Fremragende og stærkt bevægende ukrainsk roman fra 2017 om at være civilist midt i krigens kaos. Konkret en fortælling fra krigen i Donbas-regionen i Ukraine mellem ukrainere og russiske seperatister (støttet af den russiske hær), men samtidig en universel beretning om krig og menneskelighed til alle tider.

Forlaget Jensen & Dalgaard præsenterer Og midt i alt dette går frontlinjen som en roman om “en glemt krig” i Ukraine. Det var sandt på udgivelsestidspunktet. Det er desværre ikke sandt længere. “Desværre,” skriver jeg – ikke fordi krigen i Donbas-regionen i Ukraine, som reelt har pågået siden 2014, ikke har fortjent verdens opmærksomhed før – men naturligvis fordi årsagen til, at vi alle nu kender til den, er Putins brutale invasion af hele Ukraine og den voldsomme krig, der lige nu pågår i landet.

At læse Og midt i alt dette går frontlinjen af ukrainske Sergij Zjadan (f. 1974) på bagtæppe af de aktuelle begivenheder gør den til en ekstra intens læseoplevelse. Og meget ubehagelig, næsten ubærlig. Det ville den nu også have været, hvis jeg havde læst den på udgivelsestidspunktet.

Romanen foregår over tre dage i januar 2015 i og omkring byen Debaljtsevo (ca. 25.000 indbyggere) i Donetsk oblasten, som sammen med Luhansk udgør Donbas-regionen i det østlige Ukraine, grænsende op til Rusland. Debaljtsevo er et jernbaneknudepunkt i regionen, og det var her, at krigen i regionen for alvor gik i gang, da russiske tropper rykkede ind og besatte byen i januar 2015.

Over de tre dage følger vi den midaldrende skolelærer Pasja, som bor i et område kaldet “Stationen,” lidt uden for Debaljtsevo. Da kampene tager til området begiver den ellers temmelig apatiske, politisk uengagerede og lidet heroiske lærer sig – presset af sin gamle far – ind mod byen for at hente sin 13-årige nevø, Sasja, der bor på et kostskolehjem. Først med taxa, så langt det er muligt at komme, siden til fods.

Pasjas færd er som en nedstigning til helvede. Han kender byen, men i krigstumulten er den alligevel som et fremmed sted. Og et farligt sted. Overalt er der soldater og almindelige mennesker på flugt. Bygninger er bombede, jorden kørt op af tanksenes larvefødder, rundt omkring støder han på døde eller ligrester i gaderne. Kobler af skræmmende hunde driver rundt i gaderne, drevet af sult, der får dem til at udsøge sig mennesker som bytte.

Pasja kigger ned mod byen og kan slet ikke se den. Han kan kun se et mørkt hul, som sorte røgsøjler med lange haler hænger hen over som drager. Som om nogen vrider sjælene ud af byen. Og disse sorte og bitre sjæle klamrer sig til træerne, de skyder rødder ned i undergrunden, man kan ikke rive dem op. Og derude i det fjerne, på den anden side af byen, flammer noget op og breder sig ud over horisonten, som om rødglødende lave kommer op af jorden.

Romanen kan godt føles lidt tung at komme igennem, og jeg skulle en del sider ind i den, før den fængede. Det er ikke en pageturner. Ofte mister man som læser orienteringen i, hvad der egentlig foregår. Hvor er Pasja egentlig på vej hen? Hvem er de mange andre mennesker, han støder på undervejs? På hvilken side hører de soldater og tanks til, som han konfronteres med? Hvor går overhovedet frontlinjen, og på hvilken side af den opholder han sig?

Men præcis dette er på den anden side romanens store force og pointe. For det er også denne forvirrede og desorienterede tilstand, hovedpersonen befinder sig i gennem hele romanen. Han aner ikke, hvad der foregår. Han er i en konstant tilstand af eksistentiel utryghed. En utryghed og uvished, som er både psykologisk og i allerhøjeste grad selvfølgelig fysisk.

Og social, kunne man tilføje, fordi krigen også nedbryder de normale sociale regler og gør omgangen med andre mennesker og vores hele færden i verden uforudsigelig og farlig. Resten af verden omkring Pasja synes lige så desorientet. Alle er bange, også soldaterne, hvilket kun gør dem mere farlige.

Sergij Zjadan skriver aldeles glimrende, her i Helle Dalgaards fordanskning. Hans sprog er stærkt billedmættet – i en grad, så det nogle gange næsten bliver for meget. Men bogens tema kalder på den anden side også på et kraftfuldt sprog.

Zjadan svælger på ingen måde i krigens voldshandlinger, og men han skåner heller ikke læseren. Stemningen er knugende, klaustrofobisk og skræmmende. Det er en forfærdende, men også forfærdelig god bog.

Jeg vil glemme det hele, forsøger Pasja at overbevise sig selv om, og knægten vil også glemme det hele. Han bør ikke huske alt det her, hvad skal han med disse lugte af svovl og råt menneskekød, han skal ikke mere tænke på skidtet under neglene. Mennesket bør ikke gemme så meget frygt og vrede i sin hukommelse. Hvordan skal man kunne leve med det sidenhen. Han vil glemme det hele, han vil få det godt, han vil glemme skolen, glemme forældreløsheden og den følelse, han er vågnet med om morgenen i den sorte kælder. […] Og jo mere han forsøger at overbevise sig selv om dette, jo tydeligere og jo mere sikkert forstår han, at det overhovedet ikke vil ske, ingen vil glemme noget som helst, ingen vil lade noget blive tilbage i fortiden, og uanset hvordan det vil gå knægten fremover, så vil han slæbe disse minder med sig, som tasker fulde af sten; lugten af flænget hud og salte mandetårer vil forfølge ham til hans dagens ende […].

Fra en litterær betragtning er Sergij Zjadans tidligere roman, Mesopotamien (opr. 2014, da. 2018), en bedre bog. Og midt i alt dette går frontlinjen kan godt føles lidt lang. På den anden side ved jeg ikke, hvilke dele jeg ville have undværet.

Samlet set formidler bogen på fremragende og dybt skræmmende vis et troværdigt billede af, hvordan krig kan opleves for et helt almindeligt menneske i civil. Som sådan kan jeg kun anbefale den på det kraftigste. Ikke kun i lyset af den aktuelle krig i Ukraine, men som et stærkt, universelt vidnesbyrd om krigens rædsler, og hvad krig gør ved mennesker.

Den historiske og geografiske ramme for bogen har jeg i øvrigt kun været i stand til at identificere takket være et efterord af forfatteren, skrevet specielt til den danske udgivelse i 2020. Romanen selv rummer ingen stednavne, kun “stationen” og “byen,” hvilket på den ene side kan virke forvirrende og gøre det svært at orientere sig i romanen for en læser, der ikke på forhånd er fortrolig med begivenhederne i Donetsk i 2014-2015. På den anden side medvirker det til at understøtte romanens universelle budskab.

Den ukrainske originaltitel er i øvrigt Інтернат, som, så vidt jeg forstår, betyder “kostskole” eller “børnehjem.” På dansk har forlag og oversætter så valgt i stedet – med et citat fra bogen – at kalde den Og midt i alt dette går frontlinjen. Det er rammende titel, som indfanger en del af hele grundstemningen i romanen, så jeg kan for så vidt godt forstå, at man er faldet for den. Principielt synes jeg dog, at man i oversættelser bør holde sig så tæt som muligt til forfatterens egen titel, når det er sprogligt meningsfuldt, hvilket det jo godt kunne være her. På den anden side ved jeg, at forlaget har haft tætte kontakter til Sergij Zjadan, så jeg gætter på, at valget af den danske titel er sket i forståelse med forfatteren.

Jeg har modtaget bogen som frieksemplar fra forlaget til anmeldelse – men for halvandet år siden i forbindelse med udgivelsen på dansk, ikke i forbindelse med den aktuelle situation (føler jeg mig kaldet til at understrege i respekt for, at forlaget ikke har forsøgt at slå markedsføringsmæssig plat på den ulykkelige krig lige nu). Den har bare fået lov til at stå i kø i min reol et stykke tid.

K's vurdering: