Alejo Carpentier: The Kingdom of This World

Cubansk romanklassiker om den haitianske revolution omkring år 1800 og den gale konge, Henri I af Haiti. Alejo Carpentiers mesterværk er uomgængelig inden for caribisk litteratur som en visionær forløber for den latinamerikanske magiske realisme og fantastik. Men romanen er meget mere end pligtlæsning for litteraten. Her 75 år efter den første udgivelse står den stadig stærkt i egen ret med sin intense, tætpakkede prosa og mørke, surrealistiske stemning.

Alejo Carpentier (1904-1980) blev født i Schweitz af fransk-russiske forældre, men emigrerede med sine forældre som otteårig til Cuba, hvor han voksede op og endte med at blive en af Cubas nationalforfattere og i det hele taget en af de helt store latinamerikanske forfattere i det tyvende århundrede. The Kingdom of This World (spa. El reina de este mundo) fra 1949 var Carpentiers anden roman og er et af hans mest kendte og læste værker. Den har status af cubansk klassiker, selv om romanen hovedsagelig forgår på Haiti.

Carpentier hyldes af nogle for at være faderen til den latinamerikanske magiske realisme (ja, før Gabriel García Márquez), om end han ikke selv brugte begrebet. I sit eget forord til The Kingdom of This World (spa. El reino de este mundo) skriver Carpentier til gengæld om lo real maravilloso, som man måske kan oversætte til noget i retning af det forunderlige virkelige.

Alejo Carpentier (1904-1980) fotograferet i 1959. Foto fra Goodreads.

Hos Carpentier er der ikke magiske elementer såsom sommerfuglesværme, der angiver sindsstemninger, eller bedstemødre, der svæver rundt i stuen, som man ville kunne finde dem hos en Gabriel García Márquez eller en Isabel Allende.

For Carpentier handler begrebet lo real maravilloso som udgangspunkt derimod om, at den latinamerikanske verden i nogle henseender er så ekstrem, at den set udefra – og indefra for den sags skyld – kan virke uvirkelig, surrealistisk eller magisk (Carpentier var efter ti års frivilligt eksil i Frankrig i perioden 1928-1939 meget påvirket af den franske surrealisme).

Denne pointe demonstrerer Carpentier i rigt mål i The Kingdom of This World, som på én gang er en historisk roman om virkelige personer og begivenheder i Haitis historie, og samtidig via sin skrivestil og metaforik fremstår som et vidnesbyrd fra en anden verden.

Romanen er historien om den haitianske revolution, som startede med et slaveoprør i 1791 og førte til uafhængighed fra den franske kolonimagt fra 1804. I 1807 blev Henri Christophe (1767-1820), en af oprørslederne, udpeget som præsident for området Plaine-du-Nord i det nordlige Haiti. I 1811 lod han sig udråbe til konge af området under titlen Henri I af Haiti, han udpegede adelsfolk og skabte et hof omkring sig efter forbillede af netop det Frankrig, man havde gjort oprør imod (og som i mellemtiden som bekendt havde kappet hovedet af sin egen konge).

Carpentier formidler pointen via sin skrivestil, som er langt fra at være klassisk realisme. Romanen er fortalt i korte, men intense kapitler, tætpakkede med mening. Uden egentlig at forlade den realistiske stil – på nær i enkelte passager – formår Carpentier at fremstille den haitianske historie som en surrealistisk forestilling. Det magiske optræder som materialiserede metaforer – som når spejle og vinduer i kongens pragtbolig pludselig af sig selv bryder i brand som et manifest tegn på, at oprørerne nærmer sig.

Henri Christophe eller kong Henri I af Haiti (1767-1820).

Romanen er fortalt fra perspektivet af den fiktive figur Ti Noël, der ved romanens begyndelse er slave hos den franske plantageejer Lenormand de Mézy (en historisk figur). I en serie af korte kapitler bliver Ti Noël vidne til de forskellige faser og personer, der leder frem mod den haitianske revolution:

For eksempel den bortløbne, enarmede slave, Mackandal, som blandt de sorte slaver og i stigende grad også blandt de hvide slaveejere gik for at beherske vodou-magi og blandt kunne forvandle sig til et hvilket som helst dyr, så han kunne komme tæt på sine ofre og forgifte dem.

Senere er Ti Noël også vidne til den berømte vodou-ceremoni ved Bois Caïman i 1791, hvor slaver fra flere forskellige plantager samledes og med Dutty Bouckman i spidsen indstiftede det oprør, der skulle udvikle sig til den haitianske revolution.

Endnu senere må den efterhånden aldrende Ti Noël erkende, at håbene og drømmene om frihed er slået om i deres modsætning under Henri Christophes regime. Kong Henris storhedsvanvid blev blandt andet omsat i en række storladne bygningsværker, han lod opføre af tusinder af mennesker, der ellers netop var frigjort fra den franske kolonimagts slaveri, men nu igen må arbejde sig til døde under tvang og lige så slavelignende forhold som på de franske plantager.

Bittert konkluderer Ti Noël, at det nye slaveri ikke er bedre end det gamle, tværtimod:

Worse still, since it was an infinitely miserable thing to be beaten up by a black man as dark as oneself, as thick-lipped and nappy-haired, as flat-nosed as oneself, as equal, as low-born, as marked by iron, possibly, as oneself. It was as if in the same household the children hit the parents, the grandchild hit the grandmother, and the daughters-in-law hit the mother at the stove.

Romanen er ikke uden humor. Som for eksempel i det følgende citat fra en af de passager i romanen, hvor Carpentier kommer tættest på “det magiske,” idet den gamle Ti Noël – måske kun i sin fantasi eller fordi, han så småt er ved at miste forstanden – opdager, at han ligesom den legendariske Mackandal er blevet i stand til at forvandle sig til et hvilket som helst dyr, hvilket han så med større eller mindre held eksperimenterer med:

Transforming himself into an ant was a bad idea. He was forced to carry enormous loads through endless paths, under the vigilance of big-headed soldiers who reminded him all too closely of Lenormand de Mézý’s overseers, Christophe’s guards, and the mulattos of today.

Jeg omtalte Alejo Carpentier som en af Cubas anerkendte nationalforfattere, og det gælder både internt i Cuba og udenfor. Med til det samlede billede hører dog, at han ikke nyder lige stor anseelse i alle kredse.

Hans tidlige hovedværker, som ud over den her omtalte El reino de este mundo (opr. 1949) også omfatter blandt andet El siglo de las luces (opr. 1962, da. Eksplosionen i domkirken (1964)), er bredt anerkendte som litterære mesterværker. Imidlertid har han også høstet hård kritik over ikke alene at have bøjet sig for Fidel Castros styre efter den cubanske revolution i 1959, men også at have spillet en aktiv rolle som en af regimets litterære apologeter.

Blandt Carpentiers kritikere var for eksempel den cubanske forfatter og dissident Reinaldo Arenas (1943-1990), hvis dom over Carpentier er ætsende giftig (her citeret fra Arenas’ egen, posthumt udgivne erindringsbog, Before Night Falls (anmeldelse følger en af dagene)):

I had met Alejo Carpentier, but it had been a distressing experience; he was a man who manipulated information, dates, styles, and numbers like a refined but dehumanised computer.
[…]
Whatever happened to Alejo Carpentier’s work after he completed El siglo de las luces? His writing became slipshod, dreadful, impossible to read to the end.

Jeg har læst romanen i en relativt ny engelsk oversættelse fra 2017 af Pablo Medina (med et forord af den haitianske forfatter Edwidge Danticat). Romanen foreligger  faktisk også på dansk, oversat af Michael Tejn til Riget af denne verden (1958) og kan lånes på biblioteket, mens man vist skal være heldig for at finde den antikvarisk nu om stunder. Den danske udgave er imidlertid ikke oversat direkte fra spansk, men er en såkaldt relæ-oversættelse via en ældre engelsk oversættelse.

Så foretrækker jeg den engelske version. For selv om jeg i det ganske små er begyndt at øve  mig på at læse litterære tekster på spansk, så kommer jeg formentlig ikke i min levetid til at beherske et spansk, der gør mig i stand til at læse tekster på et litterært niveau som Alejo Carpentiers.

K's vurdering: