Andrus Kivirähk (f. 1970) er ifølge forlagets præsentation på bogklappen “Estlands mest elskede nulevende forfatter.” Det håber jeg ikke er rigtigt for den estiske litteratur eller esternes bogsmag.

Slangehvisleren foregår i Estland i en tid, der på nogen måder minder om middelalderen, men samtidig er en fiktiv eventyrverden. Vi følger drengen Leemet gennem hans opvækst fra barn til voksen. Leemet tilhører skovfolket, som kan tale det urgamle slangesprog, og lever et simpelt, men harmonisk liv i pagt med naturen.

Skoven er en mytisk verden: Leemets bedste ven er en hugorm. Menneskene holder ulve som husdyr, som de malker og rider på. Der er talende menneskeraber i skoven, som eksperimenterer med at fremavle kæmpelus. Menneske lever mest af elgkød, som de jager ved at betvinge elgene med slangesprog.

Men skovfolket er en uddøende race: Flere og flere flytter ind til landsbyen, hvor de glemmer slangesproget og bliver fremmede for naturen. De slår sig på agerbrug, underlægger sig en feudal struktur under “jernmændene” fra Europa og lader sig omvende til den nye religion fra paven i Rom. Snart vil Leemet være den sidste slangehvisler i verden.

Tja, her er en del læsere sikkert allerede stået af. Og det er med god grund. >> Læs videre