Fremragende lettisk roman fra 2015, netop udkommet i engelsk oversættelse. Gennem tre lettiske kvinder i tre generationer fortælles historien om Letland under Sovjetunionen. En politisk historie, men især en historie om moderkærlighed og datterkærlighed.
Lettiske Nora Ikstena (f. 1969) er et nyt navn for mig, men hun har siden debuten i 1989 udgivet mere end tyve bøger. Soviet Milk (Mātes piens på lettisk) er hendes seneste roman.
Romanen er fortalt på skift i korte afsnit (hver på typisk kun 2-3 sider) i jeg-form af to lettiske kvinder, en mor og hendes datter. Endvidere spiller mormoren i familien også en central rolle, selv om hun ikke er givet en selvstændig stemme.
I romanen lærer vi på intet tidspunkt de tre centrale kvinders navne at kende. Det understreger dét, der kunne være et af romanens budskaber, at der her fortælles en historie, som kunne være alle lettiske kvinders, døtres, mødres, bedstemødres historie. Samtidig er det ikke desto mindre en meget nærværende historie om tre meget konkrete kvinder, og det er i den konkrete fortælling, at romanen henter sin styrke.
Nora Ikstena (f. 1969). Foto: Harijs Beķeris (liepajniekiem.lv)
Mest centralt står kvinden i den midterste generation. Hendes første barndomserindringer er fra Riga i slutningen af 2. verdenskrig, hvor hendes mor gemmer hende i en kold kuffert for de indrykkende sovejtiske soldater, mens hendes far tages til fange og deporteres. Som voksen uddanner hun sig til læge, men hendes friheds-, retfærdigheds- og oprørstrang bringer hende på kant med myndighederne. Hendes karriere som læge i Leningrad bringes brat til standsning, da det kommer frem, at hun har hjulpet en anden kvinde med kunstig insemination – og i øvrigt efterfølgende tævet samme kvindes voldelige mand med en kødhammer. Hun forvises til at fortsætte sin lægepraksis et sted på landet i Letland, langt fra karrieremuligheder i Leningrad eller for den sags skyld i Riga, hvor hendes mor og stedfar bor.
Med ud på landet tager kvinden sin datter, der ellers hidtil reelt har været opfostret af sin mormor og stedbedstefar. Den frihedshungrende kvinde blev ved datterens fødsel tilsyneladende ramt af en slags fødselsdepression, som fik hende til at forlade datteren ved fødslen – om end kun i nogle dage – og overlade hende i mormorens varetægt:
I had carried and given birth to a child, but I had no maternal instincts […]. I disappeared for days so I wouldn’t have to feed my child. My milk was bitter: the milk of incomprehension, of extinction. I protected my child from it.
Mælken i romanens titel er meget konkret den modermælk, romanens centrale hovedperson valgte – fordi hun ikke magtede andet – at afskære eller skåne sin datter for. Det er samtidig – som romantitlen også angiver – den sovjetiske modermælk, det vil sige den propaganda, som Sovjetunionens børn opfostres på. Dén kan moren ikke fuldt ud beskytte datteren mod, men hun har dog indirekte udøvet en indflydelse, og også i datteren spirer således en modstandskraft, som for eksempel giver sig udtryk i, at hun følger en uautoriseret litteraturklasse hos en lærer, der i fritiden underviser en gruppe unge i litteratur, der ikke indgår i skolens curriculum.
Moren kan heller ikke beskytte sig selv mod sine egne indre dæmoner. Livet og romanen igennem gribes hun i stadig voldsommere grad af depressioner og selvmordstanker. Og datterens første tanker om sin mor er ikke præget af tryghed eller sikkerhed:
I wasn’t afraid of Uncle Sam, or of nuclear war; I was afraid of my mother.
Romanen spænder historisk over perioden 1945-1989, fra den sovjetiske besættelse af Letland til Berlinmurens fald, dog med hovedvægten på årene efter 1969, hvor den yngste pige i de tre generationer fødes (i øvrigt også forfatterens Nina Ikstenas fødeår).
Romanen og dens hovedpersoners livshistorier kan i høj grad læses som symboler på Letland under Sovjetunionen, og fortællingen rummer adskillige enkeltscener og temaer af samme symbolske karakter.
Der er for eksempel historien om datterens kæledyr, en hamster ved navn Bambi, som hun holder i bur hjemme hos bedsteforældrene. Hamsteren er ved at miste forstanden ved at være spærret inde i buret, som den spæner rundt i, og holder sig kun i live i kraft af små korte løbeture rundt i lejligheden uden for buret. For at berolige den køber bedsteforældrene den et kvindeligt hamsterselskab, og det virker også en overgang – indtil damehamsteren føder deres unger, og herrehamsteren straks begynder at æde dem med hovedet først. Hamsteren kommer ikke igen ud af buret, hensygner og dør. Senere besøger datteren sin mor på landet og fortæller grådkvalt om hændelsen:
I said, “Bambi died. Can we bury him in the garden?”
“What happened?” asked my mother.
“He ate his children and afterwards died longing for freedom,” I replied.
“A brave hamster,” my mother said.
Hamsteren er selvfølgelig et billede på det sovjetiske menneske generelt og mere specifikt pigens mor, som drømmer om frihed, ind i mellem får lov til at nyde smagen af den, men uafvendeligt sættes tilbage i buret – hvor hun er ved at miste forstanden og tæt på figurligt at æde sit eget barn.
Dét, det gør Soviet Milk til en fremragende roman, er imidlertid, at den ikke bare er en symbolsk roman, men fungerer godt på alle niveauer. Historien om datteren, moren og bedstemoren og deres indbyrdes relationer er således også i sig selv menneskeligt gribende og troværdig. Det er en hård historie om morens kamp mod sine indre dæmoner – og om alles kamp mod (eller opgivenhed over for) de ydre dæmoner i form af det sovjetiske regime.
Men det er også en smuk historie om kærlighed: Datterens kærlighed til sin mor uanset alle morens forsømmelser i den rolle. Den kærlighed til datteren, som moren alligevel og på trods af sig selv føler, men har så svært ved at udfolde. Og ikke mindst – om end i baggrunden af historien – bedstemoren og sted-bedstefarens vilje og evne til at give datteren den kærlighed, som hendes egen mor ikke formår at give.
Det kan lyde en smule rørstrømsk, men det er det ikke. Det er til gengæld en gedigen, følelsesmæssigt berørende roman. Og samtidig en usentimental, kritisk (uden at være skinger), politisk-historisk roman. Glimrende skrevet og overordentlig godt komponeret uden at gøre sig selv til at nogle af delene. Meget anbefalelsesværdig.
Soviet Milk er (endnu) ikke oversat til dansk, men det er én af Ikstenas tidligere romaner, Livets fest (oversat fra lettisk af Karsten Lomholt for Rosinante, 2001). Mon ikke også et dansk forlag snart får øje på Soviet Milk/Mātes piens?
Verden rundt i bøger.
Forfatter: Nora Ikstena
Udgiver: Peirene Press
Udgivelsesdato: 01.03.2018
Sider: 190
Originalsprog: Lettisk
Oversætter: Margita Gailitis
Originaltitel: Mātes piens
Opr. udgivelsesår: 2015
Læst: Marts 2018
K's vurdering:
Skriv et svar