kan de politiske forestillinger om en tilbagevenden til fortiden heller aldrig blive en ‘løsning’ på noget. Den politisk-romantiske fortælling om fortiden er tværtimod grundlæggende en sygdom – en sygdom, som skal bekæmpes.

Er Tidsskjul da så en roman, der taler for at glemme fortiden og kun tænke fremad? Tværtom, Gospodinovs pointe er den modsatte:

Jo mere, et samfund glemmer, jo mere er der nogen, der producerer, sælger og udfylder de tømte nicher med erstatningshukommelse.

Eller:

Mens du husker, holder du fortiden på afstand. Som hvis du har tændt bål i en skov om natten. Rundt om sidder dæmoner og ulve, fortidens vilddyr indsnævrer kredsen, men de vover endnu ikke at overskride stregen. Allegorien er enkel. Mens erindringens ild brænder, er du den, der bestemmer. Hvis den begynder at gå ud, vil vilddyrenes hylen blive forstærket, og de vil komme nærmere. Flokken fra fortiden.

Jo mindre erindring, jo mere fortid.

Et flot billede, som det er klogt at lægge sig på sinde. I det hele taget er Tidsskjul, lige som vi har fået for vane at forvente os det fra Gospodinovs side, en både underholdende, tankevækkende, finurlig og ikke mindst sprogligt sprudlende roman.

Enkelte steder bliver Gospodinovs intertekstuelle referencer mig dog lidt for søgte, grænsende til det studentikose. For eksempel når han mere end én gang parafraserer den berømte indledning til Tolstojs Anna Karenina (som i Marie Tetzlaffs oversættelse lyder: “Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde”). Her det ene af to tilfælde:

Alle historier, der har fundet sted i virkeligheden, ligner hinanden, enhver historie, der ikke har fundet sted, har ikke fundet sted på sin egen måde.

Tidsskjul er fyldt med sådanne litterære, politiske og filosofiske referencer, og der er givetvis en god del af dem, jeg ikke lige fanger. Mange gange rammer han plet, andre gange bliver det lidt for anstrengt. Men det er en del af Gospodinovs stil, og også noget af det, der appellerer til mig i hans bøger. Han har det bare med at overgøre det en smule, også i denne roman.

Det er dog kun en beskeden indvendning, som ikke skal afholde nogen fra at læse hverken Tidsskjul eller andre af Gospodinovs bøger. Det er bare med at komme i gang!

K's vurdering: