Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden

Smuk, stærk og grumme grum poetisk roman fra en lille landsby i Ceausescus Rumænien.

Dette er mit første bekendtskab med nobelprisvinderen Herta Müller, men det bliver helt sikkert ikke det sidste (og ikke kun af den grund, at der står yderligere et par af hendes bøger og venter i min reol).

Herta Müller (f.1953) er vokset op i en lille landsby i Rumænien som del af det tysksprogede mindretal. Mennesket er en stor fasan i verden er udgivet i 1986, umiddelbart før hun i 1987 undslap diktaturet og udvandrede til Vesttyskland.

I bogen trækker hun på erfaringerne fra sin opvækst, må man tro, men det er ikke en selvbiografisk roman. Det er derimod et stærkt – og stærkt deprimerende – poetisk vidnesbyrd om diktaturets inderste anatomi.

Herta Müller skriver i en ordknap poetisk stil. I korte sætninger, der kunne virke staccatoagtige, hvis ikke nærmest hver eneste sætning står smukt og stærkt i sig selv, ladet med et overskud af mening, om end ikke altid umiddelbart intelligibel.

For Herta Müllers lyriske prosa er ikke helt nem at gå til. Hun skriver i et billedskabende, flimrende sprog, hvor de enkelte sætninger og billeder ikke altid synes at give mening. I starten forsøgte jeg – mestendels forgæves – at afkode den metaforiske og symbolske betydning af billederne. Men på et tidspunkt opgav jeg og overgav mig og lod mig bare flyde med og ind i Müllers næsten hypnotisk suggererende og på én gang smukke og grusomme sprog.

I centrum af Mennesket er en stor fasan i verden står den tysksprogede Windisch, hans kone Katharina og deres unge datter Amalie. De bor i en lille landsby i Ceausescus Rumænien, og som stort set alle deres tysksprogede naboer er deres drøm og mål at få udstedt pas, så de kan udvandre til Vesttyskland.

Herta Müller skildrer ubarmhjertigt, hvordan vejen til de eftertragtede pas går via fornedrelse og underlæggelse under de små lokale autoriteters vilkårlige magtmisbrug: De betaler i penge, mel og høns, men frem for alt og værst ved at udlevere datteren til seksuelt misbrug hos præsten og politimesteren. Politimesteren, der skal autorisere passene, og præsten, der skal udlevere de nødvendige dåbsattester. Og det kan kræve mange besøg fra datteren, før præsten kan finde dåbsattesterne.

Windisch stiller albuerne på bordet. Hans hænder er tunge. Windisch lægger sit ansigt i de tunge hænder. Verandaen vokser ikke. Det er højlys dag. Verandaen falder et kort øjeblik hen på det sted hvor den aldrig har været. Windisch mærker stødet. I hans ribben hænger der en sten. Windisch lukker øjnene. Han mærker sine øjenæbler i hænderne. Sine øjne uden ansigt.
Med nøgne øjne og stenen i ribbenene siger Windsich højt: ‘Mennesket er en stor fasan i verden.’ Hvad Windisch hører, er ikke sin stemme. Han mærker en nøgen mund. Og det var væggene der talte.

Udover de direkte økonomiske og seksuelle overgreb og den sociale ydmygelse demonstrerer Herta Müller med en skånselsløs indlevelse også diktaturets invaliderende virkninger på de følelsesmæssige forhold mellem menneskene og den enkeltes selvrespekt.

Men der er ingen helte og ingen uskyldige i Müllers beretning. Også Windisch og hans kone bærer rundt på forhistorier, der kun antydes.

Det lyder måske ikke som behagelig læsning, og det er det heller ikke. Det er svært ikke at blive påvirket af Herta Müllers billeder af ikke bare det rumænske diktatur, men i det hele taget af menneskene og de grusomme ting, de gør ved hinanden.

Det lyder måske ikke som en entydig anbefaling, men det er det. En stor én.

K's vurdering: