Et melankolsk, ironisk-kærligt og rastløst strejftog gennem de labyrintiske kældergange i menneskesindet og det 20. århundredes historie.

Hvad er opskriften på Georgi Gospodinovs Melankoliens fysik? Bland lige dele W. G. Sebald og Günther Grass, tilsæt et par knips Jorge Luis Borges, ryst godt sammen med en sækfuld brokker fra Bulgariens historie i det 20. århundrede, en god portion personlige erindringsstumper fra et levet liv og et skvæt antik mytologi. Servér i små glas og indtag i store mængder.

Resultatet er en skæv, berusende, fabulerende og uhyre velskrevet fest af en roman. Det er dog også en noget blandet affære, som man godt kan blive træt i hovedet af hen på aftenen.

Georgi Gospodinov (f. 1968) er en af Bulgariens mest anerkendte nulevende forfattere. Han fik et internationalt gennembrud med En naturlig roman (opr. 1999, på dansk 2005) og Melankoliens fysik fra 2012 blev ifølge forlagets oplysninger udsolgt på udgivelsesdagen i Bulgarien. Den er oversat til adskillige sprog, og er her i begyndelsen af marts måned nu også udkommet på dansk.

Jeg har egentlig haft den stående i reolen et stykke tid i den engelske version (The Physics of Sorrow) med tanke om at læse den som repræsentant for Bulgarien på min litterære verdensrundrejse. Men nu overhalede forlaget Jensen & Dalgaard mig med den danske version, som er den, jeg endte med at læse (når romanen alligevel er oversat, hvorfor så ikke læse på dansk, frem for på engelsk).

Georgi Gospodinov (f. 1968). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Melankoliens fysik unddrager sig en fast genrebestemmelse. Ja, det er en roman, ingen tvivl om det, men en speciel en af slagsen. Der er en slags fremadskridende historie, men romanen fortælles i korte kapitler, som springer lystigt frem og tilbage i tid på tværs af et helt århundrede, og undervejs bevæger den sig genremæssigt mellem fiktion og historisk og filosofisk essayistik.

I nogle kapitler flyder fortællerperspektivet endda utvungent frem og tilbage mellem første-, anden- og tredjeperson fra sætning til sætning. Dette skal ses i sammenhæng med ét af de fortællemæssige greb, Gospodinov benytter sig af for at få lov til at fortælle indlevede historier fra ikke bare den gennemgående jeg-fortællers perspektiv, men også fra dennes familiemedlemmer i fem generationer samt andre personer, som fortælleren støder på undervejs.

Grebet består i at lade fortælleren lide af overudviklet empatisk evne, som sætter ham i stand til at genopleve andre menneskers erindringer, som om han selv var der. Den empatiske evne er i øvrigt ikke afgrænset til mennesker: I en scene iagttager fortælleren for eksempel sin bedstefar spise en levende snegl uden hus (det skulle være godt mod mavesår), og perspektivet skifter pludselig til sneglens oplevelser på vejen gennem bedstefarens mund og svælg og ned i syrebadet i mavesækken. Ja, velbekomme. Det er samtidig et eksempel på en form, Gospodinov benytter romanen igennem – en konkret erindring glider over i fantasi, som igen bliver anledning til småfilosofisk filosoferen, her over virkningen af forfatterens egen gerning:

Når han skriver, føler han sig undertiden, som en snegl uden hus, der kryber af sted i ukendt retning (men retningen er jo kendt – det er den retning, som alting tager) og efterlader et spor af ord. Han vil næppe nogensinde gå tilbage ad den vej, men undervejs kan sporet vise sig at være helende for en eller andens mavesår, selv uden at ville det. Sjældendt dog for hans eget.

Ovenstående citat er så tilfældigvis et af de få steder, jeg er faldet over en kommafejl (for nej, der skal ikke være noget komma efter “undertiden”), og det var egentlig ikke min mening at udstille dette, for den danske udgave af bogen fremstår ellers gennemgående som godt redigeret og i det hele taget flot og flydende fordansket af Helle Damgaard.

Dette med den overudviklede empatiske evne lyder måske mest som en lidt billig gimmick, men det fungerer faktisk helt godt i romanen, og grebet er også med til at bære en pointe om betydningen af erindring og empati. Fortælleren mister således sin empatiske evne som voksen, og det er en del af forklaringen på hans melankolske grundstemning og hans konstante higen efter at genskabe historien, især de flygtige dele af den, som er gået tabt.

Historien i romanen fortælles af en bulgarsk forfatter ved navn Georgi Gospodinov, født i januar 1968. Men på trods af navneligheden og en del øvrige biografiske fællestræk er jeg ikke sikker på, at det vil være helt rammende at kalde genren for autofiktion (á la Knausgård). Gospodinov skriver snarere sig selv ind i historien som en leg mellem genrer og fortælleperspektiver og en udfordrende reflektion over forholdet mellem forfatter, læser og værk – på samme måde, som man kender det fra for eksempel en Italo Calvino eller Jorge Luis Borges.

Romanens Gospodinov samler på historier. Levende og døde menneskers små og store historier, dog især de små, dem der ellers ville blive glemt. Han kommer dem i æsker, han gemmer i sin kælder. Den første, som han forsegler allerede som dreng, er med påskriften: “Må åbnes, når verden er gået under.”

Gospodinov er her inspireret af forskellige tiltag i historien til at begrave vidnesbyrd om nutiden i sikrede tidskapsler til brug for eftertiden, mest berømt nok the Westinghouse Time Capsule udført til brug for verdensudstillingen i New York i 1939, fyldt med mikrofilm og artefakter fra 1930’erne og gravet ned et afmærket sted med instruktion om først at åbne den igen efter 5.000 år.

Til forskel fra Westinghouse’s og andre tidskapsler fylder Gospodinov imidlertid kun sine kasser med det flygtige, ikke med det uforgængelige og evige, som amerikanerne i 1930’erne og andre efter dem forestillede sig, at de skulle bevare.

Hvis noget er uforgængeligt og monumentalt, hvad er så meningen med at anbringe det i en kapsel. Man skal kun opbevare det, som er dødeligt, som har en kort levetid, som er skrøbeligt, det som snøfter og tænder tændstikker i mørket …
[…]
Der skal være noget af det alt sammen i kasserne. Og først og fremmest nogle af de ophobede og skjulte ting, der er blevet hvisket i øret. Noget af det der aldrig kommer med på billedet, som ikke er holdbart, som forsvinder, tørrer ud som et efterårsblad, stinker som en fisk en varm eftermiddag, bliver surt som mælk, visner som en overpisset pelargonie og rådner som en pære …

Ja, Gospodinov kan altså noget med ord … Hele romanen kan læses som en af disse kasser. Gospodinov beskriver bestræbelsen som et “Noa-kompleks,” en forestilling om at kunne skrive en bog, som kan rumme “enhver art og genre,” en “Noas ark, hvor der er alle slags skabninger, små og store, rene og urene, man skal tage noget med fra alle arter og alle historier.”

Gospodinov opbevarer sin kasser i kælderen i overført betydning. Historiens kælder, erindringens kælder, det menneskelige sinds kælder. Kælderen er en labyrint, man kan fare vild i og være spærret inde i. Og inde i labyrinten ser romanens fortæller hele tiden det antikke uhyre Minotauros for sig.

Minotauros var som bekendt et sagnvæsen i græsk mytologi. Som det illegitime afkom af en uhellig akt mellem en tyr og Kretas dronning Pasifaë, var Minotauros født med menneskekrop og tyrehoved. Han blev spærret inde af kong Minos i labyrinten under Knossos på Kreta – og levede der, indtil han blev dræbt af helten Theseus, trængte ind i labyrinten og fandt ud igen ved hjælp af sin Ariadnetråd, et garnnøgle han havde fået med af uhyrets halvsøster Ariadne.

Den Minotauros, Gospodinov ser, er imidlertid “ikke frygtindgydende, men tungsindig. En melankolsk Minotauros.” Gospodinovs billede af Minotauros er en stakkels, ensom dreng spærret inde i en mørk kælderlabyrint af sin egen far. Minotauros har aldrig kendt livet som andet end kælderens mørke, hvori han bruger sine dage og nætter (det er det samme) på at længes melankolsk efter noget, han aldrig har kendt.

Minotauros i denne gestalt kan i romanen blandt andet læses som et billede på det bulgarske folk under – men for så vidt også efter – kommunismen, og mere generelt som en almenmenneskelig melankoli, en længsel efter noget glemt eller efter noget, der endnu ikke er indtruffet.

Vi følger drengens udvikling gennem fortællerens erindring. Han lærer at læse ved at studere gravstenene på kirkegården, og de første ord, han lærer er ord som “ro, evig, her, erindring, født-død, Gud”. Det sidste bringer ham ikke megen ros i skolen i det socialistiske Bulgarien, hvor han lærer, at der ikke er nogen Gud. Derhjemme opsummerer bedstemoren (der stadig læser Biblen i smug) dagens lærdom:

Hvad er der overhovedet i Bulgarien, der er hverken paprika eller olie. Kun hun var i stand til på den måde at sammenkoble den fysiske og metafysiske mangelsituation i landet. Gud, olie og paprika.

Som barn lærer fortælleren at dele alting op i to kategorier – og opdager til sin forbavselse, at det gør de voksne også:

Verden var delt i to – de gode og de onde, os og dem. Vi var ved et lykketræf endt blandt “os”, altså hørte vi til blandt “de gode.”

Når Gospodinov er bedst, er han fremragende. Han har alle sanser åbne, når han tager på strejftog gennem historien. Ikke mindst bruger han sin sans for det groteske, og i dét stykke kan han minde om en Günther Grass, når han er bedst. En anden stor tysk forfatter, jeg associerede til undervejs, er W. G. Sebald og hans blanding af fiktion, erindring og historiske essays. Men Gospodinov er vildere og mere gakket end Sebald – på godt og ondt.

Gospodinov har en mesterlig evne til at indfange stemninger i konkrete situationer, og det kommer især til udtryk i scenerne med virkelige eller fiktive personer i hans bevægelser frem og tilbage i tid i historien. Mindre vellykket er de mange filosofiske reflektioner og den evindeligt tilbagevende Minotaros- og labyrintmetafor, som ind i mellem opleves lidt anstrengt.

Efter de første 50 sider eller så var jeg overbevist om, at jeg var i gang med en bog, der måtte ende med at tone ud som en ren 5-stjernet vurdering. Men Gospodinov kørte mig træt til sidst med lidt for mange og lidt for lange lommefilosofiske indslag. De bedste dele af bogen er imidlertid så gode, at vi samlet ender på en 4’er og en klar anbefaling.

K's vurdering: