Herta Müller er ikke kendt for at skrive feelgood-bøger, og sådan én er I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv heller ikke. Til gengæld er hun kendt for at skrive fremragende og vedkommende bøger, hvor hun bestandigt udfordrer sproget. Og det gælder også denne.

Nobelpristageren Herta Müller er født i Rumænien i 1953 som en del af landets tyske mindretal, men emigrerede i 1987 til det daværende Vesttyskland. I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv (opr. 1997, da. 2012) er – som størstedelen af hendes forfatterskab – skrevet i Tyskland, men foregår i Rumænien under Ceaușescus diktatur.

Bogomslaget til den danske udgivelse er ikke ligefrem appellerende, men egentlig ganske rammende: En gul sporvogn foran en ruin af en husfacade. Romanens ydre handling foregår, mens den navnløse hovedperson – en rumænsk fabrikssyerske – sidder i sporvognen på vej til forhør hos Securitate, det hemmelige politi i Rumæniens kommunisttid.

Det er ikke første gang, hun er “tilsagt,” som vi erfarer i romanens allerførste linjer:

Jeg er tilsagt. Torsdag på slaget ti.
   Jeg bliver tilsagt stadig tiere: Tirsdag på slaget ti, lørdag på slaget ti, onsdag eller mandag. Som var år en uge, det undrer mig også at det snart er vinter igen efter den sene sommmer.

Romanen veksler frem og tilbage mellem scener fra sporvognen, mens hun er undervejs på denne dag, og scener fra hendes liv, som hun i spring og cirkler tænker tilbage på.

Der er scener fra det kun glimtvis glædesfyldte liv med hendes nuværende mand, drankeren Paul. Og scener fra hendes første ægteskab med en mand, hvis far hendes bedstefar under hendes bryllup genkender som en af de partisoldater, der i 1950’erne stod for tvangsdeportationen af i størrelsesordenen 40.000 mennesker fra det rumænske grænseland op mod det daværende Jugoslavien til den sydøstlige region Bărăgan, herunder hendes bedsteforældre. Bedstemoren døde i lejren, udsultet og berøvet forstanden.

Ikke mindst vender fortælleren i tanker igen og igen tilbage til veninden Lilli fra fabrikken. Lilli, som blev skudt og dræbt på en grænseovergang, da hun forsøgte at flygte til Vesten med sin elsker. Fra Lillis stedfar har hun hørt om scenen på grænsen, hvor vagternes hunde var de første, der nåede Lillis lig:

Fem hunde løb, græsset stod dem til halsen, deres ben fløj hen over det. Og langt bag dem løb en flok forpustede soldater. Inden de nåede hen til Lilli, var ikke kun hendes kjole revet i laser. Hundene tømte Lillis krop. Under deres snuder lå Lilli rød som et helt bed kornvalmuer. Soldaterne jog hundene væk og stillede sig i rundkreds. Så kom der to ind i hytten drak vand og tog båren med.
   Det fortalte Lillis stedfar mig. Som et helt bed kornvalmuer, sagde han, i det øjeblik tænkte jeg på kirsebær.

Og der er erindringerne, der sidder i hende som en knugende angst, om forhørene hos Securitate, hver gang hos den samme sleske officer. Forhør, som aldrig fører nogen vegne og tilsyneladende heller ikke tjener noget andet formål end ydmygelse og terror.

I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv omhandler således i en vis grad diktaturets konkrete udtryk, men først og fremmest handler den – ligesom Müllers Mennesket er en stor fasan i verden (opr. 1986, da. 2009) – om diktaturets og overvågningssamfundets langsigtede psykologiske konsekvenser for mellemmenneskelige relationer.

I et samfund, hvor naboer overvåger hinanden og kolleger angiver hinanden, og hvor tilliden mellem mennesker – det mest basale kit i menneskelige samfund – såvel som den enkeltes selvtillid og selvrespekt gradvist, men sikkert og systematisk undermineres og ødelægges.

I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv er på den måde en barsk og hård bog. Den er i sig selv værd at læse for Herta Müllers særegne sprog, som allerede indvarsles af bogens titel.

Müller er ikke nem at læse, hendes prosa er meget kompakt, tydeligvis velovervejet, og den skal læses omhyggeligt for at få det hele med. At læse Herta Müller kan godt være lidt anstrengende, men som læser belønnes man med sætninger, som nogle gange er lidt kantede, men samtidig rummer en poetisk kraft og en overflod af overskydende mening.

Se som eksempel citatet ovenfor. Eller det følgende, som indfanger fortællerens følelse, når hendes faste forhørsleder hver gang møder hende med det samme “håndkys med spyt” til velkomst, mens han klemmer hendes negle smertfuldt sammen i sin hånd:

Giften, det er at jeg tror min hjerne skrider forover og ned i ansigtet. Ydmygelse, hvad skal man ellers kalde det når man føler sig barfodet over hele kroppen.

Det kan ikke være en let opgave at oversætte Herta Müller til dansk, men heldigvis er vi som læsere her i hænderne på altid gode Karsten Sand Iversen.

I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv er litteratur af høj, høj kvalitet, ingen tvivl om det. Og det er en roman, der sætter sig i læserens sind. Alligevel må jeg tilstå, at det undervejs samtidig var lidt en viljesakt for mig at læse den. Det var ikke alle fortællerens livserindringer, jeg blev lige indfanget af, og der er ikke meget fortællemæssigt drive i romanen. Jeg kunne godt have ønsket mig, at den var lidt kortere, på trods af dens kun 166 sider. Ikke desto mindre absolut en anbefaling værd.

– – –

Som den opmærksomme følger af disse bognoter vil have noteret sig, har jeg her i 2022 hidtil været på litterær rundtur i det østlige Europa, inkl. Rusland. Senest med fire titler fra Rumænien. Der står flere gode østeuropæiske og russiske bøger i kø i reolen, men nu tror jeg, at det er tid til at læse noget andet.

K's vurdering: