Joris-Karl Huysmans: Mod strømmen

“I en periode, hvor literaturen næsten udelukkende begrundede livets pinefuldhed med gengældt kærlighed eller med jalousi afstedkommet af utroskab, havde han ignoreret disse infantile dårligdomme og udforsket de mere uhelbredelige, vedvarende og dybere sår opstået på grund af overmæthed, desillusionering, foragt, i ødelagte sjæle, der er plaget af nutiden, væmmes ved fortiden, og som skræmmes og fortvivles ved tanken om fremtiden.”

Citatet ovenfor er en karakteristik Charles Baudelaire ifølge aristokraten og æstetikeren des Esseintes, protagonist i Joris-Karl Huysmans’ roman Mod strømmen (opr. 1884). Og Huysmans roman kan selv betragtes som en udforskning af et muligt svar på, hvad man stiller op med symptomerne på sådanne ødelagte sjæle. I dette tilfælde et æstetisk svar, som fører ud i ekstravagant dekadence.

Forfatteren Joris-Karl Huysmans (1848-1907) er en fransk litteraturklassiker af den slags, hvis navn angiveligt bliver indprentet i alle franske gymnasiasters hjerner. Hans navn bliver dog helt sikkert ikke indprentet i danske gymnasiasters hjerner, blev det ihvertfald ikke i min. Hvis det ikke havde været for Michel Hoellebecq, havde jeg således til dato formentlig endnu ikke kunnet genkende navnet Huysmans, og jeg havde ihvertfald slet ikke kunnet finde på at læse en bog af ham.

Men Huysmans spiller netop en fremtrædende rolle i Hoellebecqs satiriske roman Underkastelse (2015), og det var denne roman der indgav mig en nysgerrighed efter at stifte nærmere bekendtskab med forfatteren. Og fire år senere er Huysman nu nået frem i køen af de ulæste bøger i reolen.

Joris-Karl Huysmans (1848-1907) fotograferet i 1904 af Frédéric Boissonnas og André Taponier.

Mod strømmen (A rebours, opr. 1884) anses gerne for Huysmans’ hovedværk og omtales nogle steder som “dekadencens bibel.” Og når man læser bogen, er det ikke svært at følge, hvorfor den har fået en sådan status.

Romanen har stort set kun en enkelt personkarakter, den rige aristokrat og æstetiker, des Esseintes, som installerer sig alene (ud over nogle i bogen navnløse tjenestefolk) i en stor villa uden for Paris. Her forsøger han bogen igennem at skabe sig sin egen ekstravagante, kunstige virkelighed komponeret efter æstetiske kriterier uafhængigt af verden udenfor.

Der er ikke nogen egentlig handling i bogen. Den er strukturet i 16 kapitler, som i det store hele hver især udfolder ét tema i des Esseintes dekadente, æstetiske bestræbelser:

Det første kapitel fokuserer f.eks. på hans overvejelser over valg af farver i indretningen af villaen, hvilket blandt andet fører os rundt om den klassiske lære om temperamenterne og deres forbindelser til farverne, som hos Huysmans imidlertid får sit helt eget præg, som her i beskrivelsen af de typer, der ynder farven orange:

Endelig er der de udtærede, afkræftede og nervesvækkede personer, hvis sanselige appetit driver dem mod retter, der er gjort mere pikante ved røgning og marinering, og som næsten alle elsker den irriterende og sygelige farve, med dens uvirkelige pragt og syrlige glød: orange.

Vi hører om des Esseintes’ særegne indretning af værelserne i huset, f.eks. et værelse indrettet som en skibskahyt, der er med til at give ham illusionen om at være på rejse uden at forlade huset,

I et andet kapitel studerer des Esseintes parfumefremstilling, i et tredje blomsterdyrkning (han er som udgangspunkt mest interesseret i kunstige blomster som er naturen, det billige skidt, langt overlegne – men han må overgive sig, da han erkender, at naturen har frembragt ægte blomster, der ser mere kunstige ud end de kunstige …).

Blandt hans mere ekstravagante opfindelser er det, han kaldet sit “mundorgel,” en samling tønder med likører arrangeret på en sådan måde, at han ved at drikke en tår her og en tår dér frembringer “følelser i ganen, der svarer til dem. musik skænker øret,” idet de forskellige typer af likører svarer til forskellige instrumenter, hvorved han kan frembringe hele likørsymfonier. Således …

… var det lykkedes ham, efter en række dybtgående eksperimenter, at spille på sin tunge både små, tavse melodier og storslåede, stumme sørgemarcher, og i sin mund høre myntelikør-soloer og vespero-og-rom-duetter.

Målet for des Esseintes er, at gennemkomponere og sublimere alle aspekter af sit hjem og liv i æstetisk henseende. Når han spiser, gør han det således “udelukkende af forgyldte sølvtallerkner, der havde mistet lidt af forgyldningen, således at sølvet skinnede en smule igennem under det slidte guldlag og derved forlenede servicet med et anstrøg af gammeldags charme, af noget udlevet, noget døende.”

For at finde den perfekte kontrast til et orientalsk tæppe, der kan bidrage til at skærpe tæppets livlige nuancer, anskaffer han en stor skilpadde, lader dens skjold glasere med guld og i guldoverfladen indlægge ædelstene i et sirligt og af ham selv komponeret blomstermønster.

I det erotiske register er des Esseintes ikke mindre ekstravagant. Læseren behøver ikke at frygte scener á la Marquis de Sade, for Huysmans’ protagonists erotisk-æstetiske fantasier udspiller sig på helt anden vis. For eksempel via en kvindelig bugtaler, som han lader komme til sit hjem for at opføre “samtaler” mellem et par stenskulpturer af en sfinx og en kimære i hans soveværelse. Og den slags.

Des Esseintes forholder sig grundlæggende æstetisk til verden i alle henseender. Og det ikke bare, når det gælder farvekompositioner, musik, billedkunst, smagsoplevelser, litteratur og erotik. Det gælder også hans tilgang til sprog, filosofi og religion.

Således undersøger han i et kapitel det latinske sprogs udvikling gennem læsning af en lang række klassiske latinske forfattere, idet det er karakteristisk, at hans bedømmelse af udviklingen anvender æstetiske kriterier frem for klassisk filologiske.

Og Huysmans lader ikke des Esseintes lægge fingre imellem: For ham er klassikerne Vergil og Ovid jammerligt kedelige, og “hans afsky for Horats’ klodsede færdigheder, for det vulgære bavl fra denne håbløse bajads, der smisker og skaber sig som en gammel klovn, [var] aldeles grænseløs.”

Det latinske sprogs højdepunkter skal ifølge des Esseintes derimod findes hos Petronius i det 1. århundrede, Apuleius i det 2. og Tertullian i begyndelsen af det 3. århundrede, hvorefter det imidlertid begynder at gå ned ad bakke, indtil latin i det 4. århundrede ifølge des Esseintes er at betragte som:

[…] fuldstændig forrådnet, et hængende kadaver, hvorfra materien sivede og lemmerne faldt af, og som kun havde formået, under hele fordærvlesen af sit korpus, at bibeholde nogle få faste dele, som de kristne afrev for at marinere dem i lagen af deres nye sprog.

Des Esseintes er i andre dele af romanen ganske interesseret i katolsk tænkning, men også her fra en primært æstetisk betragtning, ikke fordi han er optaget af filosofiske eller moralske problemer. Han er i egen selvopfattelse en inkarneret ateist, for hvem al religion er “en fremragende legende, et fantastisk bedrageri,” men ikke desto mindre oplever han på et tidspunkt i sit ensomme liv i villaen, at hans skepticisme begynder at krakelere – men heldigvis finder han trøst og forsvar mod religionen i Schopenhauers pessimistiske livsfilosofi.

Denne vedholdende insisteren på at forholde sig blot og bart æstetisk til verden udgør måske i virkeligheden dekadencens kerne: Dekadence defineres typisk som forfald gennem (overdreven) forfinelse. Bogen flyder da også over med eksempler på “klassisk dekadence”, jf. ovenfor. Men den inderste kerne i des Esseintes’ dekadence er imidlertid ikke så meget disse ydre overdrivelser, mens snarere den konsekvente måde, hvorpå han forholder sig ene og alene æstetisk til alle livets forhold, i modsætning til etisk-samfundsmæssigt, personligt-samvittighedsfuldt eller objektivt-videnskabeligt.

Endelig kommer jeg ikke udenom at nævne litteraturen. Huysmans dedikerer en god del af romanens mere end 430 sider til des Esseintes’ vurdering af særligt det 19. århundredes litteratur. En af hans allerstørste helte er Baudelaire, der i hovedværket Les Fleur du Mal (opr. 1857) om nogen tegner modernismens æstetiske dyrkelse af skønheden i forfaldet, både det moralske og det korporlige.

Andre af des Esseintes’/Huysmans’ litterære helte er Edgar Allan Poe og Emile Zola. Og så er der franske digter Mallarmé, hvis værk giver anledning til følgende forrygende svada:

For sandheden var, at dekadencen i en litteratur, der var angrebet af en uhelbredelig organisk sygdom, svækket af intellektuel alderdom, udmattet af syntaktiske udskejelser og kun modtagelig for den slags besynderligheder, som ophidser syge sjæle, men alligevel opsat på at udtrykke sig frit til det sidste og hårdnakket råde bod på alle de nydelser, der var forbigået den, for, på sit dødsleje, at efterlade de mest subtile minder om sjælens kvaler, var personificeret i Mallarmé, på den mest fuldkomne, fortrinlige måde.

Bogen er et overflødighedshorn af sådanne citatværdige passager. Huysmans har et stort vid i mange genrer, som han får luftet undervejs. Ifølge Robert Baldicks introduktion (opr. 1957), som er optrykt som indledning til den danske udgave af Mod strømmen, så Huysmans da også selv – ihvertfald på et tidspunkt forud for skrivningen – romanen som en ramme, der kunne give ham anledning til netop at udfolde en serie af reflektioner over videnskab, kunst og religion.

Det, der gør romanen læseværdig, er imidlertid først og fremmest Huysmans’ sprog, et sprog som i sig selv er et nærmest dekadent overflødighedshorn af finurlige formuleringer, ekvilibristiske eskapader og satiriske sværtninger.

Bogen rummer dog en hel del og temmelig lange passager, som jeg fandt noget kedsommelige (og hvor mine øjne, må jeg bekende, løb noget hurtigt og skråt henover siderne). Samtidig er jeg mig pinligt bevidst om, at disse steder helt overvejende var dér, hvor Huysmans udbreder sig om franske gejstlige eller andre franske forfattere, som jeg aldrig havde hørt om. Havde jeg selv haft et mere detaljeret forhåndskendskab til de figurer, der optræder i bogen, så er jeg ikke i tvivl om, at mit udbytte havde været et andet af også disse passager.

For i de dele af bogen, hvor Huysmans lader des Esseintes prise eller skose filosoffer, forfattere og andre kunstnere, som jeg selv kendte lidt til i forvejen, var jeg typisk storartet underholdt på grund af Huysmans’ skarpe, ironiserende eller ligefrem tilsværtende pen.

Dermed også sagt, at det udbytte, man som læser vil kunne få af Mod strømmen, ikke i helt ringe grad afhænger af et vist forhåndskendskab til klassisk filosofi og litteratur, katolsk teologi og det 19. århundredes moderne litteratur.

Jeg har været lidt i syv sind om, hvilket samlet skudsmål, jeg skulle give Mod strømmen. Som roman betragtet er den strengt taget helt håbløs: Der er grundlæggende ingen handling, knap nok en begyndelse eller en slutning og slet ikke nogen midte. Dertil kommer, at den i flere og lange passager ret beset er temmelig kedelig.

Omvendt skriver Huysmans sprogligt set helt forrygende, med vid, med (sort) humor, med en sans for at bruge en overflod af konkrete, leksikalske detaljer på en meget virkningsfuld måde (á la Poe og Borges). Bogen må i øvrigt have været svær at oversætte. Jeg bedømmer den alene ud fra Annette Davids spændstige fordanskning.

Og ikke mindst: Huysmans’ 140 år gamle udforskning af den æstetiske dekadence som et tomt og nyttesløst svar på modernitetens tomhed er stadig relevant i dag.

Jeg er samlet set ret begejstret og giver – med ovenstående kvalifikationer – Mod strømmen en stor anbefaling med på vejen.

K's vurdering: