Sergij Zjadan: Mesopotamien

Det postsovjetiske Ukraine i 2010’erne er i Sergij Zjadans gestaltning et på mange måder trøstesløst samfund præget af arbejdsløshed, forfald, korruption, kriminalitet og håbløshed. Men midt i det hele er der samtidig masser af liv – vildt, råt, hårdt og brutalt liv, men også liv drevet af tro, håb og kærlighed.

Zjadans Mesopotamien (opr. 2014) er en roman om en by i Ukraine, men det er især en roman om mennesker, som kunne være fra mange forskellige steder i verden. Det er mennesker med håb og drømme om et bedre liv og især om kærlighed – også selv om de ofte selv forveksler hurtig sex med den kærlighed, det venskab, den nærhed, som de i virkelighed søger.

Sergij Zjadan (f. 1974) skriver fremragende – her læst i Helle Dalgaards flydende og spændstige oversættelse til dansk. Hans prosa er vild og voldsom, men samtidig følsom, og bogen bevæger sig gnidningsfrit mellem handlingsmættede sekvenser og relativt lange, semifilosofiske meditationer over livet og døden, kærlighed, religion og Ukraine som det hjemland, mange af Zjadans personer på én gang længes efter at undslippe og ikke vil undvære.

Romanen er spækket med et spraglet galleri af personager, der halter, humper og hustler sig gennem livet på kanten af samfundet i Ukraines næststørste by, Kharkiv, Sergij Zjadans hjemby.

Bogen vrimler således med fallerede boksere, tidligere prosituerede, småkriminelle slagsbrødre, fattige alkoholikere og pillemisbrugere, mislykkede forretningsmænd, dødsmærkede cirkusartister, håbløse emigranter, bedragede og bedragende mænd og kvinder, selvovervurderede sexfikserede studerende, taxachauffører, posedamer, syge og raske, døde og levende.

En god del af dem tegner Zjadan grundige portrætter af, andre passerer kun flygtigt forbi. Fælles for dem er, at Zjadans prosa gør dem levende og farverige. Det gælder selv mange af de bipersoner, der kun lige passerer igennem en enkelt scene, f.eks. en hjemløs posedame, vi kun lige ser i et glimt, men som Zjadan ikke desto mindre får til at fremstå levende med denne karakteristik:

Det hele raslede og skramlede, og det var, som om hun selv raslede med alle sin led, og støvet rejste sig, hvor hun gik, og hun lugtede af en muggen gammel bolig, hvor et aldrende menneske lå og var død.

Romanen lægger ud med en begravelse – eller rettere en sammenkomst for familie og venner for at markere den fyrretyvende dag for Marats begravelse (hvilket åbenbart er en tradition på de kanter). Marat var død i påsken og selve begravelsen blev holdt tirsdag efter påske, som er den dag på året, hvor man mindes de døde. Det giver anledning til allerede fra begyndelsen at anslå den galgenhumoristiske tone, som løber gennem romanen:

Vi var de eneste, som ankom til kirkegården, og det virkede lidt unaturligt – som hvis vi var kommet ind i en forretning for musikinstrumenter med vores eget klaver. Påske vendte op og ned på alting og gjorde vores sorg lidt malplaceret. Man dør ikke i påskeugen. Normale mennesker gør det modsatte på det tidspunkt – de står op af graven.

Mesopotamien er på sin vis en novellesamling for så vidt de ni historier, der udgør bogens hoveddel, kan læses uafhængigt af hinanden og har hver deres hovedperson i fokus. Men de hænger trods alt tæt nok sammen til, at det samlede resultat fremstår som en roman.

Historierne hænger dels sammen ved, at de alle foregår i omtrentlig samme miljø og periode i Kharkiv. Derudover er de kædet sammen ved enkelte større eller mindre overlap i persongalleriet og enkelte handlingssekvenser.

I nogle historier består forbindelsen til de øvrige kun i, at hovedpersonen fra en af de andre historier på et tidspunkt går forbi på gaden eller omtales en passant i en i øvrigt ubetydelig samtale. Andre historier hænger mere direkte sammen ved at gennemspille nogle af de samme scener set fra forskellige personers synsvinkler.

Romanen er helt overvejende realistisk i stilen. Men hvis man ikke er opmærksom som læser, løber Zjadan om hjørner med én. Som når der lige pludselig midt i historien om Matvej dukker en stor gruppe truende mænd op, måske en bande, der er ude for at uddele dummebøder, tænker man som læser, indtil deres anfører med ét bryder ud i en lang, messende tale, der mest af alt lyder som en slags metakommentar til romanen fra et filosofisk stemt græsk kor:

   – Vi er toldere, sagde anføreren. – Toldere og vogtere. Vi indsamler tributter fra dem, der skylder, vi indsamler dem, for at der kommer balance i det hele. Vi inddriver det, der er for meget, og giver det tilbage, der mangler. Vi jagter skyldnerne og støtter de frygtsomme. […] Hver måned indsamler vi den uindfriede vrede, raseriet og stædigheden, vi indsamler mod og stivnet hævngerrighed. Men det allervigtigste: vi indsamler denne bys uindfriede kærlighed, alt til den sidste krumme, alt til det sidste suk. Faktisk er vi alle her i denne by i den store sammenhæng kærlighedens toldere. Vi indsamler kærlighed hver morgen, vi leder efter den hver aften, vi finder den hver nat.

Og det er også det, Zjadan gør i Mesopotamien, han indsamler kærlighed, kærlighed i alle dens former. Men især den uindfriede, den håbløse, den tøvende, den frygtsomme, den skuffede, den smertelige.

Romanen afsluttes med en længere lyrikcyklus over 40 sider, som genbesøger romanens temaer på en anden facon. Ganske utraditonelt, men det fungerer egentlig meget godt. Der er saft og kraft i Zjadans lyrik, lige som i hans prosa – selv om det for mig så absolut er den regulære roman, der bærer bogen i gennem.

Jeg vil istemme en klagesang for dette ødelagte land,
som falder fra hinanden af gift i eget blod,
dem, der går forbi, vil jeg minde om deres synder,
med tænderne vil jeg gnave i aftenlysets stråler.

[…]

Hvad vil du mindes fra disse tider?
For erindringen skyller alle stemmer ud,
og erindringen husker hverken navne eller begreber,
men du skal alligevel mindes, mindes enhver af os.

Du skal mindes vores forelskelse i dit ansigt,
du brød dig ikke om det, men alligevel skal du mindes,
selvom du ikke troede, vi var alvorligt syge,
så tvivlede du ikke på vores vanvittige forsøg, […]

Alt i alt særdeles anbefalelsesværdig læsning. Jeg vil holde øje med, om flere af Zjadans mere end 20 bøger skulle blive oversat til dansk.

K's vurdering: