Gustave Flaubert: Madame Bovary

Læst i dag, 166 år efter førsteudgivelsen, er Flauberts klassiker om den romantisk længselsfulde madame Bovary stadig en god historie. Den er velskrevet, velfortalt og i det hele taget værd at læse – først og fremmest for Flauberts fine og nuancerede personportrætter.

Madame Bovary (opr. 1857) har en sikker top ti-placering på ikke så få lister over de største romaner gennem tiderne. Den er også en god roman. Og den kan snildt læses i dag uden omsvøb og med fornøjelse. Men skal jeg forsvare dens top ti-placering i kanon, så kræver det dog nok alligevel inddragelse af litteraturhistoriske kriterier såsom dens betydning for udviklingen af den realistiske romangenre og for kvindelige romanprotagonister.

Gustave Flaubert (1821-1880) blev i sin tid slæbt for retten (men dog ikke dømt) for sin roman om Emma Bovary med den anklage, at romanen opfordrede til promiskuitet og ægteskabsbrud. Det er som sådan ikke interessant i sig selv, men det siger noget om, at vi her har med en roman at gøre, der turde portrættere en kvinde, der har passioner og vilje og individualitet i en grad, der udfordrede de kønspolitiske normer i Flauberts samtid.

Læst med nutidens briller er der ganske vist ikke meget power woman over Madame Bovary. Men husk nu på, hvornår den er skrevet.

Romanens titelperson, Emma, bliver som ung bondepige giftet bort til landsbylægen Charles Bovary, og hun tror sin lykke gjort. Monsieur Bovary forguder hende, men han er åndløs, frygtelig kedsommelig, svag og uden stor succes i sin metier, i det hele taget næsten uden ambitioner. Det sidste er for Emma nærmest det værste.

Alt hvad Charles kunne sige var plat som et fortov, hvor de gængse meninger defilerede forbi i deres trivielle iklædninger uden at fremkalde nogen følelser, latter eller drømmerier.

Der er for lavt til loftet i doktorens hjem for Emmas romantiske og længselsfulde sjæl.

For hende var livet koldt som et loftsrum, hvor tagvinduet vender mod nord, og kedsomheden var som en tavs edderkop, der væver sit spind i alle de mørke hjørner af hendes hjerte.

Hun kompenserer ved et ekstravagant overforbrug af dyre sko og kjoler. Og snart lader hun sig naivt og villigt tage som elskerinde af en anden mand. Senere tager hun omvendt – i den dominerende rolle – en anden som sin elsker. Og der sker ting.

Emma Bovary stikker på flere måder ud fra tidens kvindeideal: Hun har stærke seksuelle lidenskaber, som ikke begrænser sig til opfyldelsen af hendes ægteskabelige pligter. Hun har udadvendte drømme, er aktiv og tager initiativ. I en periode klæder hun sig endda i mandetøj.

Til gengæld interesser Emma sig ikke for moderrollen. Som eksempel skubber hun et sted i irritation til sin lille datter, så datteren falder og river sit ansigt til blods, med følgende følelsesmæssige reaktion fra Emma: “Det er sært, tænkte Emma, så grimt det barn er!”

Emma havde egentlig heller ikke ønsket sig en datter, men en søn – både for sin egen og for barnets skyld:

[…] tanken om at have et barn af hankøn var som et håb om oprejsning efter alle de savn, hun havde måttet lide. En mand er i det mindste fri; han kan opleve alle lidenskaber og alle lande, trodse alle forhindringer, gribe den mest uopnåelige lykke. Men en kvinde er hele tiden bundet. Hun er ubevægelig og bøjelig på samme tid, hun har den fysiske kraftesløshed og afhængigheden af lovene imod sig.

Portrættet af Emma dominerer romanen, ikke kun fordi hun er romanens centrale hovedperson, men også fordi portrættet af hende er det dybeste og mest komplekse.

Romanen rummer dog også fine portætter af en række bifigurer – nogle gemene og kyniske i deres magt- og pengespil, andre ynkelige eller latterlige i deres higen efter anerkendelse. Hvis der er ét træk, der binder personerne sammen, så er det måske kun, at de alle er helt utroligt selvoptagede og selvretfærdige. Det gælder for så vidt også hovedpersonen.

Set fra ét perspektiv er Emma således en overfladisk gimpe, der har forlæst sig på romantiske trivialromaner, excellerer i et overforbrug af luksusvarer og i det hele taget betragter andre mennesker som staffage i sin egoistiske og naive forestilling om det ideelle, flamboyante liv.

Fra et andet perspektiv kan man imidlertid også se Emma som en intelligent og kapabel kvinde med stærke passioner, drømme og ambitioner – som hun imidlertid kun har meget ringe muligheder for at udleve, placeret som hun er i en position uden albuerum i et patriarkalsk fængsel.

Det er især denne dobbelttydighed i portrættet af Emma, der giver romanen dens indre spænding og gør den værd at læse i dag.

Emma fremstår i romanen som en kvinde i sine følelsers vold (ligesom i øvrigt også alle mændene i romanen er det), men det er der intet fladt eller karikeret over. For Flaubert udforsker disse følelser i alle deres nuancer og detaljer – og ikke mindst deres konstante foranderlighed.

Jeg ville ikke selv placere Emma Bovary blandt litteraturhistoriens bedste romaner (her er konkurrencen trods alt for hård), men jeg tøver ikke med at anbefale den.

K's vurdering: