Stendhals Klosteret i Parma hører sammen med hans Rødt og Sort (som jeg ikke har læst) til blandt de kanoniserede klassikere. Jeg vil ikke betvivle, at romanen sikkert har haft væsentlig betydning for udviklingen af romankunsten, og for den litteraturhistorisk interesserede kan den for så vidt være værd at stifte bekendtskab med. Om man behøver at udstrække bekendtskabet til at læse romanen fra ende til anden, er mere tvivlsomt. Jeg kedede mig ihvertfald gudsjammerligt igennem det meste af romanen, og det var kun dens autoriserede klassikerstatus, der gjorde, at jeg læste den til ende (og dermed indrømmet: ja, jeg ligger i et vist omfang under for det klassiske klassikerbegreb).

Der er ellers masser af action i form af krigsscener fra slaget ved Waterloo, dueller, forfølgelsesscener, slagsmål, fængselsflugt og ikke mindst stor romantisk kærlighed. Men det hele er fortalt på en meget udvendigt refererende måde: Der postuleres de største og mest lidenskabelige kærlighedsfølelser, men alle personerne forekommer karakterløse og éndimensionelle (de gode er smukke, og  de onde er grimme) – det gælder ikke mindst protagonisten Fabrice del Dongo, som forekommer fuldstændig uinteressant, hvorfor det er ubegribeligt for læseren, at alle personer omkring ham gribes af de største følelser for ham (hvad enten det er lidenskabelig kærlighed eller indædt had).

Et ærinde for romanen er også på satirisk og underspillet vittig vis at spidde hykleriet, overfladiskheden og korruptionen ved de datidige europæiske hoffer. Og de dele holder faktisk stadig. Men det kan man også finde lige så godt eller bedre andre steder.

For den særligt litteraturhistorisk interesserede vil jeg anbefale at læse de første 50-60 sider, hvor man både kan nå stifte bekendtskab med Stendhals satiriske pen og hans berømmede skildring af slaget ved Waterloo (og det er faktisk helt godt – omend Tolstoj overtrumfer Stendahl mange gange i fremstillingen af slag fra napoleonskrigene) – og når man derefter begynder at synes, at det bliver kedeligt, kan man trygt lægge bogen fra sig i forvisning om, at sådan bliver det ved. Andre læsere kan med fordel bare springe over.

• Lignende indlæg
• Gyldendal

Zareh Vorpouni: The Candidate

Riad Sattouf: Fremtidens araber. En barndom i Mellemøsten (1978-1984)

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En

Alexandre Dumas: Greven af Monte Cristo

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Orhan Pamuk: Det nye liv

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer