Om græske Ersi Sotiropoulos (f. 1953) skriver Jensen & Dalgaard fra Jensen & Dalgaard i bogens bagsidetekst, at hun “er en provokerende stilist, der vil tilføre enhver litteraturinteresseret ny ilt til hjernen,” og videre: “Måske er det atter fra Grækenland, vi kan få incitament til at se hinanden frem for egen navle.”
Og ny ilt til hjernen er netop, hvad jeg oplevede ved at læse de korte noveller og kortprosastykker i Sotiropoulos’ Tiltrækning andetstedsfra (opr. 2022, da. 2025). Det er forrygende litteratur.
Nogle af teksterne kan vel kaldes regulære, skønlitterære noveller – bortset fra, naturligvis, at der ikke er meget regulært ved Sotiropoulos. Nogle af historierne er således decideret surrealistiske og drømmeagtige i deres bløde overgange mellem absurde og tilsyneladende helt usammenhængende optrin.
Andre tekster i bogen fremstår som mere eller mindre selvbiografiske essays. Nogle af dem rummer social kritik af vor tids fattigdomskrise og migrationskrise. Atter andre kan læses som bidrag til eller brudstykker af en slags poetik – tekster om at læse og at skrive og om litteraturens rolle i verden.
Og så er der de tekster, der er lidt at det hele på én gang. Kunsten kender ingen grænser, og Sotiropoulos’ skrift bevæger sig herligt slentrende på tværs af ellers etablerede genregrænser.
Sotiropoulos er i bogen i løbende dialog med verdenslitteraturen, især med udvalgte modernistiske og postmodernistiske forfattere som Cummings, Calvino og Gombrowidz, men også med klassiske forfattere som Stendhal.
I titelteksten, Tiltrækning andetstedsfra, fremhæver hun f.eks. Stendhals Klosteret i Parma (opr. 1839) som et mesterværk, ikke så meget for indholdet i historien, men for Stendhals fokus på fortællingens rytme og i øvrigt for den måde, hvorpå rytmen brydes (jeg husker Klosteret i Parma som kedelig – bør jeg måske genlæse? Jeg tror ikke, at jeg orker det).
En anden af hendes litterære helte er Witold Gombrowidz, som fremhæves for den måde, hvorpå han lader sin skrift følge associationer, sidespor og tangenter (Gombrowidz har jeg endnu til gode, men således inspireret har jeg bestilt et par bøger af ham på biblioteket).
Og så er der Italo Calvinos Hvis en vinternat en rejsende (opr. 1979), som Sotiropoulos beskriver som “en roman, som efter hver ny begyndelse fortsætter til et vist punkt og derpå efterlader en i den tomme luft” (præcis sådan husker jeg også romanen, som tilbage i slutningen af 1980’erne eller begyndelsen af 1990’erne var mit eget første møde med såkaldt postmodernistisk litteratur).
Ikke alle teksterne i bogen er lige interessante, ikke alle eksperimenterne lige vellykkede. Sådan er det med eksperimenter.
Det bliver alligevel til fem stjerner herfra for Sotiropoulos’ smittende begejstring for litteraturen og for at læse. Hendes begejstring for det skæve og det ukurante. For de historier, der ikke altid ved, hvor de skal hen, og måske slutter, før de er forbi, fordi det alligevel ikke var nødigt at skrive mere.
Tiltrækning andetstedsfra er den første udgivelse af Sotiropoulos på dansk, men hun har et stort katalog bag sig. Jeg hepper på, at Jensen & Dalgaard tager initiativ til at få oversat og udgivet noget mere af hende.
Titel: Tiltrækning andetstedsfraForfatter: Ersi Sotiropoulos
Udgiver: Jensen & Dalgaard
Udgivelsesdato: 25.11.2025
Sider: 156
Originalsprog: Græsk
Oversætter: Anders Olesen
Originaltitel: Η τέχνη να μην αισθάνεσαι τίποτα
Opr. udgivelsesår: 2022
Læst: Oktober 0226
K's vurdering:

