Kejser Hadrians erindringer holder, hvad bagsideteksten lover: Man glemmer ganske, “at ikke kejserens egen hånd har ført pennen”, men at der derimod er tale om den romerske kejsers fiktive erindringer skrevet af den franske forfatter Marguerite Yourcenar.

I 2021 har jeg sat mig for både at få gjort et indhug i de ulæste bøger i mine reoler og få læst nogle flere klassikere. Marguerite Yourcenars Kejser Hadrians erindringer (opr. 1951) opfylder begge kriterier. Romanen fremhæves ofte som et af den franske forfatters hovedværker. Min antikvariske danske udgave fra 1954 (oversat fra fransk af Karl Hornelund) har stået i kø herhjemme i mere end 25 år, kan jeg se af min datering i bogen. Men nu kom det altså over mig at pille den ud af reolen.

Hadrian var romersk kejser i perioden 117-138. Han skrev aldrig sine erindringer, men Marguerite Yourcenar (1902-1987) har på baggrund af omfattede kildestudier konstrueret et fiktivt erindringsværk, som det – måske – kunne være skrevet af den alderssvækkede kejser i hans sidste dage.

Historisk overtog Hadrian posten som romersk kejser efter Trajan, der med sin erobringspolitik udvidede romerriget til sin hidtil største udstrækning. I modsætning til forgængeren søgte Hadrian derimod freden. Han lagde i sin regeringstid vægt på konsolidering af riget frem for udvidelse.

“Erindringerne” skrider frem kronologisk fra Hadrians ungdom, hvor han bliver taget under Trajans vinger og – i sidste øjeblik, inden Trajans død – adopteret med henblik på at overtage kejserværdigheden.

Marguerite Yourcenar (1903-1987). Foto: Grendel Bernhard, 1982.

Romanen er spækket med historiske detaljer, langt de fleste med belæg i historiske kilder, og det er i sig selv interessant, hvis man interesserer sig for perioden. Yourcenars litterære bedrift består imidlertid først og fremmest i det indlevede psykologiske portræt af Hadrian.

Hadrian er i Yourcenars udgave ærgerrig som kejser. Han vil magten, og han træffer i sin levetid en række brutale valg, herunder snigmord på eller henrettelser af konkurrenter. Men han er også – med et anakronistisk udtryk – humanist og gennemfører en række administrative reformer rettet mod f.eks. at undlade tortur af dødsdømte, før de bliver henrettet (ja, så bliver det heller ikke mere humanistisk i det andet århundrede …).

Yourcenars portrtæt af kejseren er et portræt af et livsmæt menneske, der har stræbt efter magten og vundet den, som har opnået meget, men i sine sidste år må spørge sig selv, hvad det egentlig førte til, og hvad det skal blive til. Ikke desto mindre ender han i en form for afklarethed, mens døden nærmer sig.

Centralt i romanen står Hadrians forelskelse i den unge græker, Antinous, som begik selvmord ved drukning som tyveårig – måske som et offer til kejseren. Hadrians betagelse og lidenskab for den unge mand er blandt de bedste dele af romanen. Antinous død er et ødelæggende slag for Hadrian, og hans sorg er efter tidens normer så heftig og langvarig, at den vækker anstød:

De flestes erindring er en forladt kirkegård, hvor døde, der ikke længere elskes, hviler uden æresbevisninger. Al langvarig sorg er en fornærmelse mod menneskenes glemsomhed.

Et andet højdepunkt er den sidste del, hvor den aldrende Hadrian kæmper med sygdom og smerter og overvejer selvmord, men til sidst forliger sig med også denne sidste del af livet.

Medikamenterne virker ikke længere; mine ben svulmer stadig mere op; jeg blunder hellere siddende end liggende. En af fordelene ved at dø er, at man igen kan ligge udstrakt på en seng.

Romanen er afgjort en bedrift i kraft af Yourcenars evne til at kombinere det omfattede og detaljerede historiske stof med et psykologisk portræt af Hadrian. Som nævnt kan man som læser fristes til at tro, at det faktisk er autentiske erindringer af Hadrian, man læser.

Bagsiden er, at oplevelsen af denne “autencitet” også kommer af, at erindringerne i lange stræk er en noget tør omgang – netop som man kunne forestille sig, at de var skrevet af Hadrian dengang. I meget lange stræk har fremstillingen en noget opremsende karakter. Jeg kedede mig ærligt talt lidt undervejs, hvis man har lov at sige det om en kanoniseret nyklassiker.

Buster af Hadrian og Antinous, British Museum.

Især beskrivelsen af Hadrians ungdom frem til hans udråbelse som kejser, som udgør de første små 100 sider, var mig noget tung, og jeg var tæt på at give op – også i en grad, så jeg har haft den liggende lidt på pause, mens jeg læste noget andet.

Magtkampen, der sikrer Hadrian kejserværdigheden, bringer dog lidt mere liv i fortællingen i form af de brutale valg, han må træffe. Og derfra kommer der også mere kant i det psykologiske portræt.

Hele vejen igennem skriver Yourcenar imidlertid klassisk smukt, her i Karl Hornelunds fine fordanskning. Kejser Hadrians erindringer er en bog, der absolut giver det største udbytte ved at blive læst langsomt, også selv om den i nogle stræk sætter tålmodigheden hos læsere som undertegnede på prøve.

K's vurdering: